Tyrkiet og EU

Nu bør der trykkes på genstart i forhandlingerne om tyrkisk medlemskab, mener Javier Solana

Tegning:
Tegning:.

For blot fem måneder siden var Osama bin Laden stadig i live, Hosni Mubarak havde et fast greb om kontrollen med Egypten, og Zine el-Abidine Ben Ali styrede Tunesien med jernhånd.

I dag har folkelige oprør og politisk forandring spredt sig i hele regionen. Vi har været vidner til brutal undertrykkelse af protesterne i Syrien og Yemen og set saudiske tropper krydse grænsen til Bahrain, og der kæmpes stadig om Libyen.

For Europa bør det såkaldte arabiske forår give anledning til på ny at rette blikket mod et emne, der er blevet set bort fra i de seneste måneder: fordelene ved at gøre Tyrkiet til fuldgyldigt medlem af EU. I lyset af de enorme muligheder i den nuværende situation, turde fordelene for Europa ved at optage Tyrkiet være åbenlyse.

Nu, da Recep Tayyip Erdogan er blevet genvalgt som Tyrkiets premierminister, og Polen et land, der meget vel kender vigtigheden af Europas strategiske placering i verden skal overtage formandskabet for EU ved månedens udgang, er det tid til, at unionen og Tyrkiet trykker på genstart i deres forhandlinger om tyrkisk medlemskab.

Det gode, som Tyrkiet kan bibringe Europa, var til at få øje på allerede før det såkaldte arabiske forår. Europa er pr. definition kulturelt forskelligartet, så forskelligartethed er EUs skæbne. Og hvis Europa skal blive en aktiv global aktør frem for blot et museum, har Europa brug for det tyrkiske folks energi og friske perspektiv på tingene.

Europa er i dag både større og anderledes end Europa i 1999, da Tyrkiet blev inviteret til at påbegynde optagelsesprocessen. Europa undergår desuden en dyb økonomisk krise, som brød ud omkring det tidspunkt, da Lissabon-traktaten som havde til sigte at tilpasse EU til udvidelsen omsider blev vedtaget. Hvis traktaten var blevet vedtaget allerede i 2005 som planlagt, ville den have været på plads i seks år, og krisens belastning af EUs økonomiske styring som det ses med eurozonens aktuelle problemer ville have været langt lettere at håndtere.

Men EU støder altid på problemer, løser dem og går videre. I dag har vi ikke noget fælles finansministerium, men vi står over for at få noget lignende. På samme vis har den Europæiske Centralbank i dag kapaciteter, som ingen havde forestillet sig i eksempelvis 1997.

EN STOR UDFORDRING, som Europa fortsat står over for, er indvandring og problemet bliver blot større med tiden. Fra nu af og frem til 2050 vil Europas arbejdsstyrke blive mindsket med 70 millioner mennesker. For at bevare vor økonomi er det nødvendigt med indvandring og åbne EU-grænser. Det er nødvendigt at modstå de populistiske bevægelser i Europa, som ønsker at undgå fremmede.

Også Tyrkiet har forandret sig dramatisk siden 1999 politisk såvel som økonomisk og det har meget at gøre med EU-optagelsesprocessen. Faktisk ville forandringerne ikke have fundet sted uden tiltrækningskraften hos EU og Unionens soft power (bløde styrke).

På det økonomiske område er Tyrkiet nu med i G20 og spiller en effektiv rolle der. Politisk er Tyrkiet kommet på banen som regional leder, og det er en rolle, som landet tager ekstremt alvorligt.

Med sit netop overståede parlamentsvalg og forslaget om en ny forfatning nærmer Tyrkiet sig en skelsættende stund. Jeg var medlem af den spanske forfatningskommission, som skrev den spanske forfatning i 1975 og 1976 efter Francos død, så jeg ved, hvad det vil sige at flytte sig fra diktatur til demokrati og jeg ved, hvor vigtigt det er, at en forfatning bygger på enighed.

Forholdet mellem EU og Tyrkiet begyndte med en tilknytningsaftale, som blev underskrevet i 1963. Nu er optagelsesforhandlingerne begyndt, og der skal åbnes for 35 afsnit, som dækker alt fra landbrug til energi, konkurrence, miljø, beskæftigelse og socialpolitik.

Vi har allerede åbnet 19 afsnit og det er færre, end vi gerne ville. Men det egentlige problem er, at vi kun har fået et enkelt afsnit lukket og på plads. Og værre endnu: Tempoet i forhandlingerne er gået ned. Faktisk skete der intet som helst i anden halvdel af 2010. Jeg håber, der vil ske meningsfulde fremskridt i 2011.

Tyrkiet og EU har brug for hinanden. EU står nu for 75 procent af de udenlandske investeringer i Tyrkiet og omkring halvdelen af Tyrkiets eksport og udlændingeturisme. Omvendt er Europas energisikkerhed afhængig af samarbejdet med Tyrkiet om transit af olie og naturgas fra Centralasien og Mellemøsten. Vi har også brug for hinanden politisk. Tyrkiets nabolag er også vores nabolag, og deres problemer er vores. De sikkerhedsmæssige og strategiske fordele for EU med Tyrkiet som medlem vil være mange tag blot forholdet mellem EU og NATO, som Tyrkiet længe har været medlem af.

I tider som disse, der er svære og uforudsigelige, men fulde af håb, har verden brug for, at Tyrkiet og EU samarbejder. Det er ikke nok blot at mødes af og til for at tage stilling til, hvordan man skal håndtere et konkret problem. Der er brug for noget langt dybere og veldefineret. Det kræver Tyrkiets optagelse i EU. Det er min drøm og jeg vil blive ved med at kæmpe for at gøre den til virkelighed.

debat@k.dk

© Project Syndicate

Oversat af Sara Høyrup