BENNY LIHME skrev den 24. marts en kommentar i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Tvangsfjernelser. Til hvad og hvorfor?”. Den tager udgangspunkt i en aktuel sag fra Aarhus Kommune, som har tvangsfjernet en 15-årig dreng til en sikret institution med den begrundelse, at faderen radikaliserer sønnen.
Og minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, Manu Sareen (R), kom så med et svar i Kristeligt Dagblad i går den 27. marts.
Her skriver han om nødvendigheden af at være meget opmærksom på de nye udfordringer med radikalisering af de unge, og om at der i serviceloven er tilkommet en lang række nye muligheder for at gøre noget forebyggende i tide. Så langt så godt.
Som social praktiker gennem en lang årrække er der for mig ikke noget helt specielt i, at en kommunes børn og unge-udvalg fjerner et barn eller en ung som følge af forældres manglende evne til at håndtere forældreopgaven.
SÅDANNE SAGER vil altid rejse spørgsmålet, om der er gjort nok forinden. Benny Lihme skriver: ”I sagen fra Aarhus kunne man således forestille sig, at den pågældende familie fik en muslimsk mentor, som gik tæt på både faderen, moderen og sønnen, således at tvangsfjernelse og smitterisiko fra gruppen af kriminelle kunne undgås.”
Det, der for mig er interessant ved Benny Lihmes kommentar, er, at han inddrager den religiøse dimension i forhold til overhovedet at prøve at forstå mennesker og deres handlinger.
Jeg skal ikke her anfægte Aarhus Kommunes afgørelse. Det kan være og er ofte voldsomme kræfter, der er i spil, når religiøs fanatisme er altdominerende i et menneskes tangegang og følelsesliv.
Hvis forældre under sådanne omstændigheder bruger deres børn i et alt omfattende projekt, som betyder en lang række psykologiske overgreb, så kan tvangsfjernelse af børnene være en helt nødvendig foranstaltning.
Men en nødvendig forudsætning for at hjælpe så langt, det er muligt, er også - når det drejer sig om religiøs motiveret adfærd - at hjælperen har et minimum af sans for og viden om den religiøse dimension. Det er et eller andet sted også en betingelse for at kunne skelne mellem sund og usund religiøsitet.
DEN FARLIGE radikalisering starter jo for mig at se der, hvor tro og ydmyghed bliver til magtbegær og herskesyge, hvor ”alle kneb gælder”. Hvor mit eget ”selv” bliver så præget af mindreværdsfølelse og afmagt, at jeg må bruge og tromle andre mennesker som middel til at finde mig selv og min egen lykke. Og samtidig have en uhyggelig opfattelse af derved at tjene Gud.
Med andre ord: Hvis ikke fagpersoner og socialarbejdere kender til og har syn for både den positive og den negative religiøsitet, så vil de heller ikke have syn for at prøve at iværksætte eventuelle tiltag med en muslimsk mentor, som foreslået af Benny Lihme. Det lyder vel for nogle nærmest bundnaivt at forsøge denne forebyggende indsats.
Undertegnede skrev den 22. januar 2014 - i øvrigt med inspiration fra en artikel af Benny Lihme - en kronik i Kristeligt Dagblad: ”Udsat og sårbar tro blandt børn og unge”.
Jeg forsøgte her at plædere for, at der i den menneskelige udviklingshistorie også indgår en åndelig og religiøs dimension, som er et næsten ukendt begreb i en socialfaglig sammenhæng.
Jeg mener stadig, der er brug for som social fagperson at arbejde med at forstå den åndelige og religiøse dimension hos forældre og hos sårbare børn og unge. Hvad enten de er i et problematisk radikaliserende miljø eller på en sikret afdeling.
Jørgen Breindahl, socialrådgiver, Ringparken 2, Hedensted