Kjeld Holm: Vi bør påskønne den europæiske fortids arv

Tidligere biskop Kjeld Holm ser to citater som et udtryk for "den europæiske arv", der samtidig er et produkt af kristendommen

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Det er langtfra altid, man opdager, at en ny væsentlig bog er udkommet. Så bliver man glad, når en bekendt gør én opmærksom på, at det faktisk er tilfældet. Sådan gik det mig for nylig. ”Du skal læse Jens Christian Grøndahls 'Hjemme i Europa'.” Det gjorde jeg så og blev med H.C. Andersens formulering glad og tankefuld tillige.

En bog af og om et menneske mellem fortid og fremtid, mellem erindring og fremtidshåb. Skrevet i 2014 i Rom og præget af kærligheden til denne by, en kærlighed, jeg i den grad deler. Og en bog, der minder om en anden, der har præget mig dybt, Per Nyholms ”Havet, byen, bjergene” fra 2011. Skrevet af en, der også i mange år boede i Rom, endda i Monti-kvarteret, hvor jeg også har lejet en lejlighed en del gange gennem en årrække.

Jeg tøver ikke med at udnævne disse to bøger inden for essaygenren til at være mesterværker. Bøger, der knivskarpt analyserer tragik og håb i og for dette lille kontinent, Europa, halvøen på Asiens østkyst. Og for Nyholms vedkommende med erfaringer fra hele verden.

Og om Hellas, som er Nyholms historiske tema, og Romerriget, som Grøndahl bevæger sig rundt i ruinerne af under sit ophold. Hvor der så i et hjørne opstod en sekt, der hævdede, at Gud var blevet født af en kvinde og var død på et kors for menneskers synders skyld. En noget mærkelig tro! Men den tiltrak mennesker overalt, uanset hvor forskellige de var.

”Man behøver til gengæld ikke være troende for i stedet at se det originale og løfterige i et fællesskab, som enhver uanset stand eller etnisk baggrund kan få adgang til. Da kejser Konstantin med Milano-ediktet i 313 legaliserede kristendommen, begyndte Europas politiske historie, og samtidig begyndte historien om den fælles kulturarv, der trods alle skel og konflikt har forbundet europæerne.”

Udgangspunktet i Per Nyholms bog er en rejse over Atlanterhavet til Peru med et fragtskib, men på denne lange sørejse bliver han alvorlig syg og kan dårligt bevæge sig uden for sin kahyt. Og han bliver helt afhængig af søfolkenes hjælp, omsorg og pleje, hvilket betyder en refleksion over, hvad det kommer an på.

”Jeg ligger på sofaen i min kabine og den tanke slår mig, at jeg lige nu er fuldstændig afhængig af andre, af levende væsener, ikke af en stat, der strør om sig med hule løfter, garantier og kontrakter. Helt konkret er jeg i hænderne på filippinske, russiske og ukrainske søfolk, hvis eksistens jeg indtil for nylig var uvidende om, og som intet skylder mig.”

Lidt patetisk formuleret vil jeg karakterisere de to her bragte citater som et udtryk for ”den europæiske arv”, der samtidig er et produkt af kristendommen. Kristendommens egentlighed, ikke alle fejltolkninger af den, ikke kristendommen som et magtmiddel, korstogene, heksebrændinger, racisme eller tom snak om ”værdier” og from omvendelsessnak.

Nej, kristendommen som erindring og inspiration. Grøndahl gør præcist opmærksom på, at det er noget forholdsvist nyt at definere sig selv og samfundet i forhold til fremtiden, ”og en forestilling om, hvor vi skal hen, snarere end erindringen om, hvad vi kommer fra”.

Gad vide, hvor mange der opfatter kirke og gudstjeneste som erindringens sted. Og dog er det det, det hele handler om. Fra begyndelse til slutning. ”Til min ihukommelse”, som det lyder ved altergangen. Efter at der er blevet læst op af ældgamle tekster, der så fortolkes, og efter at der er blevet sunget salmer, der nok kan være nye, men som hver gang, hvis de ejer kvalitet, er enheden af erindring og fortolkning af samme.

Hvilket ikke betyder, at så kan det være lige meget med fremtiden. Det handler om, hvad der betinger fremtiden. Om det er historieløse utopier eller brutal effektivitetstænkning, eller om fremtiden skabes af det, vi kommer fra. Som det klogt er blevet sagt, må man tage fortiden med sig ind i sin nutid for at få en fremtid!

Og alt det sagt, fordi historieløsheden i dag er vilkåret. Samfundsmæssigt, for hvornår hører man en politiker referere til fortidens erfaringer? Ikke hvis de ligger før det sidste valg! Men også for skolens vedkommende, hvor nutidens konstante udveksling af informationer via de sociale medier udelukkende er i stand til at forholde sig til fremtiden. Eller det enkelte menneske? Hvem var statsminister fra 1950 til 1953? Nå, Erik Eriksen - ham har jeg aldrig hørt om. Nej, og dog var det under ham, at vi fik den nuværende grundlov. Men ville søfolkene på Nyholms skib have hjulpet, som de gjorde, hvis ikke de bar med sig erindringen om menneskelighed, Europas arv?

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye