SOGNEPRÆST Jørgen Sejergaard svarer den 15. januar i Kristeligt Dagblad på mit debatindlæg den 9. januar. Her er mit gensvar:
1) Ifølge Luthers reformatoriske trosforståelse er tro en helhjertet og dermed utvungen hengivelse til en nådig Gud - med et gammelt ord: en vederfarelse, noget, som kommer til en, uden at man kan gøre noget for det andet end tage imod.
2) Når jeg støtter mig til Luther, er det underforstået, at denne tro forstår sig som foranlediget af det, de nytestamentlige forfattere ud fra deres tids forestillinger udtrykker med ord som Guds rige, forsoning, opstandelsen, Kristus og andre.
3) Vi kan ikke gentage disse 2000 år gamle forestillinger (med streg under forestillinger). Vi kan gentage ordene, men vi forstår ikke det samme ved dem som de. For vi tænker anderledes og orienterer os anderledes i tilværelsen. Og hvis vi krampagtigt søger at ”tro” på dem, bliver det et villet foretagende, en for-sandt-holden, der er i strid med Luthers trosforståelse. Det bliver ”forståelses-gerningsretfærdighed”, hvor man præsterer et brud på sin moderne tilværelsesforståelse for at vinde Guds gunst.
4) Allerede fra begyndelsen var forestillingerne udlægninger af det, der foranlediger troen. På samme måde er trosbekendelserne udlægninger. Og vi er henvist til at udlægge disse udlægninger. Vi kan ikke springe bag om udlægningerne. Og vi har ikke en pave til at sige, hvad der er den sande udlægning.
5) Og vi udlægger som de moderne mennesker, vi er. På nogle måder er vi blevet klogere end dem dengang, på andre måder dummere. Så vi famler os frem. Alle resultater er foreløbige. Skråsikkerhed kan ikke anbefales.
6) Tværs gennem denne fortolkningsusikkerhed kan tro i den nævnte reformatoriske forstand gud ske lov bane sig vej. Og i en vis forstand kan den ”etablere” sig som en trygheds- og håbshorisont over ens liv.
7) I min månedlige klumme ”refleksion” her i avisen den 30. januar forsøger jeg blandt andet at uddybe sider af disse overvejelser.