Socialrådgiver: Tørklæder skaber parallelsamfund

Man må gerne være muslim i Danmark, men vi ser gerne, at der ikke skiltes unødigt med det, skriver socialrådgiver Ines Aagaard Pedersen

"Du harcelerer over, at muslimer skal acceptere, at danskere drikker alkohol og ikke har så meget tøj på om sommeren, og du tilføjer: 'Men det gælder vel også omvendt?'. Nej, faktisk ikke. Må jeg sige det ganske banalt: Vi var her først," skriver Ines Aagaard Pedersen. Modelfoto.
"Du harcelerer over, at muslimer skal acceptere, at danskere drikker alkohol og ikke har så meget tøj på om sommeren, og du tilføjer: 'Men det gælder vel også omvendt?'. Nej, faktisk ikke. Må jeg sige det ganske banalt: Vi var her først," skriver Ines Aagaard Pedersen. Modelfoto. . Foto: Ann Eriksson/Nordicphotos/Polfoto.

”Du skal ikke bestemme, hvordan andre bør leve,” skriver Ilham Heresi i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 27. september til sin ”intolerante ven” og taler om retten til at bære muslimsk tørklæde.

Jo, Ilham, det skal jeg – når den måde, andre vælger at leve på, influerer på min tilværelse.

Når muslimer mener, at pæne, ærbare piger går med tørklæde, (og hold nu op med at kalde det ”et stykke stof på hovedet”, det er et stærkt, religiøst signal), så må de nødvendigvis mene, at de, der ikke går med tørklæde, hverken er pæne eller ærbare.

Dermed får vi ”dem og os”, et parallelsamfund, en splittelse i samfundet, som ingen kan være tjent med, og som intet har med demokrati at gøre, som du vist ellers også mener, at det har.

Ingen vil forbyde muslimske piger at gå med tørklæde, vi vil blot henvise til, at der er 53 muslimske lande, hvor det er helt i orden at gå med tørklæde. Hvorfor vælger man så Danmark?

Mit retoriske spørgsmål kan måske besvares sådan: Jo, mange vælger Danmark, fordi vi gennem mange år har opnået (næsten) ligestilling mellem mænd og kvinder, hvilket har været medvirkende til den levestandard og det frie, tolerante samfund, det er lykkedes os at udvikle.

Med hensyn til ”intolerance” slår islam vist kristendommen med flere længder. Det er ikke kristne, der opfordrer til at dræbe ”vantro”. Man må gerne være muslim i Danmark, men vi ser gerne, at der ikke skiltes unødigt med det.

Du harcelerer over, at muslimer skal acceptere, at danskere drikker alkohol og ikke har så meget tøj på om sommeren, og du tilføjer: ”Men det gælder vel også omvendt?”. Nej, faktisk ikke. Må jeg sige det ganske banalt: Vi var her først.

Da jeg som ung kom til Pakistan første gang, holdt jeg hurtigt op med at give hånd til mænd, da jeg lærte, at det gjorde man ikke i Pakistan, og kom jeg i dag til et muslimsk land, ville jeg klæde mig nogenlunde efter stedets skik.

Skulle det ikke også gælde omvendt?

I tre år var jeg lektiehjælper i Akacieparken i Valby og fik mange gode diskussioner med de muslimske piger, når jeg sagde, at hvis jeg bestemte, fik de ikke lov at gå med tørklæder uden for deres egen hoveddør.

Ines Aagaard Pedersen er socialrådgiver, cand.psych.