Teologisk uenighed er ikke en svaghed

Nutidens teologer burde med deres faglige viden om kristendommens historicitet være fortalere for levende, offentlig uenighed. Det burde netop være dem, der råber ”stop”, når så mange vil sætte kristendommen på formel, mener Iben Krogsdal

"Det er bekymrende at iagttage, at så mange teologer, religionseksperter, politikere og meningsdannere maner til besindelse på, hvad kristendom er, sådan essentielt og én gang for alle," skriver Iben Krogsdal. Arkivfoto.
"Det er bekymrende at iagttage, at så mange teologer, religionseksperter, politikere og meningsdannere maner til besindelse på, hvad kristendom er, sådan essentielt og én gang for alle," skriver Iben Krogsdal. Arkivfoto. . Foto: Niels Åge Skovbo.

Årets teologiske debatter i denne avis giver overordnet det indtryk, at det er et problem, når kristne er i tvivl om, hvad de egentlig tror på. Ikke mindst når tvivlen er helt offentlig. Flere kommer med opfordringer til, at vi nu stopper op og besinder os på, hvad det egentlig er, vi tror på, og hvad vi ikke tror på.

Birthe Rønn Hornbech udtrykker det meget klart i Kristeligt Dagblad den 21. november: ”Der er mere end nogensinde brug for, at provst og biskop omgående træder i karakter og siger fra og belærer præster, der skaber tvivl og uklarhed i menighederne.”

Det er bekymrende at iagttage, at så mange teologer, religionseksperter, politikere og meningsdannere maner til besindelse på, hvad kristendom er, sådan essentielt og én gang for alle. At stadig flere kirkelige og ukirkelige, vidende og uvidende, troende og ateister for en gangs skyld ser ud til at være overvejende enige om, at der ikke skal være så meget slinger i valsen, når det kommer til den kristne tro.

Der efterlyses kristne, som tør stå ved sig selv som kristne, folk, som er gennem-autentiske i deres tro, præster, der altid mener, hvad de siger, og præster, der kun tror på det, de skal tro på. Oplyste meningsdannere mener i ramme alvor, at teologiske uenigheder bare forvirrer folk, og at de bør holdes inden for kirkens egne rækker.

Der kan være en farlig sti, der åbner sig foran os, når vi i så stort omfang drages mod en besindelse, der ser ud til at betyde: enkelthed, enighed og endelig afklaring af kristendommen. I en brydningstid, hvor uenighed om teologi bliver opfattet som svaghed, hvor blotte gentagelser af teologi fra forrige århundreder bliver opfattet som den reneste form for forkyndelse, hvor optagetheden af andres (forkerte) tro er enorm, og hvor kravet om inderlighed og dogmatisk afstemt tro vokser, har vi ikke brug for provster og biskopper, der får deres præster til at nå til enighed.

Vi har snarere brug for en teologi, der kan reformere kirken reflekteret og er ekstra opmærksom på den selvbesindelsestidsånd, der er langt farligere end den tidsånd, der får folk til at tro på det forkerte (hvad de i øvrigt altid har gjort).

Burde nutidens teologer med deres faglige viden om kristendommens historicitet ikke om nogen være fortalere for levende, offentlig uenighed? Burde de ikke netop være dem, der råber ”stop!”, når så mange længes efter en forsimplet tro og vil sætte kristendommen på formel? Når stadig flere kræver et færdigt trosprodukt (noget vi tror på), som lettere kan markedsføres?

I stedet for at bruge energien på at forsøge at opdrage folket til at holde op med at tro på det, de tror på (og nok bliver ved med at tro på, uden at det er til særlig fare for nogen), ville det være befriende, hvis flere teologer ville være fortalere for den fortsatte fuldt offentlige samtale om og udforskning af, hvad evangelierne og den kristne tradition kan betyde i dag.

Ville udfolde kristendommen i billeder og sprog, der er mere end facitlister. Ville fremelske interessen for, hvordan kristendommen på nye måder kan udvide vores verden og være en levende fortolkning af vores livserfaringer, enten ved at åbne dem eller modsige dem eller give dem en anden større horisont. Ville turde den åbenhed, der er under angreb.

Vi har brug for et teologisk fantasifyldt og folkeligt inspirerende modspil til den tidsånd, der ser uenighed som en form for svaghed, som skal holdes hemmelig for offentligheden. Er det i øvrigt ikke også netop offentlig debat og en vilje til teologisk selvkritik, vi ofte savner hos dem (fundamentalistiske muslimer), vi så småt er ved at opruste teologisk imod?

Vi skal tænke os om en ekstra gang, når vi for øjeblikket paradoksalt nok forbereder os på at blive lige så afgjorte i troen, som vi af gode grunde frygter, at ”de andre” er. Derfor er det også fuldstændig afgørende, at vi i fuld offentlighed bliver ved med at diskutere og være uenige om, hvad det betyder, at Gud blev menneske, lod sig slå ihjel og siden opstod iblandt os.

Og når tidsånden dikterer en besindelse på kristentroen, der mest handler om bag lukkede døre at vende tilbage til et færdigbygget fundament, beslutte og stå fast, skal vi for alvor overveje, om det er den form for besindelse på vores tro og kristne rødder, verden trænger mest til i dag.

Iben Krogsdal, forfatter og salmedigter, Skødstrupvej 2, Hjortshøj