Utroværdige bortforklaringer: Skal danske kirker virkelig støtte islam?

Man skal være mere end almindeligt behændig for at komme af sted med at hævde, at der skam ingen som helst forbindelse er mellem Danske Kirkers Råd og så støtteerklæringen til islam

Dialogkonferencens fremmeste og hidtil eneste konkrete resultat er erklæringen om støtte til "bestræbelserne på at bygge en stormoské i København", skriver debattøren.
Dialogkonferencens fremmeste og hidtil eneste konkrete resultat er erklæringen om støtte til "bestræbelserne på at bygge en stormoské i København", skriver debattøren. .

Poul Sebbelov, præst i den ortodokse kirke i Danmark, har forfattet indlægget.

Kristeligt Dagblad bragte den 29. oktober afsløringen af, at Danske Kirkers Råd via Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne og Dansk Arabisk Dialogkonference i årevis er blevet taget til indtægt for aktiv støtte til en såkaldt stormoské i København.

Der er slet intet nyt i dette. Nøjagtig de samme oplysninger fremgik af mit indlæg med overskriften En kristen stormoské? her i avisen den 12. oktober. Disse nyheder har således længe været tilgængelige.

LÆS OGSÅ: Muslimer afviser imamuddannelse

Derimod er det interessant og nærmest pinligt at læse i artiklen den 29. oktober, hvordan næstformanden i Danske Kirkers Råd, Peter Götz, formelig slår knuder på sig selv for at bortforklare den indlysende sandhed om, hvordan tingene hænger sammen. En helt igennem utroværdig manøvre.

Ud af Danske Kirkers Råd vokser i 2008 Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne. Ud af den vokser Dansk Arabisk Dialogkonference med deltagelse af de samme ledende personer fra Danske Kirkers Råd, som etablerede Kontaktgruppen. Dialogkonferencens fremmeste og hidtil eneste konkrete resultat er erklæringen om støtte til bestræbelserne på at bygge en stormoské i København.

Man skal være mere end almindeligt behændig for at komme af sted med at hævde, at der skam ingen som helst forbindelse er mellem Danske Kirkers Råd og så støtteerklæringen til islam. Og at selvom der er tætte personsammenfald og åbenlys organisk sammenfiltring mellem grupperne, så har de ingen verdens ting med hinanden at gøre. Selvfølgelig har de det! Det turde være åbenlyst for enhver.

Sagen vil blive diskuteret på Danske Kirkers Råds møde sidst i november, oplyses det. Det var også på høje tid! For mit eget vedkommende ytrede jeg betænkelighed allerede ved oprettelsen af Kontaktgruppen i 2008. Uden resultat. Endvidere har jeg to gange, i september 2012 og i september 2013, anmodet om, at det kristne Danske Kirkers Råds støtte til islam gøres til genstand for åben drøftelse i Rådet. Godt, hvis det nu kan finde sted.

Det er en vigtig, ja, afgørende drøftelse, om det er en opgave for kristne kirker i Danmark aktivt at støtte islam. Det mener jeg ikke, det er.