”Hvis et frit samfund ikke kan hjælpe de mange, der er fattige, kan det ikke beskytte de få, der er rige.”
Denne del af præsident John F. Kennedys tale ved hans indsættelse den 20. januar 1961 gjorde et stærkt indtryk på undertegnede, da jeg hørte den som udvekslingsstudent i Minnesota. Jeg er meget vel klar over, at USA ikke har levet særlig godt op til målet. Men hvem ved, hvad der ville være sket, hvis Kennedy havde levet længere? Budskabet har i hvert fald lige så stor betydning i dag, som for 54 år siden.
Venstre-regeringen spiller ud med en historisk drastisk nedskæring af udviklingsbistanden. Det er der få gode argumenter for. Der er derimod mange gode og solide grunde til at engagere sig mere for de fattigste lande og styrke indsatsen i kriseområder.
Det oplagte, som ingen i disse måneder kan være i tvivl om, er at skabe gode motiver for folk til ikke at søge til Nordeuropa. Men det kan ikke undre, at de gør det. De, der flygter fra krigens rædsler, er først og fremmest optaget af sikkerhed og en ordentlig fremtid for deres børn. Jamen, hvorfor bliver de så ikke i nærområdet? Kan man bebrejde dem, der har mulighed for det, at de fravælger usikkerheden, også den personlige, i overfyldte flygtningelejre, eller fravælger, hvis de kan, det usikre liv som intern flygtning i deres eget land?
Jeg har i Afghanistan set, hvordan interne flygtninge lever. Det var under kummerlige forhold. Intet under, at folk prøver at komme væk fra en sådan skæbne.
Det kan godt være, at nogle vil sige: Jamen, der er langt færre, der nu lever i den yderste fattigdom rent statistisk set. Antallet af mennesker, der må klare sig for under 1,25 dollar om dagen, er som bekendt faldet til under halvdelen af, hvad det var i 1990. Udenrigsministeriet har store plakater rundtom, der antyder, at fattigdomskurven er knækket. Det gælder for nogle, og godt for dem. Men man kan med solid begrundelse i faktiske tal hævde, at uligheden samtidig er steget.
Ved kraftig nedskæring af udviklingsbistanden, som regeringen prøver at få flertal for, svækkes Danmark som forbillede. Hvordan kan et land med en så massiv nedskæring troværdigt gå ud og tale om øget europæisk støtte til de fattige- og kriseramte områder?
Hertil kommer, at danske u-landsorganisationer, der spiller en vigtig rolle i mange fattige lande, får begrænset deres muligheder for at yde hjælp og styrke civilsamfundet.
Det fremstår som aldeles uhensigtsmæssig og kritisabel adfærd fra den ny regerings side. Der er behov for at styrke, ikke svække den danske hjælp. Vi har tilmed råd til det.
Rent egoistisk set vil det tilmed være en investering i vor egen fremtid, hvis mennesker mod syd får bedre muligheder.
Mit håb er, at mange som undertegnede vil skrive under på ngo-protesten mod nedskæringerne. Der er tid endnu, men ikke lang tid. ”Slaget” om den offentlige mening skal vindes, inden de afgørende forhandlinger om finansloven finder sted.
Viggo Fischer, tidligere folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti og tidligere formand for Den Danske Afghanistankomité, Ankermandsvej 7, Hvidovre