Debatindlæget er skrevet af Desmond Tutu ærkebiskop emeritus i Cape Town i Sydafrika
NOOR, det er ikke hendes rigtige navn, er en højgravid 22-årig syrer med et udtryk af lettelse over sig. For bare to uger siden ankom hun udsultet og udmattet til Zaatari-flygtningelejren i Jordan med sine tre børn på slæb.
Sulten havde til sidst gjort, hvad de fortsatte uroligheder ikke havde formået, og jaget familien fra hus og hjem, fordi der simpelthen ikke var mere mad at få. De vandrede i fem nætter for at undslippe deres hjemland, for de var bange for at vandre om dagen, bange for at blive beskudt.
LÆS OGSÅ: Red Barnet: Syriens børn skal have mad nu
Noor holder varsomt sin yngste i armene, drengen Yazan (heller ikke hans rigtige navn), der er tynd. Alt for tynd. Yazan lider af alvorlig kalkmangel og har derfor ikke fået tænder endnu selvom han er over et år gammel.
Siden krigens start er Syrien langsomt faldet fra hinanden. Over en tredjedel af landets hospitaler er ifølge WHO blevet ødelagt. Ifølge Red Barnet er 3900 skoler blevet ødelagt, skadet eller inddraget til ikke-uddannelsesmæssige formål siden konfliktens begyndelse.
DAGENS SYRIEN er ikke noget sted for børn, og uhyrligt nok er over en million allerede blevet tvunget til at flygte med deres familier til lejre og værtssamfund i nabolandene. Og de er de heldige, for tusinder og atter tusinder er allerede blevet dræbt. Hvor er verdens harme?
Og hvert eneste barn, der på grund af denne konflikt tvinges ud af skolen, jages på flugt eller bremses i sin udvikling, som lille Yazan er blevet, er en torn i vores fælles samvittighed.
Ikke nok med, at det internationale samfund har spillet fallit i forhold til at skabe en fredelig løsning på konflikten, men vi gør ondt værre, når vi nægter at se dens frygtelige konsekvenser i øjnene. Når vi ikke formår at sikre, at folk i Syrien får den mad og de grundlæggende forsyninger, de har brug for, dømmer vi børn til hungersnød oven i krigens rædsler.
De familier, der er fanget i Syrien, er i dag vidne til nogle af de værste voldshandlinger, der indtil nu har fundet sted i den to et halvt år lange konflikt. Hele familier er afskåret fra den hjælp, de så hårdt har brug for, og når deres stemmer bliver hørt, beretter de om en desperat kamp for overlevelse, om bombardementer, trusler om vold og stadig færre forsyninger, efterhånden som krigen kvæler Syriens byer.
SITUATIONEN ER DYSTER for familier, der prøver at brødføde deres børn. Red Barnet udgiver i denne uge en rapport, der viser, hvordan mangel på mad og priser på himmelflugt gør underernæring til en reel risiko for Syriens børn. Landet var indtil for nylig selv fødevareeksportør, men nu har fire millioner syrere halvdelen af dem børn brug for akut nødhjælp.
Det tal vil stige i takt med ødelæggelserne: Børn, der for tre år siden kunne regne med tre sunde måltider om dagen, må nu gå sultne og bange i seng i smertelig bevidsthed om, at verden udenfor har glemt dem. Der er allerede eksempler på børn i Syrien, der er døde, fordi de ikke fik den mad eller medicin, de behøvede. Hvor er verdens harme?
Selv de steder, hvor der stadig er mad at få, står syrerne over for et skrækkeligt valg: Se sulten i øjnene, eller sæt livet på spil. Der rapporteres bredt om folk, der er blevet skudt, mens de stod i kø for at få brød. Sultne, desperate mennesker under beskydning: Det er rædsomt at forestille sig.
Verdens ledere må erkende behovet for at bruge FNs globale rækkevidde til at henlede verdens opmærksomhed på denne krise og nå til enighed om at få nødhjælpen frem til alle dem, der har så hårdt brug for den over hele Syrien. De må erkende vores harme over, at tusinder af lovende og uskyldige børn kastes i en afgrund af had mennesker imellem.
I Syrien har man et gammelt ordsprog, der siger, at et trangt sted kan rumme tusind venner. Syriens børn befinder sig et trangt og mørkt sted. Vi må være deres venner. Vi må skaffe dem hjælp. Og vi må gøre en ende på denne krig.