Unge og sorg: Hjælp de unge, der ikke har nogen at tale med

Hvis folketingspolitikerne ikke støtter headspace, inden året er omme, er det desværre slut, skriver Rasmus Jungersen, der selv fik hjælp da hans far døde

”Det er vel det, vi alle har brug for, ikke? At blive spurgt, hvorfor vi græder,” skriver Rasmus Jungersen om unges behov for nogen at tale med, når de møder døden og sorgen. – Arkiv
”Det er vel det, vi alle har brug for, ikke? At blive spurgt, hvorfor vi græder,” skriver Rasmus Jungersen om unges behov for nogen at tale med, når de møder døden og sorgen. – Arkiv. Foto: Polfoto.

JEG HUSKER IKKE MEGET fra den juleaften. Men jeg kan huske, at jeg af mine forældre fik en bog om stjernebilleder. Jeg kan huske, at jeg drak appelsinsodavand. Og jeg kan huske, at jeg krammede min far i hoveddøren, da vi sagde farvel til vores gæster. Han var en stor mand, så jeg kunne kun lige nøjagtig få armene rundt om ham. Vi gik alle i seng ved midnatstid. Natten husker jeg stadig tydeligt i dag, 15 år efter.

Min mor ruskede i mig. Jeg fik tre ting at vide: ”Ring efter nogen, som kan være hos dig. Løb ud efter ambulancen. Den er helt gal med din far.” Jeg mindes, hvordan sneen lyste alting op, selvom det var nat. Og jeg kan stadig mærke, hvordan det føles at løbe i sneen uden trøje på og med bare tæer i skoene.

Han døde på hospitalet få timer efter. Han havde fået en hjerneblødning, og min far og bedste ven var pludselig væk.

Først efter ni år var jeg klar til at tale om, hvad der var sket den nat. Det var Vibeke, en erfaren kvinde med et smukt og venligt ansigt, som jeg forsigtigt turde åbne mig op over for. Hun tog mig alvorligt. Hun lyttede til mig, og jeg kunne mærke, at ordene, der kom ud af min mund, også betød noget for hende. Hun var der for mig, og jeg glemmer hende aldrig.

Pludselig gik det den anden vej. Den nedadgående spiral, som mit liv havde været, siden min far døde, vendte. Jeg fik en kæreste, slog op og fik en ny. Jeg flyttede hjemmefra og startede på hf. Det var svært, men jeg gjorde det. I dag er jeg flyttet til en ny by, fordi jeg her er kommet ind på mit drømmestudium.

Jeg skriver det her, fordi jeg ikke ville være, hvor jeg er i dag, hvis ikke det var for Vibeke. Og jeg skriver det her, fordi jeg de seneste år har været frivillig hos Headspace Danmark, som tilbyder unge gratis og anonyme samtaler på deres præmisser. Jeg har arbejdet frivilligt her, fordi jeg vil give andre unge mulighed for at få den samme oplevelse, som jeg fik. Fordi jeg tror på, at det hjælper at tale med nogen, og fordi der er mange unge, som slet ingen har. Jeg skriver til dig, fordi det er så vigtigt, at unge får nogen at tale med, før problemerne vokser sig store! Jeg skriver det her, fordi hvis folketingspolitikerne ikke støtter headspace, inden året er omme, er det desværre slut. Det er dem, der sidder med beslutningen om, hvorvidt de unge har et sted, de kan gå hen. De kan være med til at vise, at det er helt okay at have brug for nogen at tale med, at det ikke er et tabu, som skal gemmes væk!

I min stue hænger et stort billede af min familie fra mine forældres bryllupsdag. Min far, min mor og min søster smiler alle sammen. Men jeg er meget lille og græder. Jeg er sikker på, at mine forældre tog mig op til sig, trøstede mig og spurgte, hvad der var galt, lige efter fotografen tog billedet.

Og det er vel det, vi alle har brug for, ikke? At blive spurgt, hvorfor vi græder. At blive lyttet til og møde én af dem, som vi måske aldrig glemmer igen – det gør man i Headspace. Så hjælp os med at bevare Headspace. Her hjælper vi hver dag unge, der har det svært.

Rasmus Jungersen er studerende.