Værdidebatten fortsætter. Men kommissionen er sat på standby

VÆRDIDEBATTEN kører i højt tempo i disse dage. Mange danskere trænger til at få rusket op i værdierne, så det igen bliver en æressag at klare sig selv. Sådan sagde socialminister Karen Hækkerup (S) i debatten om, hvorvidt kontanthjælpsmodtageren Carina, der er blevet landskendt via SFs socialordfører, Özlem Cekic, kan betragtes som fattig. Og andre ministre er fulgt trop. Vores værdier trænger til en tydeliggørelse.

Det syntes den tidligere regering faktisk også. Derfor nedsatte den i februar Værdikommissionen. Den skulle kortlægge og bidrage til en bred folkelig debat om de værdier, de mennesker, der bor i Danmark, lever på. Et af debatområderne var den enkeltes frihed og det personlige ansvar. Lige nøjagtig det, som Karen Hækkerup har taget op.

Jeg har påtaget mig hvervet som formand for kommissionen. Og arbejdet er gået i gang. Måske har du, kære læser, ikke hørt så meget om det. I så fald kan det skyldes, at vi ved regeringsskiftet er blevet bremset på ubestemt tid! Den nye regering fandt vist ikke arbejdet interessant. Så vi har efter anmodning fra Kulturministeriet indstillet det indtil videre.

Både jeg selv som formand og medlemmerne af kommissionen undrer os i stigende omfang over, hvorfor vi ikke hører mere om, hvad vi nu skal. Vi har igangsat de initiativer, som kommissoriet bad os om. Vi har udarbejdet dilemmaer, som er blevet brugt ved spændende dialogmøder med unge og gamle, etableret en hjemmeside, blogget og begyndt strukturering af vores slutrapportering.

Vi er også gået i gang med lave en videnskabelig analyse, baseret på de statistiske oplysninger, der findes om danskernes værdier (se Små og store forandringer, redigeret af Peter Gundelach 2011). Materialet er allerede lavet i udkast og er meget informativt, og en færdiggørelse af det vil kunne bidrage med ny faktuel viden om vore værdier. Måske kunne vi endda komme så vidt, at vi kan få afdækket, om der er forskel på det, vi siger, og det, vi gør!

Det er meget utilfredsstillende, at vi i Værdikommissionen ikke har fået en officiel afklaring af vores fremtid. Vi har som kommissionsmedlemmer forpligtet os og afsat tid til opgaven. Og udgifterne til honorering af medlemmerne og så videre fortsætter derudad. Man skulle tro, at penge virkelig hænger på regeringens træer.

Så hvorfor ikke tage konsekvensen og bruge de kompetencer, der er etableret? Den seneste tids debat viser klart, at samfundets værdier til stadighed er vigtige at synliggøre, diskutere og holde frem som målestok for det, vi foretager os.

Elisabeth Dons Christensen er formand for Værdikommissionen og biskop over Ribe Stift

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

The Act of Killing - dokumentarfilm

kr. 210,00 Køb

Efterår på Sicilien

kr. 9.598,00 Køb

Pavarotti deluxe boks

kr. 699,00 Køb

Mozart - Argerich og Abbado

kr. 129,00 Køb

TILGIVELSENS BOG

kr. 249,00 Køb

HJERTET HAR ALTID DET SIDSTE ORD

kr. 249,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.