Her i ugen faldt øksen over hundredevis af højt kvalificerede ansatte på Københavns Universitet. Det stopper ikke her, for regeringen, med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) i spidsen for området, vil skære på uddannelse og forskning i årene, der kommer.
Jeg glæder mig ikke til mine næste møder i det europæiske forskningsråd, når mine kollegaer vil bede mig forklare, hvad der dog sker i Danmark.
Vi var mange rundt omkring på universiteterne, der var glade, da vi fik en forskningsminister med en ph.d.
Esben Lunde Larsens afhandling har siden været under anklage for plagiat. De anklager minder mest om en pressehetz, støttet af de ateist-ideologer, der sidste år angreb ministeren for at tro på en skabergud.
Når man læser i Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling, er det ikke antallet af citater, der bekymrer. Jeg skal heller ikke gøre mig til dommer over det faglige indhold overordnet set.
Det, der vækker til eftertanke, er, hvad han rent faktisk siger om konkurrencestaten. I det citat, hvor Esben Lunde Larsen trækker på Ove Kaj Pedersen, skriver han, hvordan ”den politiske teori og moralfilosofien fortrænges fra den offentlige debat og erstattes af økonomismen som samfundsideologi nummer et.”
Siden kom Esben Lunde til roret, og straks begyndte konkurrencestaten at lukke fag, der ikke er rentable ud fra økonomismens ufravigelige logik. Og vupti, der røg moralfilosofien. Ministeren vil gå over i historien som den forsker, der satte et hidtil uprøvet eksperiment i værk: politisk at fremavle de samfundstendenser, han selv har kritiseret som ideologisk styrende. Han fik jo ret!
Det startede ellers lovende. Da ministeren tiltrådte sin post, sagde han, at åndsfrihed og dannelse hang sammen. Viden kan ikke rangeres, understregede han: ”Viden kan for eksempel være almendannende, økonomisk fremmende, åndsberigende med mere. Derfor synes jeg ikke, at man skal gå ind og værdisætte viden fra et bestemt område mere end anden”.
Ministeren ville forsvare humaniora: Det er selve vores menneskesyn, der står på spil, og som er truet af den ”angelsaksiske nyttetænkning” og dens ensidige fokus på vækst og arbejdspladser. Ganske modigt sagt af en politiker, hvis partifæller spiser økonomisk nyttetænkning til morgenmad.
Og således talte han, dengang han sad i opposition og kritiserede den daværende radikale minister for at ville nedsætte et ekspertpanel, der skulle måle de enkelte uddannelser på ”kvalitet” og ”relevans”:
”For det første handler kvalitet om ånd og almen dannelse. Den enkelte studerende skal dannes gennem uddannelse til at kunne forstå sammenhænge i et historisk og kulturelt perspektiv. (“) Åndrigheden kan ikke tælles, men er altafgørende for resultatet i sidste ende. Derfor er det også bekymrende, hvis ministerens kvalitetsprojekt bliver indsnævret til djøficerede kategorier, som kun kan tælles, måles og vejes.”
Bortset fra, at jeg ikke kan døje adjektivet ”djøficeret” (hvad har Djøf dog gjort?), så anede man tegn på politisk vision. Mente han det? Højst en lille bitte smule og slet ikke nok til, at det betyder noget som helst, når der skal tages politiske beslutninger.
Nu er der indtil videre blevet lukket for optag til klassisk græsk på Danmarks største universitet. Den arv, vi har fra antikkens Grækenland, handler ellers om dannelse og viden, politisk teori og moralfilosofi. Snart ryger latin sikkert også, og så har vi afskaffet grundfagene til den klassiske dannelse, som ministeren ellers yndede at fable om, dengang han ikke kunne lide den angelsaksiske nyttetænkning. For teologien er det også en katastrofe.
Når førende forskere, udenlandske eksperter og Dansk Erhverv spørger kritisk ind til regeringens sparekniv, har ministeren svaret med en djøficeret henvisning til finanslovens budgetrammer og en tilføjende kommentar om, at det skam er et ”indre anliggende”, hvilke fag der skal fjernes fra landkortet - det bekvemme svar, politikere gerne kommer med, når de udstikker besparelser og samtidig beder de ramte institutioner om at føre kniven selv.
Diskussionen handler ikke kun om de små fag, som skal ”effektiviseres” i graven. Hvordan pokker har regeringen tænkt sig at give forskningen et ”kvalitativt løft” samtidig med, at de skærer i midlerne? Deres ”spareøvelser” betyder fyringer.
Det er hårdt for dem, der bliver ramt. Dem, der er tilbage, skal løbe hurtigere. Det betyder større hold til undervisningen, færre timer til vejledning, mindre tid til forskning. Mindre åndsfrihed.
På landets universiteter har vi indordnet os efter skiftende politiske diskurser, der først ville have alle danskere i uddannelse - og så alligevel ikke. Vi har gjort det ypperste for at tilpasse os misfostre som ”dimensionering” og ”fremdriftsreformer”, der på flere punkter er håbløse i både form og indhold.
Men at vi skulle belæres om klassisk dannelse og eksistentiel viden af en minister, der nu dækker sig bag de værste gloser fra den angelsaksiske nyttetænkning, når han skal legitimere regeringens indhug i uddannelse og forskning, er på en eller anden måde det absolutte lavpunkt.
Men som Esben Lunde selv siger: Man kan jo bare flytte til udlandet, hvis man vil læse tyrkisk eller oldgræsk. Det lyder som en opfordring.
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye