Hvert år ved nytårstid gennemlever Danmark det samme trygge ritual: Dronningen holder nytårstale, og alle roser den, uanset hvor usammenhængende den eventuelt måtte være.
24 timer senere holder statsministeren sin, og den bliver stærkt kritiseret af de fleste, som tager ordet. Ordførere fra regeringspartier er dog fritaget for denne pligt. Og således beroliget går befolkningen ind i det nye år i forvisning om, at gamle Danmark skal bestå...
Et af de omstridte punkter i statsministerens tale i år var Danmarks rolle som slavenation og især vores behandling af De Vestindiske Øer. Lars Løkke Rasmussen (V) kaldte det ”et grusomt kapitel i vores historie”. Men han sagde ikke det forløsende ord: ”Undskyld.”
Derfor ramte den rituelle kritik, og vi fik en diskussion, som vi har gennemspillet adskillige gange de senere år med Thule-arbejderne og Godhavn-drengene og andre med tunge livsskæbner i fokus. Denne gang ikke kun fra de sædvanlige aktører i Danmark, men også fra nogle af de borgere på Sankt Jan, Sankt Thomas og Sankt Croix, som stadig bærer på konsekvenserne af denne rædsomme historie. Og den moralske samvittighed plages naturligvis af spørgsmålet: ”Når ofrene – eller i det mindste deres efterkommere – ønsker at høre det ord, skal de så ikke have det?”.
De har jo åbenbart brug for undskyldningen. Er Løkkes manglende undskyldning så ikke bare kæphøj ufølsomhed?
Jeg vil gerne indtage et (relativt) ledigt standpunkt og rose statsministeren for hans tilbageholdenhed med u-ordet. Det er sandsynligt, at det havde skabt bifald og indtrykket af empati, hvis han havde sluppet det efterspurgte ord løs. Og derfor elsker spindoktorer tilsyneladende også politikere, der kan sige u-ordet.
Længere nede ad vejen tror jeg, konsekvenserne kan blive alvorlige.
Og det har at gøre med selve begreberne skyld og tilgivelse og deres rolle i vores liv. For hvis sproget ikke er blevet totalt politiseret, så handler ”undskyld” netop om skyld og tilgivelse.
Sagen er nemlig, at lige så vel som det kun er offeret, der har ret til at tilgive, således er det kun den skyldige, der har ret og pligt til at bede om tilgivelsen. Andre kan ikke gøre det på den krænkedes og krænkerens vegne.
Man kan bare gøre øvelsen i sine personlige relationer for at opdage problemet:
Hvis nogen – i ord, holdning eller handling – har krænket min gode kollega Niels, så er det kun Niels, der kan tilgive. Hvis jeg siger til krænkeren: ”Jeg tilgiver dig,” er det et overgreb. I første omgang på Niels; på længere sigt måske på begge parter.
Og den anden vej: Hvis det utænkelige skulle ske, at Niels krænker nogen, så er det i bedste fald pop – i værste fald en yderligere krænkelse – hvis jeg siger ”undskyld” på Niels’ vegne.
Det argument i debatten, som har gjort størst indtryk på mig, er det om, at ofrene – i dette tilfælde slavernes efterkommere – selv efterspørger glosen ”undskyld”. Skal vi så ikke give lidende mennesker det ord, de selv oplever som forløsning?
Mit svar er nej, og min begrundelse måske i første omgang potentielt sårende: Det vil svare til at servere vingummibamser for børnebørnene til aftensmad. Det vækker umiddelbar glæde, men mætter ikke.
Det har sammenhæng med, at der er en grundlæggende forskel på den billige undskyldning og den dyre erkendelse af egen skyld. Det første kan forværre smerten hos den krænkede, det sidste kan – måske – bidrage til helbredelsen af relationer. Og selve glosen ”undskyld” kan dække over begge ting.
Jeg tilhører en generation, der lærte at sige ”om forladelse”, når vi havde gjort noget galt.
Det ord forstås vel nærmest ikke i dag; men det havde en højtidelighed over sig, som gjorde, at det ikke egnede sig til at blive afleveret mellem to hurtige bisætninger. Det var en medicin mod taktiske undskyldninger.
Men kan jeg så ikke kritiseres for i ovenstående at sammenligne pærer og bananer? Jeg argumenterer i en sag, der handler om statens forhold, med personlige relationer.
Svar: Det er ikke mig, der har ført det personligt-relationelle ord ”undskyld” ind i debatten. Og på den lange bane tror jeg, at staten giver meget mere næringsrig kost til de reelt krænkede mennesker ved at gøre det, som stater kan gøre: I økonomiske og politiske beslutninger gøre alt det, den magter, for at rette op på skaderne og afbøde konsekvenserne af den uret, der er sket. Og ved i handling at vise – i Grønland, Tisvilde og Vestindien – at man har lært af fortiden.
Så bliver en statslig undskyldning noget, der kan ses, og ikke bare et postulat.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen , biskop Henrik Wigh-Poulse n, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen , ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh .