Altertavlen i Tjele Kirke prydes af et maleri af en velklædt ældre mand, der omfavner en mager halvnøgen yngling, som brødebetynget er faldet på knæ.
Motivet er hentet fra den kendte lignelse om den fortabte søn. Historien om den unge mand, der krævede sin arvepart udleveret, drog ud fra hjemmet og lod sin storebror om det daglige slid på gården, formøblede alle sine penge og til sidst vendte hjem igen til sin tilgivende og tålmodige far.
Pointen i lignelsen er, at Gud er som en kærlig far, som ikke støder sine børn væk, selv når de forlader hans hus. Han venter tålmodigt på, at de skal komme tilbage igen, og løber dem i møde, så snart de vender om.
Men kunne man forestille sig, at den fortabte søn var vendt hjem – for sent?
At han først var kommet hjem som en gammel, grånet mand til en gård, der var forladt, og en far, der var død? Sådan har den amerikanske kunstmaler Thomas Hart Benton fremstillet motivet. På hans billede ser man ingen far, kun et enkelt menneske, sønnen.
Ingen kommer ham i møde. Ikke hans gamle far, for han er død. Ikke hans trofaste bror – også han lader til at være rejst eller død. Ingen tjenestefolk kommer løbende, ingen søstre eller fætre, ikke engang en hund.
Ingen fest skal holdes, der skal ikke være nogen dans og musik. Alt er tomt. Ensom knuger sønnen sin hat i hånden, mens han ser fortvivlet op mod sin faders forfaldne, forladte hus. I stedet for fedekalven ser man det afpillede skelet af en for længst afdød ko ligge i det visne, uslåede græs.
Peter Hitchens bruger i bogen ”The Rage Against God” dette maleri til at fortælle, hvordan han havde det, da han efter en årrækkes fravær vendte tilbage til den anglikanske kirke. Hitchens tog som ung del i 1960’ernes ungdomsoprør, hvor traditionerne og etablissementet skulle brydes ned. Ud med det gamle og støvede.
Ind med den nye generations, evolutionens højdepunkts, nye og bedre måder og vaner. Det var det nye år nul.
Hitchens beskriver, hvordan han som 15-årig havde inviteret sine venner til at se på, at han satte ild til en bibel. Bogen brændte dog ikke heftigt og hurtigt, som han havde forestillet sig. Det meste af det lille publikum, han havde inviteret til at tage del i denne ”happening” var sivet fra stedet, da det endelig, efter mange anstrengelser, var lykkedes ham at få ilden til at fænge, og han stod tilbage med et afsvedent eksemplar af sin barndoms ellers højt skattede udgave af King James’ Bible.
Nu, da fjendens og magthavernes undertrykkende bog var skaffet af vejen, var den unge Hitchens fri til at leve, som han ville.
Han var befriet fra de lænker, som hans samvittighed hidtil havde påført ham. ”Du må ikke begå hor.” ”Du skal ære din far og din mor.” ”Hvad end du gør mod en af disse mine mindste små, det har du gjort imod mig.” Alt dette var løgn og gammel overtro, ikke hellige bud givet af en højere autoritet, som man burde frygte.
Mange år senere erfarede han, at livet uden Gud blot er tomhed og jagen efter vind. Som den fortabte søn længtes han hjem til sin fars hus, og han sneg sig tilbage til kirken, hvor han, som han skriver, nu har siddet og gemt sig bag en søjle i 25 år.
Men ak, hvor forandret den var. I Hitchens’ fravær havde kirkens loyale og hårdtarbejdende storebrødre bodfærdigt lyttet til den kritik, de fortabte sønner havde rejst. ”Hvorfor skal alting være som det plejer?”.
Ja, hvorfor egentlig, tænkte de beredvillige og forandringsparate storebrødre? Her er så tomt i fars hus. Måske kommer der flere gæster, hvis vi udskifter orglet med et stereoanlæg eller bænkene med sækkestole?
”Hvorfor skal vi synge de gamle sange og læse de gamle bøger? Vi forstår ikke ordene, de støder os og er ikke moderne nok til os.”
Tjah, så har I vel ret, med jeres store antal og høje uddannelser, med jeres berejsthed og bedrevidende miner. Nu skifter vi Bibelen og de gamle salmer ud med lette sange og populær litteratur, så vil I vel komme på besøg en gang imellem, trods alt? Og storebrødrene ventede, festklædte, med friskbrygget kaffe på kanden, hjemme i fars hus, mens penduluret tikkede af sted i den tavse stue, og vindheksene rullede forbi på den tomme gårdsplads. År efter år.
Da den fortabte søn i skikkelse af den midaldrende Hitchens endelig vendte hjem, var huset ukendeligt.
Væk var den gamle bønnebog, den faste liturgi, de klassiske salmer. I stedet var der alternative gudstjenester og nye, progressive former. Alt det, der havde været så fast som en klippe, var væk, sten-alteret erstattet af lette kulisser, som jævnligt kunne skiftes ud for at tækkes skiftende tiders krav og behov.
”Jeg havde selv bedt om det,” konstaterer Hitchens bittert, men dette gjorde ikke tabet af det gamle mindre smertefuldt. Nu stod han dér, som sønnen i Bentons maleri, hjemløs, med sin lasede kuffert i hånden.
Sønnerne i lignelsen er begge fortabte. Den ene i sin hårdnakkede afvisning af faderens værdier og modvilje mod at gøre sit arbejde. Den anden i sin rådvildhed og manglende evne til at gøre sin fars vilje, selvom han prøver alt, hvad han kan, og endda aldrig får så meget som et lille gedekid til tak.
Herfra skal dog lyde en dybtfølt tak for, at der er nogen, om de så er nok så svage og små, der bliver hjemme og passer på det gamle hus. Plejer murene. Pudser bænkene. Synger med på de gamle sange. Lytter til de gamle ord og giver dem videre til deres børn. Og modtager dem, der vender hjem.
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i social-videnskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye