Gotfredsen: Fejhed er med til at fastlåse indvandrerdebatten

Debatten om indvandring og ytringsfrihed er fyldt med selviske hensyn, og debattører som digteren Yahya Hassan plejer deres skrøbelige omdømme frem for at forholde sig til sagen, mener Sørine Gotfredsen

Indvandrerdebatten har som nærmest intet andet tema formået at skabe faste positioneringer, og hvis man fik den idé, at de to seneste terrorangreb i Paris og København ville bidrage til at bringe det hele lidt videre, fordi virkeligheden maser sig så voldsomt på, må man være kommet på andre tanker, mener Sørine Gorfredsen.
Indvandrerdebatten har som nærmest intet andet tema formået at skabe faste positioneringer, og hvis man fik den idé, at de to seneste terrorangreb i Paris og København ville bidrage til at bringe det hele lidt videre, fordi virkeligheden maser sig så voldsomt på, må man være kommet på andre tanker, mener Sørine Gorfredsen. Foto: Sofie Amalie Klougart.

VI HAR LÆNGE VIDST, at der i dette land er sket en ret voldsom polarisering i dele af debatten. Jeg tænker naturligvis på den del af den, der har at gøre med indvandring, og lige siden 1980'erne, hvor problemerne med integrationen begyndte at blive synlige, har vi oplevet denne opsplitning.

Den har været med til at fastholde et nogenlunde klart modsætningsforhold mellem venstrefløjen og højrefløjen, og ethvert barn kan i dag slå fast, at den indvandrerkritiske tone hovedsageligt udfoldes på højrefløjen, mens de mere runde og milde vendinger udsiges til venstre.

Indvandrerdebatten har som nærmest intet andet tema formået at skabe faste positioneringer, og hvis man fik den idé, at de to seneste terrorangreb i Paris og København ville bidrage til at bringe det hele lidt videre, fordi virkeligheden maser sig så voldsomt på, må man være kommet på andre tanker.

Personligt må jeg erkende, at jeg faktisk er en lille smule chokeret over den danske debat lige nu, for det hele synes mere fastgroet og irrationelt end meget længe.

Der er interessante fænomener på spil. Det er for eksempel bemærkelsesværdigt, at nogen stadig efter alt det nyligt passerede kan mene, at ytringsfriheden står uanfægtet tilbage.

FORLEDEN UDTALTE teaterdirektør Jon Stephensen, at hans ytringsfrihed ikke er det mindste truet, hvilket jo nok hænger sammen med, at man ikke rigtig opdager de nye vilkår, medmindre man vover noget. Den legendariske engelske komiker John Cleese har opdaget det og sagde i denne uge i et tv-interview, at rummet for latter og kreativitet hele tiden bliver smallere.

Men Jon Stephensens blindhed udspringer også af den lede, han føler ved de mennesker på højrefløjen, der er imod muslimsk indvandring. Og han skjuler det ikke. Det er altså ikke bare virkeligheden, han tager bestik af, men lige så meget holdningen blandt dem, han ikke kan lide, og den mekanisme kender vi.

Når den absurd feterede digter Yahya Hassan for tiden prøver at finde sine forvirrede ben i debatten ved at nedtone bekymringen for ytringsfriheden, skønt han selv omhyggeligt beskyttes, skyldes det åbenlyst, at han vil holde sig fri af det forkerte selskab.

Debatten er fyldt med alle disse selviske hensyn. Man plejer sit skrøbelige omdømme frem for at forholde sig til sagen og ser fortsat en ændring i dem og os-tonen og diverse frelsende sociale foranstaltninger som løsningen.

Ja, der bliver talt, som om vi danskere faktisk har så stor magt til at forme menneskeskæbner, at spørgsmålet om den enkeltes egen skyldighed og en religions destruktive potentiale reelt kan elskes og behandles væk.

Arrogancen er enorm, når man på den måde gør andre til brikker i et socialkonstruktivistisk puslespil, hvor muslimer primært er, hvad vi gør dem til. Tanken grunder i et mærkeligt dansk hovmod, der end ikke vil lade en terrorist bevare sin skyld, fordi han først og fremmest skal bruges som brik i den kamp, der føres på de indre linjer. Der er brug for et konkret offer at henvise til, og Omar el-Hussein bød sig belejligt til.

FORLEDEN OPSTOD dog et lille lyspunkt i tidens samtale. Det skete, da sanger og poet Steffen Brandt udtalte, at han efterhånden godt kan se, hvordan det må se ud, når ”kunstnertyper som mig sidder i vores fancy striktrøje og siger: Kom nu, mangfoldighed! Kan man forestille sig, at vi også har en del af ansvaret?”.

Ja, det kan man godt, og man må have respekt for en mand, der lader tidens begivenheder føre til selvransagelse. Det er i øvrigt også Steffen Brandt, der har inspireret til overskriften til denne tekst, idet han tilføjer, at det jo er fejhedens faner, man melder sig under, når man siger noget bestemt for ikke at havne i det forkerte selskab.

Ordene kunne såmænd delvist være overskriften på mange års indvandrerdebat her i landet, og jeg havde vel forestillet mig, at de seneste terrorangreb i Allahs navn kunne få flere til at se indad.

Og hvad med én selv, i øvrigt? Har også jeg en del af ansvaret? Ja, jeg kan jo ikke blot skråsikkert afvise, at mine holdninger gennem årene kan have bidraget til den stejle kløft mellem os, men jeg må tilstå, at tingenes udvikling bekræfter mig i min skepsis over for projekt værdirelativistisk multikulturelt samfund.

Jeg tror ganske enkelt ikke rigtig på det, har aldrig gjort det, og jeg giver mig heller ikke i troen på, at vi skal stå klippefast på, at alle religioner her skal tåle kritik og satire. Også hele vejen ind i klasseværelset, hvor det kun er naturligt, at eleverne bliver bekendt med de tegninger, der nu udgør en hjørnesten i nyere dansk historie.

Jeg er overbevist om, at min position grunder i noget meget dybere end irritation over dem, jeg er uenig med, og sådan siger vi naturligvis alle sammen. Men sikkert er det, at vi dag for dag hver især vil blive mere og mere konfronteret med følgerne af vores ståsted.

For det er virkeligheden, der er altings prøve.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen