Teologisk selvmord: Kierkegaardforskningen er et guldæg

"Søren Kierkegaard Forskningscenteret var oprindeligt et selvstændigt center, men de københavnske teologer skulle være lykkelig for, at man i de seneste år har fået det som en del af fakultetet. Det sidste, man skulle gøre, var derfor at skære dets bemanding ned, især når den går ud over en af de mest markante forskere og formidlere på området." Foto: Christian Lindgren / Scanpix Denmark

Fakultetsledelsen har åbenbart slet ikke forstået, at Kierkegaard-forskningen er de københavnske teologers flagskib, der viser offentligheden universitetsteologiens betydning for vores kultur og samfund i dag
Peter Kemp

Beskæftigelsen med Kierkegaard interesserer en mængde mennesker både her i landet og i udlandet, fordi den sætter fokus på de eksistensproblemer, der bestemt ikke er forsvundet i vor teknikfikserede tidsalder. Derfor er det dumt at skære her, mener Peter Kemp

Kristeligt Dagblad bragte den 19. februar et par store artikler med overskrifterne ”Universitetsteologien svigter den offentlige samtale” og ”Er der plads til Grundtvig og Kierkegaard på universitetet?”.

Artiklerne byggede blandt andet på et interview med lektor Lars Sandbeck, der sagde, at teologiske forskere svigter den brede formidling, således at kløften mellem universitetsteologien og den folkelige debat om kirke og kristendom vokser, og at teologien får stadig vanskeligere ved at legitimere sin eksistensberettigelse for den brede befolkning.

Dertil svarede kirkehistorikeren lektor Carsten Bach-Nielsen, at det kunne han ikke se, for han selv og hans kolleger på teologi ved Aarhus Universitet ”publicerer læssevis af bøger og rejser land og rige rundt og holder foredrag i ét væk”. Desuden deltager de i debatter og interviews og skriver kronikker og kommentarer i forskellige aviser.

Alt dette er jo udmærket og sikkert af høj faglig kvalitet, men måske glemmer han, at det er der mange humanistiske forskere, der gør - det siger ikke noget om, hvorvidt teologi som sådan på fakulteterne bliver styrket af det.

En af grundene til, at teologi blev nedlagt som fakultet i Aarhus, var jo, at flere af fagets forskere gerne ville være humanister ligesom andre og noget ubetænksomt troede, at de blev regnet for mere som sådanne. Det fik de så lov til - ved at deres fag blev lagt ind under det store humanistiske fakultet, kaldet Arts.

Det kan nemt gå på samme måde ved Københavns Universitet. Her har man i øjeblikket en stærk profil som det sted, hvor den vigtigste Kierkegaard-forskning foregår, og hvor formidlingen af denne forskning til offentligheden hidtil er blevet varetaget fortrinligt, ikke mindst af Joakim Garff og Pia Søltoft.

Sidstnævnte stod i egenskab af leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret for de mange flotte Kierkegaard-aktiviteter i 2013, året for Kierkegaards 200-årsfødselsdag. Og dette var nok ikke uden betydning for, at Kierkegaard blev fejret af den gamle radikale avis Politiken med en lang tegneserie om Kierkegaard i stedet for det ugentlige bogtillæg, og at han nu ofte benævnes som vores ”nationalfilosof”.

Men Søltoft er ikke kun en formidabel formidler. Jeg har på konferencer i udlandet konstateret, at der en meget stor interesse for hendes fortolkning af Kierkegaards kærlighedsopfattelse. Alligevel er det nu netop hende, fakultetet vil afskedige, da man som hele universitetet er blevet tvunget til at skære ned. Fakultetet kunne i det mindste offentligt have beklaget denne påtænkte afskedigelse. Men det gør man ikke.

Fakultetsledelsen har åbenbart slet ikke forstået, at Kierkegaard-forskningen er de københavnske teologers flagskib, der viser offentligheden universitetsteologiens betydning for vores kultur og samfund i dag.

Søren Kierkegaard Forskningscenteret var oprindeligt et selvstændigt center, men de københavnske teologer skulle være lykkelig for, at man i de seneste år har fået det som en del af fakultetet. Det sidste, man skulle gøre, var derfor at skære dets bemanding ned, især når den går ud over en af de mest markante forskere og formidlere på området.

En humanistisk forsker som Carsten Bach-Nielsen, der nok med rette hører hjemme i det humanistiske fakultet i Aarhus, kan ikke se noget problem i det, og han kan endda påstå, at forsvaret for Kierkegaard-forskningen blot er længsel tilbage til fortiden.

Det kunne den måske nok være. Sagen er bare, at beskæftigelsen med Kierkegaard, uanset hvor enig eller uenig man er med denne filosofisk-teologiske gigant på verdensplan, interesserer en mængde mennesker både her i landet og i udlandet, fordi den sætter fokus på de eksistensproblemer, der bestemt ikke er forsvundet i vor teknikfikserede tidsalder.

Derfor er dens tilstedeværelse som forskning på det teologiske fakultet i København et godt argument for at forsvare fakultetets selvstændighed.

Men lader man nedskæringen ramme Kierkegaard-forskningen og dens formidling, sådan som man nu er i færd med, er man i sin blindhed for formidlingens nødvendighed godt på vej til fakultetets selvmord.

Peter Kemp er professor emeritus og dr.theol. og dr.phil.