Dronningens rod med papirerne viser, at ingen af os kan kontrollere livet

Det bedste i Dronningens tale nytårsaften var, at hun lod prinsgemal Henrik gå på pension. Den livsnydende, humoristiske franskmand får endelig, 81 år gammel, lov til at trække sig tilbage til sin interesse for at skrive digte, lave avanceret mad og dyrke sit talent for at forme skulpturer, mener sognepræst Poul Jochim Stender. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Kendsgerningen er, at vi kan risikere at komme til at snuble over kærligheden, arbejdet, helbredet, forholdet til andre mennesker, præcis som Dronningen faldt over ordene.

Vi kan planlægge alt, hvad vi vil foretage os i 2016. Men kendsgerningen er, at vi alligevel kan risikere at komme til at snuble, skriver Poul Joachim Stender

HØJDEPUNKTET NYTÅRSAFTEN er Dronningens nytårstale. Hele Danmark samler sig om fjernsynet, ligesom man juleaften samler sig omkring juletræet.

Med stor opmærksomhed bliver der lyttet til hvert eneste af Dronningens ord. Og hvert år er der altid nogle livssandheder, som man kan bruge.

Dronningen har i alle sine nytårstaler haft en tendens til at falde over ordene. I min familie har vi et væddemål kørende om, hvor mange gange det vil ske. Det plejer at være 10-12 gange.

Men i år gik det mere galt. Dronningen udtalte det ene ord efter det andet forkert, og samtidig kom der rod i hendes papirer, så hun ikke kunne finde ud af, hvor hun var i talen. Det kunne have været yderst pinligt.

Men netop fordi vi kender Dronningen som en kunstnerisk og begavet kvinde, blev hendes fejl et budskab i sig selv om det nye år.

Vi kan planlægge alt, hvad vi vil foretage os i 2016. Men kendsgerningen er, at vi alligevel kan risikere at komme til at snuble over kærligheden, arbejdet, helbredet, forholdet til andre mennesker, præcis som Dronningen faldt over ordene.

Men ikke bare det. Uanset hvor meget vi kontrollerer os selv og tilrettelægger det nye år sirligt og sikrer os på alle mulige måder, vil der uundgåeligt komme rod i meget, ligesom der kom rod i Dronningens manuskript. Det var helt befriende nytårsaften at blive mindet om, at 2016 også, som alle de andre år, vil have en masse faldgruber.

Men det bedste i Dronningens tale nytårsaften var, at hun lod prinsgemal Henrik gå på pension. Den livsnydende, humoristiske franskmand får endelig, 81 år gammel, lov til at trække sig tilbage til sin interesse for at skrive digte, lave avanceret mad og dyrke sit talent for at forme skulpturer.

Prins Henriks otium burde være et forbillede for Danmarks hyperaktive ældre, der mener, at jo mere de arbejder, jo længere de holder ud på arbejdsmarkedet, jo mere rigtige mennesker er de.

Men hvem siger, at disse hårdtarbejdende gamle mennesker nogensinde når at prøve, hvad det vil sige at have et otium, hvor der bliver tid til at reflektere over livet, forberede døden og give sig sine lidenskaber i vold? Døden ånder os konstant i nakken.

Prins Henriks pension burde være et budskab til den ældre generation om også at drosle ned og lade hvilen få en større plads i deres tilværelse.

Poul Joachim Stender er sognepræst og forfatter