Vågn op, grundtvigske - kirke og kristendom er ved at blive kørt ud på et sidespor

For den dominerende skole-grundtvigianisme er hovedpunktet, at mennesket ikke er underlagt noget syndefald, og mennesket ikke er ondt og syndigt. ”Ædelt er mennesket”, er faktisk første, anden og tredje trosartikel i skole-grundtvigianernes trosbekendelse, skriver Jens Brun

N.F.S. Grundvig, (1783-1872) statue i Vartovs gård i København.
N.F.S. Grundvig, (1783-1872) statue i Vartovs gård i København. . Foto: Brian Bergmann.

Grundtvig har en ond ånd. Han hedder Irenæus, kirkefaderen fra det 2. århundrede.

Han er Grundtvigs onde ånd, fordi Irenæus fornægter, at historien i Første Mosebog om Adam, Eva og kundskabens træ handler om et syndefald.

Der er ifølge Irenæus ikke tale om, at mennesket af Djævelen forledes til at gøre oprør mod Gud og aktivt bekæmpe Guds vilje til fordel for sin egen.

Fortællingen handler højest om et lille fejltrin, der afstedkommer en midlertidig lammelse af mennesket, en lammelse, som hurtigt ophæves, da Kristus kommer med evangeliet om Gudsriget.

Grundtvig er stærkt influeret af Irenæus i den tid, hvor hans højskoletanker bliver til.

Er mennesket ikke syndigt i den lutherske bekendelses forstand, men er der kun tale om en vis lammelse, så ophæves denne lammelse ved at tage menneskebørnene ind på skolebænken og fortælle dem nogle oplivende myter, så de bliver glade og muntre solskinsmennesker.

Efterhånden som Grundtvig gribes af sine skoletankers succes, deles han selv og hans bevægelse i to:

En kirke-Grundtvig, der digter og prædiker på den gamle tro, og en skole-Grundtvig, som holder skole på et nærmest humanistisk grundlag som i oplysningstiden, tilsat lidt grundtvigsk jovialitet og med et meget perifert og uklart forhold til luthersk kristendom.

Dér står grundtvigianismen i dag, delt mellem kirkefolk og skolefolk. Engang var denne deling i og for sig et frugtbart miljø, hvor man kunne diskutere og udfordre hinandens standpunkter.

Sådan er det ikke mere, for skole-grundtvigianerne er nu blevet så dominerende, at kirke og kristendom er ved at blive kørt ud på et sidespor i den grundtvigske bevægelse.

For den dominerende skole-grundtvigianisme er hovedpunktet netop, at mennesket ikke er underlagt noget syndefald, og mennesket ikke er ondt og syndigt. For skole-grundtvigianismen er det helt afgørende, at der ikke må kunne rettes den mindste mistanke mod menneskenaturen.

”Ædelt er mennesket”, det er første, anden og tredje trosartikel i skole-grundtvigianernes trosbekendelse.

Denne tyrkertro på menneskenaturens godhed betyder så, at grundtvigianerne ikke sætter deres grundtvigske holdninger og meninger på spil i forhold til ideologier og magter, der truer frihed og samfund.

Gjorde man det, ville man jo skulle kalde noget for ondt og skadeligt og undertrykkende, og sådan er mennesker jo ikke – ifølge grundtvigianerne!

Derfor ser vi i tidens løb en nærmest larmende, grundtvigsk tavshed i forhold til totalitære magters trussel mod samfundet.

Der var ikke mange grundtvigske præster og skolefolk, der talte mod de totalitære regimer i 1930’erne, og da atomtruslen fra det kommunistiske Sovjetunionen var på sit højeste i 1960’erne, udtalte en grundtvigsk højskoleforstander i Askov, at USA’s atomvåben da var en betydelig større trussel mod menneskeheden end Sovjets!

Så er man så dejligt fri for at tage stilling i den konkrete politik og kan i stedet sole sig i grundtvigsk positur!

Der er bestemt heller ingen grundtvigsk stemme i debatten om, hvad vi i dag gør i forhold til islams ekstremistiske udformning, islamismen.

Grundtvigianerne indskrænker sig til at tænde lys og lægge tøjbamser foran ambassaderne. Menneskenaturen er jo god – så vi må endelig passe på ikke at foretage for voldsomme tiltag mod dem, der bruger vold.

De grundtvigske kerneord som for eksempel ”frisind” er i dag blevet undskyldninger for intet at gøre og vende ryggen til.

Så må andre gøre det daglige, nødvendige arbejde for at sikre folkets frihed og ret til selvbestemmelse. Grundtvigianerne er et meget radikaliseret segment i den danske befolkning i dag, radikaliseret i strudsetaktik:

Vi stikker hovedet i busken, nægter, at terroristen findes og håber, at han så vil tage os til nåde og ikke ramme os med sine bomber.

Grundtvigianerne i dag er som tjeneren i Jesu lignelse, der fik et talent betroet. Og af angst for at sætte det over styr, gravede han det ned i jorden, så han kunne grave det op igen, når hans herre kom tilbage.

Nu forventer den moderne grundtvigianer jo ikke noget så mytologisk som Herrens genkomst, men man lader med flid talentet, arven fra Grundtvig, forblive begravet. Den skulle nødigt besudles.

Den del af arven, som folkekirken er, vil man heller ikke forsvare.

Grundtvigske kirkefolk ønsker sikkert at bevare folkekirken og det nuværende forhold mellem stat og kirke, men skolefolkene har kun foragt til overs for folkekirken og dens levebrødspræster, og skolefolkene sætter den grundtvigske dagsorden i dag.

Vi må nu tage arven fra Grundtvig op til revision.

Hvordan er egentlig Grundtvigs forhold til den lutherske kristendomsforståelse?

Mener grundtvigianerne virkelig, at historien leverer beviset for rigtigheden af deres guddommeliggørelse af menneskenaturen? Det første grundtvigske slægtled – Morten Pontoppidan, Valdemar Brücker, Jakob Knudsen – gik i åben slagudveksling med datidens ateister og brandesianere.

Hvordan får vi bragt den grundtvigske arv ind i den debat i dag, hvor grundtvigianerne synes at søge med lys og lygte efter argumenter, der sætter dem i stand til at alliere sig med ateisterne – imod de gammeltroende, som for eksempel når det gælder troen på kødets opstandelse?

Vil grundtvigianerne med til reformationsjubilæum til næste år eller holde deres eget årsmøde med de sørgelige rester af Det Radikale Venstre?

Og hvornår begynder de at indse, at de to ting er alternativer? Lad os nu få arven, det grundtvigske talent, gravet op igen og udmøntet i ord til tiden og kamp for fædrelandet.

Jens Brun er sognepræst i Gug ved Aalborg og tidligere formand for Grundtvigsk Forum