Obduktion bruges alt for sjældent til at give de efterladte svar

Pårørende efterlades med et stort, uafklaret spørgsmål, når deres kære dør pludseligt og for tidligt. Det er, fordi disse dødsfald sjældent bliver gjort til genstand for en obduktion i Danmark, skriver Annie Vesterby, der selv foretager obduktioner

"De pårørende efterlades med et stort, uafklaret spørgsmål om, hvorfor deres kære døde så meget for tidligt. Det er, fordi disse dødsfald sjældent bliver gjort til genstand for en obduktion i Danmark." Modelfoto.
"De pårørende efterlades med et stort, uafklaret spørgsmål om, hvorfor deres kære døde så meget for tidligt. Det er, fordi disse dødsfald sjældent bliver gjort til genstand for en obduktion i Danmark." Modelfoto. .

Vi hører hver dag om mennesker, der dør under flugt, i forbindelse med krigshandlinger, ved drab i opgør mellem kriminelle, under anholdelse og i politiets varetægt, samt unge mennesker, der meningsløst dør efter skoleskyderi i USA.

Sidstnævnte oplevede vi i Danmark i Aarhus for en del år siden, hvor en ung studerende på et universitetsinstitut skød medstuderende og efterfølgende sig selv. Når noget sådant sker i Danmark, bliver sagen genstand for stor offentlig bevågenhed, og der iværksættes en omfattende politiefterforskning, hvor retslægelig obduktion af de døde er en naturlig og nødvendig opgave for at afdække hændelsesforløbet og dødsårsagen.

Det er noget helt andet, når et menneske dør alt for tidligt, uden at der tilsyneladende ligger en kriminel handling bag, så går dødsfaldet upåagtet hen. Ingen offentlig myndighed kerer sig om dette, ud over at de vil sikre sig, at dødsfaldet registreres, og den døde begraves.

De pårørende efterlades med et stort, uafklaret spørgsmål om, hvorfor deres kære døde så meget for tidligt. Det er, fordi disse dødsfald sjældent bliver gjort til genstand for en obduktion i Danmark. I Danmark dør cirka 55.000 mennesker hvert år, og af disse er der nogle, der dør uden forudgående varsel eller pludseligt og uventet. Ganske få, mindre end fem procent, bliver hvert år obduceret, hvorved den ultimative mulighed for at få afklaret årsagen til døden, og hvad der førte til livets afslutning, mistes.

Der er mange grunde til, at de pårørende ikke får besvaret dette spørgsmål. Det er ikke, fordi lovgivningen stiller sig hindrende i vejen, nej, der er mange andre grunde hertil. Der er uvidenheden om muligheden for en obduktion, og hvad en obduktion kan bidrage med, hvad angår afklaring af dødsårsag og hændelsesforløbet op til dødsfaldet. Dertil kommer de organisatoriske samt økonomiske rammer, der knytter sig til håndteringen af dødsfaldene.

I Danmark skal alle pludselige, uventede dødsfald og dødfundne af lægen anmeldes til politiet, som efter rådgivning fra embedslægen afgør, om der af politimæssige grunde skal foretages obduktion. Det er sjældent, at politiet finder et sådant grundlag, hvorved disse dødsfald og dødsårsagen forbliver uafklaret.

Det er ikke, fordi de pårørende ikke ønsker en obduktion, vel snarere tværtimod, de bliver nemlig spurgt af politiet, om de har noget imod en eventuel obduktion, og har således allerede på forhånd givet tilladelse til en sådan. Familier, der rammes af et uventet dødsfald, uanset om det er efter en kriminel handling eller ej, har en berettiget forventning om at få besvaret spørgsmål om, hvorfor det skete, og hvad årsagen var.

I Danmark findes mange patientforeninger, som støtter patienterne og deres pårørende, mens patienterne er i live, og der er organisationer, der støtter pårørende til efterladte i sorg efter et familiemedlems dødsfald.

Men har disse foreninger også indsigt i eller viden om, hvordan de skal hjælpe de efterladte, hvis de pludselig og uventet mister et nærtstående familiemedlem og ønsker en obduktion for at få afklaret, hvad årsagen til dødens indtræden var, for at de kan finde ro i sindet i tiden efter et dødsfald, og har disse foreninger mon modet til noget sådant?

Annie Vesterby er professor, dr.med. og statsobducent ved institut for retsmedicin på Aarhus Universitet