Vejen ud af den generaliserede småborgerlighed

Kun med viljen til at bære et ansvar for flere end de nærmeste kan man krænge småborgerhammen af sig. Og det vil ikke engang kunne ses på én

"Kun med viljen til at bære et ansvar for flere end de nærmeste kan man krænge småborgerhammen af sig," siger Jens Smærup Sørensen. Tegning: Peter M. Jensen
"Kun med viljen til at bære et ansvar for flere end de nærmeste kan man krænge småborgerhammen af sig," siger Jens Smærup Sørensen. Tegning: Peter M. Jensen.

”Der er flere kræfter i hans bærme/ end i de andres førstedråber”, skrev en ung Emil Aarestrup om sit idol Adam Oehlenschläger - en uforblommet hyldest af så varmt et bankende hjerte, at det jo krævede sin mand at lægge bryst til det. Men også mindre generøse ånder viste sig nu alligevel rede til at bøje sig for vor tids digterhøvding, da han for en måned siden døde.

Klaus Rifbjergs kunstneriske geni og kolossale skaberkraft synes at stå ganske uanfægtet, og det indebærer en så meget desto højere anerkendelse af hans person i sig selv og hans politiske holdninger og virke som debattør. Men han er heller ikke blevet sparet for mere eller mindre floromvundne mishagsytringer.

En særlig mistænkeliggørelse lød på, at der var ikke nogen sammenhæng mellem hans ord og hans liv. Han talte for frigørelse og mod alle konventioner, og dog levede han et ordinært forbrugerliv, klædte og indrettede sig som en hvilken som helst funktionær og holdt sig i ét og samme livslange ægteskab. Han gav sig ud for oprører, men var - og dér faldt dommen - en småborger.

Jo, hvis livsstil alene og i grunden var afgørende for, om man kan fortjene at blive kaldt småborger. Det har jeg nu ligesom antydet, at det slet ikke er, og spørgsmålet må da være: Hvis ikke vi ud fra ydre kendetegn kan udpege hinanden som sådan én, hvad er det så, der er galt med ham (os)?

Småborgeren er selvsagt en skrumpet og indskrænket udgave af en borger, og borgeren var en figur, der trådte frem i 1700-tallet og ville bestemme over sig selv. Han var handelsmand eller håndværker, og han havde hidtil levet i et fællesskab, sit gilde eller sit lav og i en temmelig stillestående økonomi, men nu åbnede verden sig, ekspanderede med maskiner og global trafik.

Der kom meget mere gang i den, og enhver måtte gribe chancen og være sin egen lykkes smed - også selv om det gik ud over brødrene i det hensygnende lav og sendte halvdelen af dem på fattiggården.

Hvordan kunne manden dog så holde sig selv ud? Jo, han besluttede sig for - og det var i det øjeblik, han blev til som borger - at han nu arbejdede i og for et større fællesskab: Nationen. Han kunne rage til sig og dreje alle andre en knap, men stadig være et anstændigt menneske, for han gjorde det alt sammen for at gavne nationen og til dens ære. Rimeligvis måtte han da også snart til at bestemme over denne nation og se at få afskaffet enevælden.

At berige sig med henblik på almenvellet, det var det borgerlige udsyn og engagement, som småborgeren har forkortet og droslet ned. Han eller hun går op i bare at have det godt med sig og sine.

Interessen for verden hinsides kredsen af familie og venner er ikke båret af nogen idémæssig sammenhæng, den er punktvis og tilfældig: En trang til at bidrage til en indsamling hér, en lammende skræk for krige, epidemier og økonomiske kriser dér; for det meste en blot og bar, omend måske hemmelig, afvisning af, at alt dét kan og bør komme hende ved.

Man kan hævde, at vi alle sammen er havnet i en position, der kan minde om den her karikerede. Også medlemmerne af den arbejderklasse, der engang opbyggede et nyt fælleskab midt i industrialismens opløsning af de gamle. Men det sejrede som bekendt ad helvede til og har frigjort hundredtusinder af individualister til deltagelse i rotteræset.

Og den gode borgers efterfølgere i direktionsgangene har da også for længst skrottet enhver tanke om noget større end koncernen. De har ikke brug for nogen nation, verden er i hænderne på multinationale kapitalkonglomerater der stiller enkle, men fuldkommen åndsformørkende krav til os: Arbejd, forbrug, og pas ellers jer selv!

Der er ingen nem vej ud af denne påtvungne/selvvalgte småborgerlighed. Det hjælper ikke med nogen usædvanlig tøjstil eller utrættelige samlivseksperimenter.

Kun med viljen til at bære et ansvar for flere end de nærmeste kan man krænge småborgerhammen af sig. Og det vil ikke engang kunne ses på én, det må man tage med. Lige så lidt som det kunne ses på Kierkegaards etiker, at han ikke var en spidsborger som alle andre.

Heller ikke på Klaus Rifbjerg kunne det jo ses. Men det kunne dog høres, og vi kan takke ham for, at han også som debattør opmuntrede os til at bruge hovedet og vove livet og frem for alt for dette, at han, som én af de meget få, fastholdt sin forkastelse af al krig og ikke modererede sin afsky for den.

Og nej, han var ikke naiv - han forestillede sig ikke, at krige nogensinde vil høre op med at bryde ud. Han skrev og talte til det sidste for, at vi aldrig må acceptere det - som jo heller ikke nogen anden slags myrderi. Aldrig undskylde det, aldrig give anledning til det, aldrig deltage, og altid være parat til med det samme at stoppe det.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen