DE HAR EN ENORM købekraft, de lever længe og er sunde og raske i mange år. Så vi opfatter ikke seniorerne som et problem, men som et aktiv og en økonomisk gevinst, sagde Odsherreds borgmester, Thomas Adelskov (S), for nylig.
Han og en række øvrige borgmestre fra Udkantsdanmark meldte ud, at de gerne ser, at seniorerne flytter til deres kommuner.
Jeg forstår dem godt: Vi har 3000 milliarder kroner liggende i pensionstankene. Og lur mig, om ikke respekten for os seniorer stiger i takt med, at vores betydning på forbrugsmarkederne stiger.
Men der er ét stort problem: Uligheden blandt os er for stor. Jeg ved ikke, om man kan sige, at de rige har for meget, men man kan i hvert fald sige, at de fattige har for lidt.
En del af forklaringen er, at pensionssystemet blev privatiseret i 1980'erne. Det betyder, at hvor de allerfleste af os går ind i alderdommen med stor økonomisk tryghed, står de, der ikke kom på arbejdsmarkedet, tilbage med kun folkepensionen, lidt tillæg og måske en ældrecheck.
Mange af dem har langt under 100 kroner disponibel om dagen, når de faste udgifter er betalt. Denne ulighed kan vi ikke være bekendt! Christiansborg må hjælpe med den strukturelle ulighed.
Vi har medlemmer i Danske Seniorer, som beklemt beklager sig over ikke at have råd til julegaver eller fødselsdagsgaven, når barnebarnet inviterer til fødselsdag.
En senior i en seniorlejlighed til cirka 6-7000 kroner om måneden og 3200 kroner til mad, varme og rengøring om måneden må forlade sig på boligydelsen. Det er ikke den gruppe, vi møder i lufthavne eller på Gran Canaria.
JEG HAR LIGE VÆRET til møde med en række formænd for jyske foreninger tilsluttet Danske Seniorer, og jeg mærker stor lydhørhed for at hjælpe dem, der står svagest: ældre uden eller næsten uden arbejdsmarkedspension, den landmand, der troede, at hans opsparing i gården kunne sikre hans alderdom, men som endte med at sætte pengene til. Eller andre selvstændige, der troede, opsparingen i virksomheden kunne sikre dem, men tiderne blev anderledes.
Dette står i et grelt modsætningsforhold til situationen for de mange, der fik et arbejde og fik mulighed for at spare op. Vi ønsker et seniorliv, hvor alle har en god tryg økonomi i alderdommen.
Nedskæringer i ældreomsorgen betyder mindre for dem, der selv har råd til at supplere for egen regning. For dem, der ikke har råd, rammer en nedskæring hårdt. De har ikke mulighed for at kompensere med egne midler.
ET GODT SENIORLIV for alle betyder først og fremmest, at vi sætter fokus på de sårbare, de svage og de økonomisk mindrebemidlede. Der er ingen seniorer, der hverken behøver at sulte eller fryse.
Men den stigende ulighed mellem dem med gode økonomiske vilkår og dem uden kan føre til en udvikling, hvor de stærke går egne veje og efterlader de svage seniorer til sig selv. Det amerikanske sundhedsvæsen er et skræk-eksempel på, hvad det kan medføre.
Vi ønsker et seniorliv, hvor solidariteten strækker til at sikre alle en anstændig økonomi med handlefrihed og handlemulighed og en adgang til en ordentlig ældreomsorg.
Det er godt, kommunerne satser på os. Vi kan tilføre frisk blod, ny inspiration, frivillige hænder på alle områder af livets forhold og gode skattekroner.
Seniorstyrken består i dag af mere end 500.000 ressourcestærke ældre, der er klar til at gøre nytte på en grund-etik: Vi hjælper alene af den grund, nogen har brug for os.
Tak til kommunerne, der både betragter os og omtaler os anstændigt. Vi bidrager gerne, men vi har brug for politisk hjælp med den strukturelle ulighed. Noget for noget, når venskab skal udvikles!
Arne Rolighed er næstformand i foreningen Danske Seniorer