DER ER GENEREL ENIGHED OM, at verden bliver overskyllet af den ene voldsomme samfundsnedbrydende bølge efter den anden. Det er svært at få fast grund under fødderne. Trump rider på alle bølgerne. Nyfacismebølgen med løgnepropaganda, med etnisk had, racehad, kvindehad, had mod ikke-kristne religioner. Hypernationalismebølgen med total afvisning af globale eller internationale bindinger og med forskansning bag mure. Antiglobaliseringesbølgen, som skal forhindre at udlændinge fortsat tager amerikansk arbejde, og som malker og udnytter befolkningen. Betyder det begyndelsen til enden på en liberal verdensorden, som har fået verden bundet sammen ved hjælp af et sammenhængende globalt marked med større frihed for det enkelte individ ?
Og hvad betyder det for Kina, som har nyt godt af denne verdensorden? Hvad betyder en præsident Trump ridende på de tre bølger? Bliver alt forandret, når Trump træder til som leder af verdens stærkeste magt? Ikke nødvendigvis. Det er vigtigt ved siden af alle forandringsmulighederne at se på konstanterne, på det, der ikke middelbart ændres med Trump i spidsen i forholdet mellem USA og Kina. Der er mange af dem.
EN KONSTANT ER, at der er vidt forskellige systemer i USA og i Kina. USA er det moderne demokratis hjemland. Folket beslutter ved at afgive stemme, og folket deles efter anskuelser. Alt er til offentlig debat. Ikke altid en smukt syn. Ikke altid effektivt. Men enkeltindividet er en politisk aktør. Der er folkestyre. Kina har et etpartisystem. Ser smukt og effektivt ud. Men enkeltindividet er ikke en politisk aktør. Og de store debatter udkæmpes ikke i fuld offentlighed, men i fuld aflukkethed. Og ligesom USA, som Trump hævder står ved et afgørende skel, der skal gøre USA stærkt igen, så står også Kina – hævder præsident Xi – over for de mest afgørende beslutninger i landets historie. Det drejer sig om intet mindre end ”overlevelsen for partiet, landet og folket”. Så begge lande har gigantiske problemer. Og de har vidt forskellige systemer og redskaber til løsninger. Men der sker en tilnærmelse. Kina har det klare mål, at det i 2049 – 100-året for Folkerepublikken – skal være ”velhavende, demokratisk, civiliseret og harmonisk”. Demokratiet ses som fremtiden.
En anden vigtig konstant er kapabiliteterne for de to lande. Det er de dybere kræfter: størrelsen af territoriet, af befolkningen, økonomien, ressourcerne, militæret, stabiliteten og kompetencen. Her scorer USA i forhold til Kina højest på alle områder – bortset fra befolkningsstørrelsen. USA vil gøre alt for at bevare sine absolutte og relative samlede kapabiliteter. Uanset om USA ledes af Trump eller en anden. Kina vil tilsvarende satse på at komme op på siden af eller overgå USA. Uanset om Xi Jinpings interne position styrkes eller svækkes.
Dette forhold er grundlaget for endnu en konstant, nemlig den gældende verdensorden. Den bygger på, at USA er den eneste supermagt. Supermagten er hævet over den overordnede magtbalance på grund af sine samlede kapabiliteter, med særlige muligheder for at fremme egne globale projekter, for at tiltrække stater, som har behov for beskyttelse og for at fastlægge den internationale dagsorden. Her er det vigtigt at konstatere, at Kina indtil videre fortsat fremhæver, at det er denne verdensorden, en liberal frihandelsorden, som har givet Kina den strategiske mulighed at gennemføre 30 års økonomisk vækst og dermed at trække 500 millioner kinesere ud af fattigdom.
TILSVARENDE VIL MAN SE, at både USA’s og Kinas nationale sikkerhedspolitiske strategier vil være konstante med mindre ændringer i detaljer. I sig selv er de vidt forskellige. USA vil fortsat fremhæve sin position som verdens leder, som den uundværlige nation i den globale orden. Og fremhæve, at USA vil ”skabe muligheder for større magter” til at gøre det, som USA ønsker. Kina vil tilsvarende fortsat fremhæve ” China’s peaceful rise ” og markere tilbageholdenhed i relation til at påtage sig globale ledelsesopgaver. Endelig vil der ikke umiddelbart være ændringer i det forhold, at USA fortsat er velkommen i Asien, hvis formålet er at sikre stabilitet og sikkerhed.
Med andre ord: Trump eller ej, Xi eller ej: De overordnede strategier ligger fast. Meget kan ændres – og meget bliver ændret. Trump har meget i ærmet. Men der er strukturelle forhold, som er svært bevægelige. Konstanterne tæller.
Hvordan ser Kina på Trump? Kina ønsker et stabilt forhold til USA. Trump signalerer usikkerhed. Men dermed også åbenhed. Og generelt kan Kina se positivt på markante ændringer i USA. Både terrorangrebet den 11. september 2001, den USA-skabte globale finansielle krise 2008-2009 og nu også Trump 2017 betragtes som udfordrende muligheder.
Hvordan ser USA på Trump? Halvdelen af vælgerbefolkningen ser sig stærkt repræsenteret i det forhadte Washington. Washington-eliten og politologerne sætter deres lid til teorierne om socialiseringens velsignelser og de strukturelle omgivelsers påvirkninger. Med andre ord: at Trump vil tilpasse sig politikkens jernhårde love.
Bertel Heurlin er professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Director for China Security Studies, Centre for Military Studies.