KRISTELIGT DAGBLAD bragte en artikel den 24. februar under overskriften ”Teologer erkender, at de har problemer med formidling”. Her siger professor ved teologi på Aarhus Universitet Eve-Marie Becker, at teologi og humaniora fylder for lidt i den offentlige debat, og det er måske rigtigt.
”Vi må erkende, at teologi og humaniora ikke spiller den rolle i samfundsdebatten, som vi fortjener. Det hænger sammen med, at politiske, økonomiske og juridiske perspektiver er blevet styrende i såvel dansk som europæisk offentlighed.”
Det er da også for galt! Men tilsyneladende har folkekirken og i samme omgang universitetet opgivet enhver dogmatik som for eksempel idéen om en skabergud. Der er heller ingen afvisning af genfødsler, og man siger ja til ægteskab mellem hvem som helst og så videre.
Det eneste dogme, som gælder i folkekirken og tilsyneladende også på universiteterne, er dogmet ”Religion og politik må ikke sammenblandes”. Og så bliver det lidt svært at tale om politik, økonomi og jura og altså blande sig i samfundsdebatten med teologi og etik.
NU ER DET historisk sådan, at etik er det område, hvor teologi, jura og politik udfordrer hverandre og har gjort det i al fald siden Moses, Buddha, Platon og Jesus. I nyere tid (i 1871) skrev biskop H.L. Martensen første del af sin ”Den kristelige Etik”. Den vakte en del opsigt dengang. I samme år blev Socialdemokratiet dannet, og vi havde Pariserkommunen.
Det er tydeligt, at Martensen kender Karl Marx og de socialistiske principper, og dem bruger han. Han har også i England set de elendige vilkår, som industriarbejdere havde i England. Det præger hans tænkning. Han afviser for eksempel, at levevilkår skulle være skæbnebestemte. Luthers idéer om ”kald og stand” tager han reelt afstand fra. Det er indlysende, at hans bog fik samfundsmæssig betydning.
Allerede i 1873 vedtog Rigsdagen en lov om arbejderbeskyttelse, som i særlig grad skulle begrænse børnearbejde. Bogen var også i høj grad en inspiration for Københavns Indre Mission og Blå Kors. Og Martensen beredte vejen for velfærdsstatens omsorg for de svageste.
Et andet dansk hovedværk om etik er K.E. Løgstrups ”Den etiske fordring” fra 1956. Løgstrups teori om ”de spontane livsytringer” er et totalangreb på Augustins og Luthers teorier om arvesynden. Vi tænker ikke altid først på os selv!
1956 var også på en måde skelsættende. I Sovjetunionen holdt kommunistpartiet sin 20. kongres, hvor Khrusjtjov gjorde op med Stalin-tidens uhyrligheder. Nazismen var nedkæmpet i 1945, og to totalitære ideologier og livsanskuelser havde spillet fallit.
Tidehverv havde sendt den missionske etik vintervejen. Løgstrup forsøgte med en sekulær etik, der ikke skulle begrundes i en foruddefineret livsanskuelse. Også professor Hal Koch, som var en markant stemme i den offentlige debat i sin levetid, skal her nævnes.
HVAD ER SÅ TIDENS TEGN i 2016? Hvad skal de teologiske forskere arbejde med i vor tid? I den nævnte artikel læser vi, at der på Københavns teologiske fakultet er flere forskningsemner. Der er ”Den tidlige kristendom”. Her kunne man forvente noget om, hvorfor det først er med Augustin, at arvesynden får en central placering i kristen etik. De tidligere apologeter skriver mest om de første kristnes dydige liv, men de skriver ikke om arvesynden.
Hvorfor? Det kunne også være interessant med en seksualetik, som tager hensyn til, at kønsrollerne i vor tid er andre, end de var på Augustins og Luthers tid.
Et andet forskningsområde er ”Middelalderens kirkehistorie”. Siden Pilatus’ spørgsmål til Jesus: ”Er du jødernes konge?”, har der været strid mellem kirken og kejsermagten. En undersøgelse af den kejserlige magts betydning dengang og nu og berettigelsen af denne ret er næsten tvingende nødvendig. Bør det teologiske fakultet med kirkehistorien i baghånden ikke argumentere for en virkelig adskillelse af folkekirken fra staten? Er folkekirken tjent med, at den danske kirkeordning reelt er et levn fra Middelalderen?
Et helt aktuelt område er kommet på tale i de seneste par uger. Den romerske pave og den russiske patriark har holdt forsoningsmøde i Havanna. Den romerske pave kommer til Lund til oktober for at møde Svenska Kyrkan. Ærkebispen af Canterbury og paven har også haft mø‑de.
Hvad kommer disse møder til at betyde i fremtiden? Det burde også interessere det teologiske fakultet. Kirkehistorien og den kristelige etik kan anvendes til at sætte nutiden til debat – hvis man vil.
Paul Jørgensen er lektor i religion og historie på VUC i Hvidovre