For nyligt blev tidligere chefredaktør på Information David Trads ansat som blogger på Morgenavisen Jyllands-Posten. Det fik straks en anden af avisens bloggere - den nationalkonservative Morten Uhrskov Jensen - til at foreslå en offentlig debat mellem de to.
Morgenavisen Jyllands-Posten har allerede lagt en optagelse af den første debat d på avisens hjemmeside og planlagt en ny debatrunde tirsdag den 14. april i Aarhus. Det blev som ventet en heftig holmgang. Trads forsøgte at tegne et billede af Uhrskov som ekstremist. Ifølge kommentarsporet var det dog Trads, der tog sig mest outreret ud.
Trads lagde ud med at proklamere, at den efter manges skøn mere end problematiske udlændingepolitik slet ikke er noget problem. Tværtimod. Vi bliver rigere af indvandringen, understregede Trads med så overdådig letfærdighed, at Morgenavisen Jyllands-Postens chefredaktør og moderator Pierre Collignon undrede sig højligt.
For har Rockwoolfonden ikke netop dokumenteret, at beskæftigelsesgraden blandt flygtninge er katastrofalt lav? Sligt anfægtede ikke Trads synderligt. Men han endte dog med at medgive, at flygtninge nok ikke lige kom i arbejde med det samme.
Det er ellers, hvad reklamerne på DSB's busser lover i disse dage: ”Kommer du til Danmark, skal du arbejde”. Erhvervsmanden Asger Aamund tog sig i Berlingske til hovedet over Socialdemokraternes kampagne. For skal en flygtning overhovedet integreres? Flygtningen venter vel egentlig blot på at vende hjem. Danske flygtninge i Sverige under besættelsen blev heller ikke integreret i vort broderland. Hvorfor er det anderledes i dag?
Aamund konkluderede, at kampagnen var udtryk for store ord og sløj logik: ”Selvom det hovedsagelig er business class-flygtninge, som køber sig vej til Danmark, er det yderst få, der kan vinde fodfæste i det danske erhvervsliv eller i den offentlige sektor (“) Thornings flygtningepakke er et sfærisk blålys ligesom 12-minutters-projektet og akutjob-ordningen”.
Spørgsmålet er imidlertid, om et regeringsskifte vil ændre det store. Den navnkundige fynske forsvarsadvokat Klaus Ewald gør sig i Fyens Stiftstidende i hvert fald ingen illusioner med hensyn til statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen (V).
Derfor har Ewald skrevet den valgnatstale, som Løkke ikke selv tør holde:
”Jeg vil som leder af oppositionen påtage mig ansvaret for at samle dem, der gider at bestille noget. Og dovendidrikker, I får et rent helvede med os. Hvorfor lige gå på arbejde, hvis man som ægtepar med tre børn og geder på altanen kan kalde sig halvmillionærer uden at røre en finger? (“)
Jeg vil personligt køre ned og sætte det første søm i grænsepælene ved Kruså (klapsalver). Jeg er bare så træt af rumænske balalajkatoner og guldtænder foran alle supermarkeder. De kan spille 'Den lille nisse rejste', kan de.”
Denne samling uærbødige betragtninger skal man nok ikke vente at høre på valgnatten, men den alternative tale rejser selvfølgelig spørgsmålet, om vi indretter meninger og holdninger efter dem, vi er bange for, og smører noget skønsnak udenpå.
”Læs dog den forbandede mail i morgen”.
Sådan hed en tankevækkende artikel i det nye nummer af Euroman, og den tog udgangspunkt i en oplevelse, som Tøgern Jensen, kandidat i virksomhedsledelse, netop havde haft i forbindelse med en fest:
”Efter en halv time sad alle med dukkede nakker og tjekkede deres telefon. Det fik mig til at undre mig over, hvorfor vi egentlig skulle mødes, og hvorfor vi skulle bruge en måneds forberedelse på at lave denne fest?”
Og Peter Olesen, som vi kender som kommentator her i Kristeligt Dagblad, kunne supplere med lignende erfaringer. Den omsiggribende mobiltelefonitis har nemlig resulteret i en sær dorskhed, en forkortet indlevelsesevne og et svækket personligt beredskab.
Olesen havde endvidere temperamentsfulde indvendinger mod de håndfri telefoner: ”Da jeg voksede op, var dem, der talte højt med sig selv på gaden, lidt bims. I dag er alle bims”.
Kristian Østergaard er præst og anmelder på Kristeligt Dagblad. Han samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter