Lars Sandbeck er teolog og ansat ved folkekirkens efteruddannelse af præster. I et interview i Kristeligt Dagblad den 10. marts oplyses det, at han af nogle anses for at være ”landets skarpeste teologiske formidler”, og at ”andre anser ham for kætter”.
Interviewets indhold fortæller noget andet. Han er blot en af mange, der i de forløbne 2000 år alene eller sammen med andre har antaget en egen personlig kristendomsopfattelse, der nu uden kætterforfølgelse får plads i folkekirkens rummelighed, der, selv om ordet misbruges til uhæmmet fortolkning af trosgrundlaget, ikke betyder andet end, at enhver er velkommen, uanset deres eventuelt afvigende kristendomsopfattelse.
Han, der tager afstand fra væsentlige dele af trosbekendelsen, anser sig udsat for kætterforfølgelse og sammenligner sig med præsten Grosbøll, der offentligt betegnede trosbekendelsen som det rene vrøvl, og med præsten Ramsdal, der har det svært med alt det overnaturlige i folkekirkens trosgrundlag.
Berettigelsen af brugen af ordet kætterforfølgelse er vanskelig at forene med, at Grosbøll forblev præst, til han blev pensioneret, at Ramsdal fortsat er præst, og at folkekirken har givet Sandbeck et medansvar for både obligatorisk og frivillig efteruddannelse af præster, selv om de er forpligtet på at virke i overensstemmelse med folkekirkens trosgrundlag, som blandt andet indeholder trosbekendelsen.
Sandbeck beretter, at hans afvigende kristendomsopfattelse vedrørende opstandelsen bygger på ti jødiske tekster fra tiden omkring opstandelsen, hvoraf kun en eller to henviser til, at den indebærer noget fysisk. Det vidner ikke om nogen skarphed i analysen af disse tekster, at der ikke er taget hensyn til, at der på den tid var stor skepsis over for, hvad de kristne berettede, og at denne skepsis for ikke at sige direkte afvisning ikke var mindst hos dem, der da skrev ”jødiske” skrifter.
Sandbecks afvigende kristendomsopfattelse, som han forkynder, afviser som Grosbøll og Ramsdal og andre, at evangelierne er overleverede beretninger om faktiske hændelser. De afviger også på denne måde fra folkekirkens luthersk-evangeliske trosgrundlag.
Sandbeck finder det hensigtsmæssigt nedladende at omtale andre menneskers tro og bidrager derved til den teologiske debatform, som han selv kritiserer. Han beskylder endog anderledes tænkende for at sidde parat med ”dogmespanskrøret”, når de ønsker den enhed i folkekirken, som kirkens trosgrundlag tilstræber, og som dens rummelighed som nævnt ikke er uforenelig med.
Det betyder tilsyneladende ikke noget for ham, at for mange folkekirkekristne betyder det overordentlig meget, at de kan have tillid til, hvad et meget stort antal mennesker i snart 2000 år har bekendt som deres kristne tro, og at mange har sat deres liv til for denne tro og for, at deres efterkommere har kunnet leve i tillid til dette livsgrundlag.
Vi har krav på, at der ikke af præster og undervisere i folkekirken stilles spørgsmålstegn ved holdbarheden af kernen i dette grundlag – særligt ikke, som det er tilfældet med Sandbecks og andres kristendomsopfattelse, når baggrunden er helt personlige og i øvrigt uunderbyggede overvejelser.
Sandbeck fortæller, hvad opstandelse betyder i kristen sammenhæng – både Jesu Kristi og menneskers – som om han ved noget som helst om dette. Vi andre, der heller ikke ved noget om det, har nok i trosbekendelsens ord og i, at tilliden til Jesus Kristus er tilstrækkeligt til at klare de dele af trosgrundlaget, forstandens skepsis kan have det lidt vanskeligt med.
Jens Smedegaard Andersen forhenværende dommer Sofievej 9 Hellerup