Tag ikke velsignelsen fra vore soldater. Troen på Gud er en styrke for dem

DER ER REJST KRITIK AF feltpræsters velsignelse af soldater. Måske med rette men det er vigtigt, at vi ikke tager velsignelsen fra vore soldater.

Feltpræsterne har en stor betydning for vore udsendte soldater til krigsområder. Præsterne lever under samme vilkår som soldaterne og har deres fortrolighed. Som folkekirke kan vi være stolte over, at præst og menighed har så nær en kontakt.

Mens jeg i foråret 2010 var udsendt til Helmand for at drive KFUMs Soldaterhjem, oplevede jeg, at hele C-Coy, som var udsendt fra Gardehusarregimentet i Slagelse, skulle drage direkte fra Camp Bastion til den grønne zone.

Pludselig bemærkede jeg, at soldaterne klumpede sammen. Jeg gik tættere på og opdagede, at de var samlet omkring deres feltpræst. Han fortalte en lille beretning om manden, der på dødslejet så sit liv passere forbi som fodspor i sandet. Hans egne sammen med Guds.

Manden bemærkede også, at i de perioder af hans liv, hvor det havde været svært, var der kun et sæt fodspor. Manden bebrejdede Gud, at han havde forladt ham. Dertil svarede Gud: Jeg forlod dig ikke, jeg bar dig. Ligeledes vil Gud bære jer, når I oplever, at livet er svært, lovede feltpræsten.

Derefter løftede feltpræsten armene, og samtidig knælede de fleste af soldaterne, og præsten lyste velsignelsen.

Soldaterne gik straks derefter til deres køretøjer og kørte ud af lejren til en skæbne, som i de kommende dage bragte mange af kompagniets folk med helikopter tilbage til felthospitalet i Camp Bastion.

Over en kop kaffe på KFUMs Soldaterhjem delte jeg oplevelsen med feltpræsten. Soldaterne insisterede på, at han skulle være klar, når de ofte midt om natten skulle på patrulje i krigszonen, for præsten skulle lyse velsignelsen! Han havde forsøgt at lære dem, at vi i højmessen rejser os op, når vi modtager velsignelsen, men soldaterne ønskede at knæle.

TROEN PÅ GUD betyder ekstra meget for mange af vore udsendte soldater. Størstedelen bar et kors og medbragte det felttestemente, som KFUMs Soldaterhjem tilbyder. Hver aften indbyder soldaterhjemmet til aftensang og andagt. Her er meget stor opbakning fra både menige, befalingsmænd og officerer. Der bliver sunget med på danske sange og salmer. Soldatens bøn og fadervor bliver bedt i kor.

KFUMs Soldaterhjem er ikke blot andagter, men også praktisk diakonalt arbejde. Lederne på både soldaterhjemmet i Camp Bastion og MOB Price er en slags reserveforældre, som er med til at skabe et lille stykke normalitet midt i krigen. Her kan fødselsdage fejres, og der er forskellige aktiviteter såsom lagkagebanko, filmaftener eller dansk søndagsmorgenbord. Men allermest er her nogle civile, der ser den enkelte soldat som menneske, lytter til, hvad soldaten har på hjerte, hjælper med mange praktiske ting og deler den kristne tro. Det er et arbejde med øjne, ører, hænder og mund.

De sårede soldater er en særlig gruppe på soldaterhjemmene, der efter behandling på felthospitalet venter på at komme tilbage til deres enhed. De har særligt brug for den omsorg, ro og hjemlige hygge, som er på soldaterhjemmet.

Det er bestemt ikke mit indtryk, at danske soldater er på korstog. Tværtimod er jeg imponeret over deres idealisme og glæde over de fremskridt, som de oplever, når skoler bliver åbnet, og handelslivet vender tilbage i Afghanistan.

Når feltpræster er gået over grænsen eller har misforstået deres opgave, skal det naturligvis påtales, og der skal rettes ind. Men det må ikke komme i vejen for det flotte arbejde, som feltpræsterne yder for vore soldater.

Vi kan ikke undvære Guds velsignelse, hverken i krig eller når vi er hjemme i Danmark.

Per Møller Henriksen er generalsekretær for KFUMs Soldatermission