Mens der næppe findes en kristen antizionisme, eksisterer der faktisk en kristen zionisme, der hævder, at Bibelen må inddrages for at forstå, hvad der skete i 1948 og i årene derefter med oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina.
Denne statsdannelse er ifølge kristen zionisme helt enkelt en opfyldelse af bibelske profetier. Det er selvfølgelig helt forståeligt, at der er kredse inden for jødedommen, der har den opfattelse. Det særligt ”kristne” islæt er her, at det også regnes for en af de begivenheder, der skal finde sted, inden Kristus kommer igen. Ved den lejlighed vil så alle jøder blive omvendt til at tro på Kristus. Ikke meget overraskende er dette af nogle jødiske teologer blevet udlagt som den ultimative antisemitisme.
Det er berettigelsen af denne kristne zionisme, jeg som teolog og ekseget afviste i min kronik den 1. december i Kristeligt Dagblad. De bibelske tekster skal forstås som teologiske dokumenter, der fortæller os, hvordan vi skal leve som mennesker.
Derfor er det fejlagtigt at inddrage Bibelen, når det gælder et tema som retten til landet. Gør nogen det alligevel, må svaret være, at jødedommens hellige skrifter, hvad det spørgsmål angår, er menneskeskabte forsøg på en teologisk legitimation af bestemte politiske krav.
De skal selvfølgelig som sådanne forstås historisk som hjemmehørende i den tid, hvori de blev til, ikke som noget, der kan fungere som et argument i en sen eftertid. Religion og politik skal ifølge kristen teologi gerne sammenholdes, men under ingen omstændigheder sammenblandes.
I Det Nye Testamente optræder der forskellige syn på det jødiske folks skæbne. Paulus har i Romerbrevet nogle spekulationer, der går ud på, at hele Israel vil blive frelst i kraft af, at det vil omvende sig, ægget af misundelse til de hedninger, der kommer til tro.
Det syn står han imidlertid alene med, og han regnede i hvert fald ikke med en tidshorisont på flere tusinde år. Når vi kommer til de skrifter, som blev til efter erobringen af Jerusalem og templets ødelæggelse i år 70 e.Kr., bliver jøderne som Guds særlige folk skrevet ud af historien og som sådant afløst af de kristne.
Hvor den tanke blev opretholdt, at jøderne var noget særligt, var det som et fravalgt folk - og her står vi ved begyndelsen til et sort og ulykkeligt kapitel i kirkens historie, der forhåbentlig blev afsluttet med alt for mange kristnes svigt under nazismens hærgen.
Jeg har udtrykt mig uklart i min kronik, hvis den kunne læses, som om jeg mente, at sådanne spekulationer i det jødiske folks skæbne ikke ligesom enhver bibelsk legitimering af retten til landet fra ende til anden er ”noget, nogen har fundet på”. Det kristne evangelium handler som sagt om noget helt andet.