Jeg holder mig normalt væk fra Washington i sensommeren. Men min kone faldt og brækkede anklen, så jeg måtte træde til som heltids sygepasser. Og svede mig igennem de 35 grader og høj luftfugtighed, som er blevet standard for sommer i Washington.
Svært ikke at tro på global opvarmning under de omstændigheder. Videnskaben har jo for længst konkluderet, at drivhuseffekten af kuldioxid (CO2) er lige så reel, som at tobaksrygning er skadelig. Men i Trumps republikanske parti er der stadig mange tvivlere, især om at opvarmningen er menneskeskabt med fossil forbrænding som den vigtigste faktor. De støtter derfor ikke Obamas forsøg på at formindske udslippet af CO2.
Da jeg flyttede til Washington i 1971, var luften på de varme augustdage grå-gul af forurening, skabt af ubehagelige stoffer som svovldioxid, diverse kvælstofilter og støvpartikler. Sådan er det stadig i Peking, Chengdu og Kairo. Nok til at give mig konstant bihulebetændelse under mine årlige ophold der. Men i Washington er luften renset. CO2 er det eneste problem. Og det er vanskeligt at løse.
CO2 er ugiftigt, usynligt og lugtfrit. Det findes i hver eneste udånding. Den livgivende fotosyntese i planter og træer er kun mulig med CO2. Samtidig opsuger oceanerne, hvad der måtte være af ekstra CO2 i atmosfæren, hvor CO2 udgør langt under en procent.
Så hvad er det reelle problem? Det er, at klodens befolkning på 7,4 milliarder mennesker ødelægger den balance, som CO2 normalt ville hvile i, især ved forbrug af elektricitet og afhængighed af mekaniske transportmidler.
Et billede kan illustrere problemet. Tænk på et badekar, hvor hanen løber og afløbet er åbent. Hvis hanen løber hurtigere end afløbet, bliver der oversvømmelse. Hvis afløbet er hurtigst, tømmes karret. Hvad CO2 angår er det nu hanen, der løber for hurtigt. CO2 ophobes i atmosfæren og forhindrer, at solvarmen i tilstrækkelig grad kastes tilbage til rummet. Temperaturen på Jorden stiger. Vi får global opvarmning. Gletcherne smelter, ørknerne spredes og vandet stiger i oceanerne.
For at mindske katastroferne besluttede det internationale samfund på sidste års klimakonference i Paris at holde opvarmningen til mindre end to grader. Men det er nemmere sagt end gjort.
Der er tre måder at gøre det på: skifte til ikke-fossil energi, nedsætte vores materielle forbrug og ikke bare stabilisere befolkningstallet, men reducere det.
For energien drejer det sig om at skifte fra fossile brændstoffer – olie, gas og kul – til sol, vind, vand og atomkraft, som ikke skaber CO2. Den proces er i gang i mange lande. Men det samlede CO2 udslip stiger stadig. Lande som Kina og Indien vil ikke hindre deres økonomiske vækst ved at mindske energiforbruget, og det kan kun opretholdes ved i mange år endnu at bruge fossile brændstoffer.
Det er forståeligt, at fattige lande vil tilstræbe en levestandard, der ligner vores, og det kræver stadig stigende mængder energi. Men hvad med vores eget materielle forbrug i de rige lande. Kunne det ikke nedsættes?
Det taler alle vi politisk korrekte meget om. Men for de fleste bliver det ved snakken. Tag nu min kone og jeg her i Washingtons glohede sensommer. Vi kører luftkølingen for fuldt drøn og holder os til 24 grader indendørs. Vi er ikke cyklister, vi er ikke vegetarianere, og jeg flyver Jorden rundt en gang om året. Vores CO2 produktion må være noget i retning af ti gange så meget som den gennemsnitlige kinesers.
Ikke så godt. Men vi har gjort én vigtig ting for at formindske udslippet. Vi besluttede for 40 år siden ikke at få et tredje barn. Og dermed er der noget i retning af tusind tons CO2 mindre i atmosfæren, end der ellers ville være. Det er et tiltag, der betyder meget mere end cykelkørsel og vegetarkost.
Det langt største tiltag nogen sinde for at formindske CO2-effekten er dermed Kinas befolkningspolitik. Uden den kunne der i dag være 800 millioner flere kinesere. Det svarer til USA’s og Europas samlede befolkning. Og de ville producere mængder af CO2.
Men lad os nu lige spise brød til. Vi ved, at CO2-indholdet i atmosfæren stiger. Vi ved, at det hovedsalig skyldes menneskeligt forbrug. Men vi ved ikke med sikkerhed, at så og så meget CO2 giver den og den uheldige effekt. Så skulle vi ikke tage chancen og blot fortsætte, som vi plejer, ganske vist med stadig stigende sommer temperaturer i det allerede steghede Washington?
Svaret er selvfølgelig nej. I en sådan usikker situation tegner man en forsikring. Det er usandsynligt, at der går ild i vores hus. Men skulle det ske, er det godt at blive kompenseret.
Forsikringen mod katastrofal klimaforandring består først og fremmest i at nedsætte det globale befolkningstal. Det burde ikke være så vanskeligt at overbevise folk om, at to børn er nok. Men både Paven, Trumps vælgere og nok mange andre vil stritte imod.
Sven Burmester, forfatter og tidligere vicedirektør i Verdensbanken.