ARTIKLERNE i Kristeligt Dagblad publiceret den 13. maj var ensidige og anlagt til med overlæg at skade Tyrkiets omdømme.
Angående nogle af beskyldningerne vil jeg gerne sige følgende: Tyrkiet er et sekulært land, og religionsfrihed er solidt garanteret gennem forfatningen og relevant lovgivning. Alle nyder religionsfrihed og retten til at praktisere sin religion i landet.
Viderebringelse af religiøse overbevisninger er ikke hindret af tyrkisk lov. Ydermere er opmuntring til religiøst had, offentlig nedrakning af en hvilken som helst gruppe grundet deres religion eller trossamfund såvel som æreskrænkelse af religiøse værdier strafbart under artikel 216 i den tyrkiske straffelov. Alligevel er Tyrkiet som andre samfund ikke komplet immune over for hadforbrydelser.
Der er mere end 300 bedesteder tilhørende ikke-muslimske samfund, inklusive 53 kirker drevet af udlændinge, der opholder sig i Tyrkiet. Vore kristne borgere har ligeledes aviser og radiostationer fordelt over hele landet.
Inden for en EU-optagelseskontekst arbejder vi målrettet for at forbedre demokrati- og menneskerettighedsstandarderne til fordel for alle vore borgere. Siden 2006 har regeringsembedsmænd holdt periodiske møder med repræsentanter for flere religiøse samfund for at tale om deres problemer.
ET ANDET OMRÅDE, det er værd at nævne inden for artiklernes kontekst, er den uheldige brug af ordet "folkedrab" til at beskrive armeniernes lidelser under Første Verdenskrig. Det Osmanniske Rige beordrede i 1915 størstedelen af den armenske befolkning, der boede i krigszonen, til at blive forflyttet til de sydlige provinser.
LÆS OGSÅ: Patriark ærer ofre for armensk folkedrab
Det er sandt, at under krigstilstande forværret af interne stridigheder, lokale grupper ude på hævn, røverier, hungersnød, epidemier og et fejlende statsapparat fandt en tragedie sted under forflytningen.
Der eksisterer imidlertid ingen beviser, der understøtter påstanden om en overlagt plan udtænkt af den osmanniske regering om at dræbe armeniere. Derfor er det faktuelt problematisk, moralsk usundt og juridisk ubegrundet at kalde denne tragedie for et "folkedrab."
På den anden side er "udvekslingen" af det tyrkiske samfund i Grækenland og det græske samfund i Tyrkiet realiseret i overensstemmelse med de relevante artikler og den tilhørende protokol i Lausanne-fredstraktaten i 1923 under gensidigt samtykke fra Grækenland og Tyrkiet såvel som fra de andre underskrivende lande.
Oya Tunga er første ambassaderåd ved Den Tyrkiske Republiks ambassade i Danmark