Undersøg præstesager til bunds

KOMMENTAR: Det er uheldigt, hvia man skal kunne forflytte præster, fordi deres privatliv ikke passer menighedsrådene

I øjeblikket diskuteres det, om det skal være muligt at forflytte præster. Debatten rejser spørgsmålet, om det ikke vil skade mere, end det gavner. Ser man på sagerne i Stauning og Kliplev, som debatten har taget sit udspring i, er der tilsyneladende ingen grund til at kritisere de involverede præsters embedsførelse. De gældende regler muliggør afskedigelse af præster, hvis de overskrider de retningslinjer, de som embedsmænd har pligt til at følge.

At man som en slags forebyggende behandling skulle kunne forflytte præster, for eksempel fordi deres privatliv eller politiske standpunkter ikke behager menighedsrådene, vil være en særdeles uheldig udvikling. For hvilket menighedsråd vil have en præst, som et andet råd hellere end gerne vil af med? Og endnu værre: Hvilken præst kan føle sig sikker?

Da jeg for små tre år siden var til samtale med menighedsrådene i Kvong og Lyne pastorat, hvor jeg senere blev præst, var jeg netop blevet interviewet i Jyllands-Posten. Journalisten ville gerne høre om de tanker, en ung præst gjorde sig om præsteløftet. Jeg var på det tidspunkt konstitueret sognepræst i et sogn i Nordsjælland. Blandt andet sagde jeg, at evangeliet ikke er til for at behage. Forkyndelsen af synd kan være stødende at høre på. Men det er ingen undskyldning for at tie derom. At tale om synd er forudsætningen for forståelsen af nådens nødvendighed.

Ved samme lejlighed sagde jeg, at præsteløftet naturligvis forpligtede præsten, men at det ville være hovmodigt at tro, at præsten kan være bedre end andre, og at man desuden kan vende sagen om og sige, at alle mennesker sådan set bør være sådan, som man mener, at præsten skal være.

Menighedsrådene i Kvong og Lyne havde læst artiklen og fandt til mit held udtalelserne fornuftige. Teoretisk set kunne de jo lige så godt have fundet min insisteren på forkyndelse af synd for kantet og min forståelse af, hvordan en præst bør leve, for ansvarsløs, og så var embedet ikke blevet mit.

Når nu sagen om forflyttelse kommer op på baggrund af to sager, som altså tilsyneladende ikke har noget med embedsførelsen at gøre, så kan man som præst komme i tvivl om, hvor meget der skal til, før en forflyttelse kommer på tale. Hvis mine menighedsrådsmedlemmer for eksempel skiftes ud ved næste valg, så jeg og mine holdninger pludselig er i mindretal; eller hvis folk ikke fandt min måde at være præst på forbilledlig nok, vil det så være nok til at ønske mig forflyttet?

Selvfølgelig ikke, vil de fleste sige. Men spørgsmålet er, om det er så selvfølgeligt. For i Stauning, der ligger i samme provsti som det ene af mine sogne, har man tilsyneladende forsøgt at komme af med sin præst, fordi man ikke har brudt sig om den måde, han forvalter sit privatliv på. Og det næste skridt kunne være, at det samme ville ske, hvis ens forkyndelse ikke passede menighedsrådet. I stedet for at tale om forflyttelse, vil det være mere fornuftigt at undersøge de sager, der måtte komme, til bunds. Derved sikrer man sig, at ansvaret kan placeres. Viser det sig, at præsten har gjort noget, der berettiger en afskedigelse, må han vinke farvel til sit embede. Viser det sig derimod, at han intet galt har gjort, skal han renses og menighedsrådet gøres opmærksomt på, hvor vidt dets beføjelser går, så en lignende sag ikke opstår på ny.

Egil Hvid-Olsen,

Kvong præstegård,

Langgade 13a, Kvong,

Varde