DET VAR EN DEL AF min barndoms sikre ritualer at stå i kø til sukkerknald med poliovaccine på den kæmpestore kommuneskole, som jeg gik på. Eller komme op til huslægeparret og blive vaccineret og få et maltbolsje som belønning – noget, der må have stridt mod lægeparrets ellers meget nøjsomme livsstil. Men selv de var overbevist om, at det skulle være en god oplevelse at få sin vaccination og dermed gøre sin del af indsatsen for at beskytte mod sygdomme.
For det var jo allerede tidligt det, jeg gjorde. Gennem mine forældres omsorg kom jeg med i en stor folkelig indsats mod alvorlige, livs- og førlighedstruende sygdomme som kopper, polio og tuberkulose. Jeg har været med til udrydde kopper…
Da min mand og jeg fik børn, gik vi troligt til lægen med alle fire, og vores børn fik alle vaccinationer. Ikke altid lige skønt at skulle klare dage med et småfebrilt barn efter nogle af vaccinationerne – men alternativet har altid forekommet mig langt værre. Altså det alternativ, at barnet kunne blive alvorligt skadet af en sygdom som for eksempel mæslinger, eller de kunne smitte uvaccinerede, der ikke ville kunne tåle sygdommen.
Det andet alternativ, der fremhæves af nogle, at vaccination i sig selv i udbredt omfang er forbundet med skade, det har ikke overbevist mig – hverken dengang eller nu.
Jeg kan godt huske, hvordan det var at forsøge at finde smittekæder til røde hunde (til vores ældste datter) og fåresyge (til vores søn). Det var jo ikke en sikker procedure, og jeg var lettet, da der kom mulighed for at beskytte de næste mod sygdomme, der kunne få konsekvens for deres muligheder for at få børn – ligesom mareridtet med de to første som mæslingebørn gudskelov ikke skulle gentage sig.
Men selvfølgelig er der grund til at være opmærksom på, om vacciner er fremstillet ordentligt, om der er risici forbundet med tilsætningsstoffer, eller mangel på tilsætningsstoffer, om industrien arbejder etisk forsvarligt med udvikling, produktion og salg. Altid. Disse forhold skal kontrolleres gennem uafhængig forskning i vacciner, programmer, dækning, bivirkninger, risici, opslutning. Ligesom al anden medicin skal overvåges, og markedsføring reguleres.
FOR MIG AT SE handler diskussionen om vaccination eller ej om solidaritet. En bred, solidarisk folkelig indsats, hvor vi beskytter egne og i nok så høj grad hinandens børn mod sygdomme.
Ja, familier kan muligvis godt klare at få deres sunde, stærke og raske børn stort set uskadt gennem en række infektioner. Men de samme familier skal efter min opfattelse være med til at beskytte alle børn. Fuldstændig ligesom enhver voksen er forpligtet til at forsøge at forhindre enhver fireårig i at løbe ud på gaden og blive kørt over – familie eller ej.
Hvad skal der så til for at få en bred opslutning om vaccinationsprogrammer? Tvang? Nej, mit svar her ville være det samme som i en række andre tilfælde, hvor mennesker vælger noget, som flertallet anser for skadeligt eller forkasteligt: dialog.
Dialog med forældre, der er overbevist om, at deres børn ikke skal vaccineres, er afgørende vigtig. Med oplysning om, at det ikke kun handler om deres eget barn. Deres barn kan blive en del af den sygdomskæde, der smitter et barn, som på grund af sit helbred ikke har kunnet blive vaccineret.
Og se så at få fart under åben, gennemsigtig kommunikation på et langt højere plan end antivaccinationslobbyen (ikke svært) med brug af de sociale medier. Det handler om et fælles ansvar for vores sundhed.
Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk, medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo