Terror og flyvende spaghettimonstre

Jeg vælger at tolke tilbedelsen af Det Flyvende Spaghetti Monster som en herlig ironi over tidens selvoptagethed. Og hvor har vi brug for en humoristisk, ikke-krænkende form for dialog, der minder ethvert menneske og enhver trosretning om, at ingen kan tage patent på den absolutte sandhed, skriver Bjørn Thomassen

Udklædte pirater med hatte af pastasier fra den religiøse orden, som tilbeder Det Flyvende Spaghetti Monster.
Udklædte pirater med hatte af pastasier fra den religiøse orden, som tilbeder Det Flyvende Spaghetti Monster.

LØRDAG AFTEN den 14. februar gav vi vores børn lov til at se MGP Junior på den iPad, vi havde medbragt på skiferien i Italien. Mens showet stod på, så jeg ud ad øjenkrogen annonceringen af en ekstraordinær tv-avis.

Der var noget galt på hjemmefronten. Terror. Fastelavnssøndag fartede vi mod karnevallet i Venedig og hørte om det morderiske angreb på synagogen og politiets likvidering af den formodede gerningsmand.

Mandagsaviserne viste København klædt i sorg og rædselsbilleder fra Libyen. Vi besøgte Santa Maria e Donato-kirken i Murano med den andægtigt bedende Madonna, grundlagt i det 7. århundrede af en håndfuld kristne på flugt fra den barbariske forfølgelse, der allerede dengang fandt sted langs Middelhavets bredder. Festhumøret var langt væk.

Fastelavn er eftertankens tid, en opfordring til refleksion over vores afhængighed af materielle goder. Vi kan ikke leve af brød alene. Djævelen frister os til et liv styret af materiel selvtilfredsstillelse.

Det er denne fristelse, Jesus overvinder i ørkenen den første søndag i fasten. Som sognepræst Jørgen Degn Bjerrum udtalte her i bladet: ”Når vi faster, så efterlever vi Jesu budskab om ikke at sætte os selv og egne behov i centrum, men derimod sætte vores næste i fokus.” Ikke jeg-jeg-jeg, men du-du-du, som vindersangen i MGP lød.

Fasten er blandt de asketiske teknikker til sjælelig opbygning, der blev sløjfet af Reformationen. ”Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have,” synger vi nu.

Turisterne i Venedig var knap så fokuserede på næsten. De fleste gik rundt med selfie-designede kameraer og tog billeder af sig selv - en epidemi værre end kolera. Fornemmelsen af en forestående civilisationsundergang lurede som i en Thomas Mann-roman. Opmuntringen kom tirsdag aften, den ”fede” tirsdag, der varsler de 40 dages faste op til påsken, da vi ramte en jazzfest langs Misericordia-kanalen.

Musikken tonede lystigt i dansende måneskin, da en flok udklædte pirater med hatte af pastasier sluttede sig til. De tilhørte en religiøs orden, som tilbeder Det Flyvende Spaghetti Monster, kalder sig selv for pastafarians, og har tilhængere i hele verden.

Jeg ved godt, at mange kristne (for ikke at nævne muslimer - men så blev de da nævnt) tager anstød, når de hører om pseudoreligiøse bevægelser, der åbenlyst gør grin med etablerede trosformer.

Det Flyvende Spaghetti Monster er en guddom, der blev skabt som protest mod, at uddannelsesstyrelsen i Kansas havde besluttet, at der skulle undervises i teorien om ”intelligent design” i Kansas-skoler som kristent modspil til evolutionslæren. Bobby Henderson, religionens grundlægger, har visioner om en himmel med stripperbar og vulkaner, der flyder over med fadøl.

Jeg må desværre indrømme, at jeg følte mig ganske veltilpas blandt pastafarianisterne. Pasta er en dejlig ting. Og kornet, som pastaen kommer fra, er et kristent symbol på livet. Den vestlige civilisation er ikke en ris-civilisation som den asiatiske. Vi er en korn-civilisation.

Den økonomiske vækst i Vesten blev historisk skabt af virksomheder, companies. Ordet kommer fra brødet, som man i fælleskab deler: compane. Et andet symbol for pastafarianismen er et fiskeskrog - og fisken er som bekendt et andet af kristendommens ældste symboler. Men det fiskeskrog af metal, vi fik i gave den aften, kan også bruges som øloplukker“

Kirkeligt set bør vi være rummelige nok til den slags udfordringer. Det pastafarianske grundprincip er grænseløs tolerance. Alle former for tro er ligeværdige. Vi kan jo alle tage fejl. Slap af!

Enhver form for ekstremisme og vold er bandlyst. Piratsværdet er erstattet af en ske til pasta. Der findes ingen love, blot anbefalinger. Fredag er en helligdag, og det anbefales at arbejde maksimalt fire dage om ugen.

Min kone spurgte, om bevægelsen kunne tolerere noget så ekstremt som pasta med ketchup, som det udøves i Danmark. Efter samråd med den lokale pastriark lød svaret: ”Selvom denne praksis sætter vores tolerance på en hård prøve, kan vi af principielle grunde ikke fordømme den.”

Det var, som om disse dansende pastafarianister havde fanget karnevallets budskab bedre end så mange andre. ”Vi er ikke imod religion, vi er ikke imod ateisme, vi er ikke imod noget som helst!”, som en af dem sagde til mig. Værdirelativisme er uholdbar, men der var noget uendeligt befriende over disse fredelige pirater i denne alvorstid tynget af religiøse og politiske voldskonflikter.

Jeg vælger at tolke tilbedelsen af Det Flyvende Spaghetti Monster som en herlig ironi over tidens selvoptagethed. Og hvor har vi brug for en humoristisk, ikke-krænkende form for dialog, en legende og selvudslettende ironi, der minder ethvert menneske og enhver trosretning om, at ingen kan tage patent på den absolutte sandhed. Hvilket naturligvis ikke betyder, at denne sandhed ikke findes.

Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen