”Frygt ikke” betyder, at vi har fred med Gud - men ikke nødvendigvis med verden

Det er altid rart at have Gud i ryggen, når man driver politik, og derfor er det ikke så mærkeligt, at der er gået inflation i ordene ”frygt ikke” blandt de danske gejstlige, der gerne vil spænde Jesus for deres politiske vogn, skriver Stine Munch, Nana Hauge og Merete Bøye

”Frygt ikke, kære folkevalgte,” sagde den smilende biskop ved folketingets åbningsgudstjeneste og tog derefter behændigt afsæt i en løsrevet sætning fra Det Nye Testamente til at belære landets politikere om, at de ikke måtte være bange for at lukke Europas døre op af frygt for den omsiggribende islamisme.
”Frygt ikke, kære folkevalgte,” sagde den smilende biskop ved folketingets åbningsgudstjeneste og tog derefter behændigt afsæt i en løsrevet sætning fra Det Nye Testamente til at belære landets politikere om, at de ikke måtte være bange for at lukke Europas døre op af frygt for den omsiggribende islamisme. Foto: Leif Tuxen.

I KØLVANDET PÅ Marianne Christiansens omdiskuterede prædiken ved folketingets åbningsgudstjeneste, har præster og provster over det ganske land kollektivt fået den originale idé, at juleprædikenen i år skulle handle om englens ”Frygt ikke”.

”Frygt ikke, kære folkevalgte,” sagde den smilende biskop og tog derefter behændigt afsæt i en løsrevet sætning fra Det Nye Testamente til at belære landets politikere om, at de ikke måtte være bange for at lukke Europas døre op af frygt for den omsiggribende islamisme.

Det var et smart greb, for det er altid rart at have Gud i ryggen, når man driver politik, og derfor er det ikke så mærkeligt, at der er gået inflation i ordene ”frygt ikke” blandt de danske gejstlige, der gerne vil spænde Jesus for deres politiske vogn.

Julebuddets ”frygt ikke” er uden mellemregninger blevet til: ”Tag ingen forholdsregler imod islamisk terrorisme.” Det passer meget godt til den afmonsterificering af verden, der længe har været en integreret del af børneopdragelsen i den vestlige verden.

EN KENDT BØRNESANG fra 1970'erne lyder: ”Hvis du ser en krokodille i dit badekar/ skal du ikke blive bange, for den er så rar,/ hvis du gir den en kop kaffe og en god cigar.”

Hvor så livsfarlig en indgangsvinkel til koldblodige rovdyr kommer fra, kan man tænke længe over, men måske har vi simpelthen levet så længe i tryghed og fred, at vi er begyndt at tro, det onde slet ikke findes. I hvert fald ikke uden for os selv.

Derfor lærer vi børnene, at ingenting er farligt, når det kommer til stykket. Alt, hvad der tilsyneladende vil os det ondt, har i virkeligheden bare brug for, at vi lærer det at kende og giver det kærlighed. Hvis man er bange for noget, er det i virkeligheden noget inde i en selv, man frygter. Det onde skal bare have en kop kaffe, så forsvinder det af sig selv.

Men det er en mærkelig fortolkning af Juleevangeliet, at omdrejningspunktet for julens budskab skulle være englens ”frygt ikke”. Specielt set i lyset af de begivenheder, der finder sted umiddelbart efter Jesu fødsel i Betlehem.

Josef får i en drøm at vide, at han er nødt til at bringe Jesus i sikkerhed i Egypten, fordi kong Herodes stræber ham efter livet. Josef er bange for Herodes, som han ikke mener er særlig rar, så han pakker sit æsel og stikker af med Maria og barnet og redder dermed Jesus fra døden.

Hvem ved, hvad der var sket, hvis han i stedet havde givet ham en kop kaffe og en god cigar? Måske var Herodes' hjerte smeltet, og han havde bedt soldaterne stikke sværdene i skeden, og ingen børn i Betlehem var omkommet. Eller måske han havde grinet Josef lige op i ansigtet og slået både ham og barnet ihjel. Vi vil overlade til læserne at afgøre, hvad de mener, er det mest sandsynlige scenarie.

DANSKE PRÆSTER er nødt til at lære at læse indenad, for englens ”Frygt ikke” betyder ikke, at mennesker ikke skal tage sig i agt. Der er god grund til at tage sig i agt for for eksempel falske profeter, der kommer i fåreklæder, men i virkeligheden er glubske ulve.

Englene er himmelske væsner, der bringer bud fra den vældige Gud i det høje, ham som har al magt i himlen og på jorden. Ham er der god grund til at frygte, og det ved alle de bibelske personer, der møder dem. Englens ”frygt ikke” er møntet på denne frygtindgydende Gud. Det er ham, mennesker ikke længere behøver at frygte, men nu trygt kan henvende sig til som barn til far.

”Frygt ikke” betyder, at vi nu har fred med Gud, fordi han ”har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder”. Fred med Gud er noget andet end fred med verden. Ja, Guds fred er ligefrem af en anden verden. Hvis man kender lidt til oldkirkens historie, ved man også, at det ikke ligefrem var fred, der kom til at præge den unge kirke.

BEGREBET FRED er tvetydigt, fordi det bruges om to så væsensforskellige ting som Guds fred og verdens fred. Guds fred ”gør rolig midt i våbenbrag”, skrev Grundtvig. Under Anden Verdenskrig sang modstandsmændene: ”Med et Fadervor i pagt skal du aldrig gyse”. Det betød bare ikke, at de ikke tog sig i agt for den tyske værnemagt. Tværtimod indgød Guds fred dem mod til at bekæmpe den.

I den britiske avis The Telegraph beskrev Taki T før jul, hvordan hans onkel under krigen oplevede et mod, han aldrig havde set mage til, hos præster og paramedicinere. I kampens hede gik de ubevæbnede og uden hjelme ud på slagmarken for at tage sig af de sårede og give de døende den sidste olie.

Mens soldaterne gemte sig i deres skyttegrave, gik disse mænd rundt som levende skydeskiver og slog korsets tegn over de døde. For af lidende fanger har evangeliet gjort modige, beslutsomme mennesker. Af frygtsomme har det gjort stærke kæmper.

Det er måske svært at forstå, at Guds fred kan blive til sådan en trøst for trængte mennesker. Men det kan den, og det hænger sammen med, at for os kristne er fred mere end blot det at opfylde vore behov, sove roligt og opleve velstand og sikkerhed.

Fred med Gud er for kristne, at vi er frie til at gøre Guds vilje. Det er, at vi ikke behøver at frygte den vældige Gud, men kan stole på, at vi har hans faderlige kærlighed. At vi kan leve i ansvar og tro og have nok i det.

Stine Munch, Nana Hauge og Merete Bøye er sognepræster og redaktører af nytbabel.dk