Truslen mod folkekirken kommer fra tvivlende præster

Den største trussel mod folkekirken i disse år ikke det dalende dåbstal, altså et problem, der kommer udefra, men tvivlende præster, som står frem og bekender denne tvivl, altså et problem, der kommer fra kirken selv, skriver bibliotekar Marianne Keller

Jesus Kristus i Vor Frue Kirkes Museum i Vor Frue Kirke i København, som er domkirke i Københavns Stift.
Jesus Kristus i Vor Frue Kirkes Museum i Vor Frue Kirke i København, som er domkirke i Københavns Stift. Foto: Christian Lindgren.

SOM MEDLEM AF folkekirken og med erfaring fra menighedsrådsarbejde ser jeg i disse år med undren og uro på de tendenser, der er blandt nogle præster i folkekirken. Nemlig til at se stort på bekendelsesskrifterne og det præsteløfte, man har aflagt. Det er kun enkelte, som står frem, men fra undersøgelser, journalister har foretaget, ved man, at mange flere støtter disse holdninger.

Der er præster, som ikke tror på opstandelsen, og præster, som har udtalt sig til fordel for reinkarnation. Flere præster har været på banen for at imødegå deres præstekolleger. Jeg vil gerne bidrage som lægperson til denne debat.

Som der står i ”Gyldendals religionsleksikon”: ”I den kristne kirke har tanken om reinkarnation altid været fremmed”, og ”filosofisk betragtet må forestillingen om reinkarnation siges at være uforenelig med kristendommens opstandelsestro og tanken om Kristi offerdøds engangskarakter”.

JEG KAN IKKE FORSTÅ, at man som præst søndag efter søndag i kor med menigheden kan sige trosbekendelsen, men i sit stille sind tænke anderledes. Men det er præstens ret som privatperson.

Hvad der derimod ikke er præstens egen sag, er, hvad vedkommende prædiker. Præsten er ansat til at udfolde den kristne tro for os i menigheden. Og ja, der er meget, som ikke er til at forstå, men vi skal heller ikke forstå alt, men tro.

Præsten skal være i trit med sin menighed, vi skal være trygge i præstens forkyndelse, for det er ham eller hende, som er med til at bane vores vej til Gud. Hvis man skifter sindelag og står frem med det, kan man ikke være præst længere i den danske folkekirke, for så skader man kirken.

Tænker disse præster slet ikke på menigheden, når de står frem (og samtidig gerne vil beholde jobbet)? På, hvordan det må føles for menigheden, at den præst, man har haft tillid til, ikke tror på dele af bekendelsesgrundlaget? På, hvordan det er at få trukket tæppet væk under sig?

Jeg er så heldig at have min barnetro, som er en gave fra Gud, så jeg bliver ikke rystet, men jeg frygter på længere sigt for folkekirkens fremtid.

Som jeg ser det, er den største trussel mod folkekirken i disse år ikke det dalende dåbstal, altså et problem, der kommer udefra, men tvivlende præster, som står frem og bekender denne tvivl, altså et problem, der kommer fra kirken selv.

Marianne Keller, bibliotekar, Rådvadsvej 20 B, 1. tv., København NV