Tyrkiets vej til EU bør støttes

Intet vil stærkere end optagelsen af Tyrkiet i det europæiske fælleskab demonstrere EUs aktuelle relevans som den moderne histories mest vellykkede fredsprojekt.

Tyrkiet bør med i EU, mener Erik Boel. -
Tyrkiet bør med i EU, mener Erik Boel. -. Foto: Atilim Gunes Baydin/Wikimedia Commons.

Den tyrkiske statsminister Erdogan bør lytte til demonstranterne på Taksim-pladsen. Og EU bør fremskynde forhandlingerne med Tyrkiet om medlemskab af Unionen ligesom vi skal tage afstand fra politibrutaliteten de seneste uger. Men vi skal også huske, at der ikke er nogen sammenligning mellem Taksim-pladsen i Istanbul og Tahrir-pladsen i Kairo: Tyrkiet er et demokrati med frie valg.

EU-forhandlingerne med Tyrkiet er den bedste ramme for den fortsatte dialog med Tyrkiet. Og de seneste ugers begivenheder er ikke et argument for at afbryde forhandlingerne om optagelse i EU. Tværtimod! Forhandlingerne har, siden Tyrkiet fik kandidatstatus i 1999, fungeret som en løftestang for en meget omfattende demokratisering af det tyrkiske samfund. Sigtet har været at styrke individets rettigheder. Men i de senere år har forhandlingerne stået i stampe. Både på grund af intern uenighed i EU om, hvorvidt vi overhovedet vil Tyrkiet. Og fordi EU er blevet mindre attraktiv for Tyrkiet. Unionen står svækket grundet den økonomiske krise og manglende udenrigspolitisk handlekraft. Støtten i Tyrkiet til medlemskab er faldet fra 74 procent i 2004 til 33 procent i 2012. Hvis vi afviser Tyrkiet, risikerer vi, at tyrkerne erstatter den europæiske drøm med en ottomansk drøm.

Hvad der kan lette Tyrkiets vej gennem EUs nåleøje er, at Unionen i disse måneder og år går mod et samarbejde i flere hastigheder med Tyskland som det økonomiske og politiske omdrejningspunkt. I et sådant samarbejde kan der lettere blive plads til Tyrkiet i periferien og man kan spørge, hvor mange lande der overhovedet er i kernen af samarbejdet om 10 år?

Erdogan er den mest magtfulde og karismatiske tyrkiske leder siden republikens grundlægger Kemal Atatürk. Han har netop markeret sit 10-års jubilæum som statsminister med en solid valgsejr i 2011 med hen ved 50 procent af stemmerne. Erdogan har i årene ved magten gennemført en stille revolution, som uanset fejl og mangler og på det seneste stærkt autoritære tendenser i den grad har fremmet demokratiet i Tyrkiet. Måske er det netop al den succes, der har gjort, at Erdogan er begyndt at tro, at han ved bedst, og at han kan gå på vandet.

Erdogans vigtigste udenrigspolitiske målsætning er trods alt fortsat fuldt EU-medlemskab. Baggrunden er Tyrkiets hastige økonomiske vækst sammenlignet med et EU i recession og landets voksende betydning i sikkerhedspolitikken. Tyrkiet er en tigerøkonomi i vækst med plads i G20. De makroøkonomiske indikatorer ser fine ud: rekordhøj vækst (hen ved 10 procent), faldende arbejdsløshed som dog fortsat befinder sig på relativt højt niveau (knap 10 procent), faldende inflation (seks procent, laveste i 40 år), de offentlige udgifter er under kontrol, og banksektoren har vist sig robust.

Med et tættere samarbejde med Tyrkiet vil EUs muligheder for at bryde med vores uheldige image af at udgøre en usammenhængende gruppe af tidligere kolonimagter uden egentlig magt blive forbedret. Samtidig vil det øge mulighederne for at fremme den tyrkiske model, der med Erdogans mere islamiske orientering måske strider mod Atatürks meget sekulære visioner, men samtidig er mere demokratisk, folkeligt forankret og ikke mindst fremtidig farbar.

Der spores frustration både i den tyrkiske regering og i befolkningen over den langsommelige EU-optagelsesproces, hvor EU i tyrkisk optik flytter målstolperne, og hvor enkelte lande med deres snak om privilegeret partnerskab skaber tvivl om medlemskabsperspektivet. Man føler ikke, at man bliver behandlet fair. Tyrkiet føler også, at man ikke får tilstrækkelig kredit for for nylig at indlede en forsoningsproces med den kurdiske befolkning.

De seneste ugers begivenheder viser i virkeligheden, hvor vestligt Tyrkiet er blevet. Nu folder det tyrkiske civilsamfund sig for alvor ud. Demonstranterne, som har indtaget gaden i Istanbul og andre tyrkiske byer, kræver pluralisme, individuelle rettigheder og miljøbeskyttelse. Demonstrationerne på Taksim-pladsen og omkring Gezi Parken kan minde om maj 1968 i Paris, hvor et af kravene lød: Fantasien til magten, og et slogan: Under asfalten ligger strandbredden! Der er tale om et broget sammenrend, som ikke har en fælles ideologi, men først og fremmest er antiautoritært. En bred koalition af kvinder, unge, kurdiske aktivister, fodboldfans, sekulære, universitetsprofessorer, ngo-aktivister og så videre. Inden politiet slog til, havde demonstrationerne nærmest karakter af en fest. Maj 1968 i Frankrig var også et antiautoritært oprør mod bl.a. en præsident de Gaulle, der i stigende grad var selvkørende. Et år efter revolten var de Gaulle historie.

Demonstrationerne er udtryk for, at Tyrkiet er ved at få et græsrodsdemokrati og et stærkt civilsamfund i lighed med andre vestlige lande. Det er helt afgørende, at statsminister Erdogan accepterer dette deltagelses-demokrati og forstår, at i et moderne demokrati vil velinformerede og oplyste borgere ikke acceptere, at deres indflydelse begrænses til en stemmeseddel hvert fjerde år. Det er en alt for snæver definition af demokrati med det pluralistiske civilsamfund, som eksisterer i dagens Tyrkiet. Erdogan bør tage oppositionen alvorligt og tage hensyn til dens ønsker i tilrettelæggelsen af den fremtidige politik. Hvis Erdogan fortsat reagerer og regerer autoritært, vil det bidrage til en yderligere polarisering af det tyrkiske samfund og til øget destabilisering.

Fra dansk side bør vi gøre dette klart for statsminister Erdogan samtidig med, at vi helhjertet støtter Tyrkiet på dets vanskelige vej gennem EUs nåleøje. Kriterierne for medlemskab er klare. I sidste instans bør det være op til Tyrkiet selv, om de vil eller kan levere varen. Men intet vil stærkere end optagelsen af Tyrkiet i det europæiske fælleskab demonstrere EUs aktuelle relevans som den moderne histories mest vellykkede fredsprojekt.

Erik Boel, udenrigspolitisk kommentator og medforfatter til bogen Tyrkiet på vej gennem EUs nåleøje