Læger uden Grænser: Er vi tættere på at udrydde Ebola?

Ebola er gradvis forsvundet fra aviserne overskrifter, men det betyder ikke, at den ikke længere eksisterer. Vi ved ikke, hvor målstregen er, skriver præsident for Læger uden Grænser

Selvom vi er mere optimistiske end nogensinde, tør vi ikke et øjeblik slippe tøjlerne. Målet er at nå til det punkt, hvor der inden for en periode af 42 dage - det dobbelte af virussens inkubationsperiode - ikke er nogen nye patienter, skriver Joanne Liu. Arkivfoto af læger fra Læger uden Grænser.
Selvom vi er mere optimistiske end nogensinde, tør vi ikke et øjeblik slippe tøjlerne. Målet er at nå til det punkt, hvor der inden for en periode af 42 dage - det dobbelte af virussens inkubationsperiode - ikke er nogen nye patienter, skriver Joanne Liu. Arkivfoto af læger fra Læger uden Grænser.

Kampen for at stoppe historiens største ebolaudbrud har ikke været et sprint, men en maraton.

Det er et år siden, at jeg stod i Afrika og så, hvordan virussen spredte sig igennem regionen som en løbeild.

Den smadrede familier og lokalsamfund, alt imens de nationale myndigheder og en håndfuld hjælpeorganisationer desperat kæmpede mod den ubarmhjertige og usynlige fjende.

Selv tre måneder senere, da jeg igen var i Liberia, Guinea og Sierra Leone, blev hundreder af mennesker smittet om ugen. Det var umuligt at identificere, hvordan de var blevet inficeret, eller at få et overblik over, hvem de havde været i kontakt med og dermed muligvis var blevet smittet.

Men den internationale hjælp var langt om længe begyndt at ankomme, samtidig med at forberedelserne til de første kliniske forsøg med eksperimentelle behandlingsformer og vacciner var undervejs.

I sidste uge vendte jeg tilbage til regionen, og jeg er lettet over at kunne konstatere, at vi er kommet langt. Selvom der stadig er et stykke vej at gå, kan vi stoppe epidemien, hvis vi står sammen.

I månedsvis var der 20-30 nye ebola-patienter ugentligt. I sidste uge var der kun tre. I dag kan vi spore nye smittekilder meget hurtigere og mere effektivt, og vi kan følge virussens spredning i lokalsamfundene. De nationale myndigheder har udvist lederskab og har stået fast i deres indsats for at stoppe udbruddet.

Selvom vi alle desperat håber på, at det hele snart er overstået, har det eneste, man med sikkerhed har kunnet sige om denne epidemi, været, at den var uforudsigelig.

Der har været ebbe og flod, og ofte har vi troet, at branden var slukket i et område, hvorefter én overset smittet person eller én forkert udført begravelse har fået ilden til at blusse op igen.

Det hidtil mest opmuntrende tegn er de foreløbige resultater af det forsøg med ebola-vaccine i Guinea, der blev offentliggjort for et par uger siden. Det ser meget lovende ud.

Selvom VSV-vaccinen ikke alene kan stoppe udbruddet, håber vi, at den kan bekæmpe spredningen af virussen.

Selvom vi er mere optimistiske end nogensinde, tør vi ikke et øjeblik slippe tøjlerne.

Målet er at nå til det punkt, hvor der inden for en periode af 42 dage - det dobbelte af virussens inkubationsperiode - ikke er nogen nye patienter. Herefter kan et land eller en region erklæres for ebola-fri.

Nøglen til succes er at opnå de lokale indbyggeres tillid og fortrolighed.

Vores ansatte i Forécariah i Guinea fortalte mig, at lige siden ebola-epidemien blussede op igen over sommeren, har de gået fra hus til hus hver eneste dag og forklaret hver enkelt familie, hvordan virussen spredes, hvordan symptomerne ser ud, hvad man skal gøre, hvis nogle bliver syge, og hvordan man tager sig af de syge på en forsvarlig måde.

De historier, som de hører fra nogle landsbyboer, kan måske lyde overraskende i betragtning af, hvor lang tid epidemien har raset:

Skepsis over for om ebola overhovedet eksisterer, rygter om, at virussen spredes af udlændinge i rumdragter, eller at sygdommen kan kureres med traditionel medicin.

Men alt peger på, at en effektiv måde at hindre spredning af virussen på er at tage sig den tid, det tager at tale med den enkelte.

Sandheden er, at følgerne af ebola er langt mere vidtrækkende end først antaget. Sundhedsvæsenet i Guinea, Liberia og Sierra Leone, som allerede var skrøbelige før udbruddet, ligger i ruiner. Hundreder af sundhedsansatte er døde på tragisk vis.

Samtidig har ebola-patienterne brug for vores fortsatte støtte. At stoppe spredningen af virussen har vist sig blot at være den første af flere forhindringer, efterfulgt af medicinske komplikationer, som vi endnu ikke fuldt ud forstår, samtidig med at patienterne stigmatiseres i deres lokalsamfund.

Fire ud af ti mennesker i Sierra Leone kender nogen, som enten døde, har været i karantæne eller overlevede virussen. Der er landesorg, men alligevel udvises en stor grad af mod og beslutsomhed.

Ebola er gradvis forsvundet fra aviserne overskrifter, men det betyder ikke, at den ikke længere eksisterer. Vi ved ikke, hvor målstregen er, men vores hold fortsætter, til vi krydser den.

Doktor Joanne Liu er præsident for Læger uden Grænser