Jeg finder anledning til her at videreformidle de tanker, som jeg over søndagskaffen fik, da historierne om en eks-PET-chefs bog kom rullende over mediebilledet. Især finder jeg anledning til at kommentere et for mig centralt hjørne i den sag, som slet intet fokus har.
Jeg vil undlade at kloge meget i det med, at københavner-avisen Politiken, som vi nærmest slet ikke kan købe i kioskerne i den del af landet, hvor jeg bor, søndag vist har ladet bogen trykke, vist ifølge avisens udsagn som en protestreaktion. Vi må jo forstå, at det ikke er for at promovere personer fra avisen. Hverken den nye i Tøger Seidenfadens job på bladet og ej heller den journalist fra bladet, som vist har skrevet den bog. Det ville da ellers være helt legitime årsager.
Når PET ikke ønsker bogen ud, og Københavns Byret forbyder det, bør det dog også i år 2016 give anledning til både tanker og respekt herom. Sådan er jeg nu engang skruet sammen. Det der med, at man i et demokrati respekterer det, som flertal og retsinstanser kommer frem til, fylder noget hos mig.
De to instanser, PET og byretten, har jeg bare mere tillid til end københavner-avisen og for øvrigt også Ekstra Bladet, som vist også skriver om det.
Det virker let at forstå, at en journalist ser en faglig oprigtig interesse for at lave en sådan bog. Det må være i generne på journalisten. Fair nok.
Jeg har ikke læst noget fra den bog. Og kommer næppe ej heller til det. Men. Til det oversete og for mig helt centrale, som trænger sig på.
For burde man ikke interessere sig for, hvorfor en tidligere PET-chef overhovedet går ind i et projekt om at skrive en bog om sig selv? En tidligere ansat i et af landets mest betroede jobs. Et højt estimeret offentligt job med en selvfølgelighed omkring fortrolighed.
Vi taler om jobbet som chef for Politiets Efterretningstjeneste. Et bredt anerkendt job med en helt nødvendig og legitim stor grad af lukkethed omkring. Antageligvis også et vellønnet job.
Bør der ikke følge en selvfølgelighed om langvarig fortrolighed med, allerede ved ansættelsen? Hvorfor kommer vi som samfund overhovedet i en situation med en sådan bog fra manden med adgang til dybt fortrolige statshemmeligheder gennem syv år?
Motiverne bag bogen er i min optik hen over formiddagskaffen rent egoistiske og ikke en tidligere PET-chef værdig. Og glem for en stund flosklerne om ytringsfrihed. For vel har vi ytringsfrihed. Vi har altså også et begreb, som hedder tavshedspligt.
Motiverne kan kun være personlige eller økonomisk bestemt. Eller nå ja – handle om mandepotens. Se, hvad jeg kan – (undskyld ligestillingsminister). Alle tre motiver burde være inden for det, man fraskriver sig retten til, når man tager sådan et job.
Hvis den tidligere PET-chef personligt har behov for forsider, berømmelse, økonomisk ekstra-afkast gennem det gamle job eller lider af behov for afløb for noget mindreværd, burde manden aldrig have søgt eller fået det job.
Så skulle manden da have overvejet at søge et job på Det Kongelige Teater i stedet for.
Lars Krarup (V) er borgmester i Herning