Vær på og del alt med alle hele tiden: Er vi blevet Facebook-narkomaner?

Illustration: Søren Mosdal

Jeg kender masser af mennesker, jeg sætter højt og respekterer, som bruger uendelig med tid på Facebook og dermed deler alt med alle.
Peter Olesen

Når man ikke kan fungere i dagligdagen uden at delagtiggøre alle i hvad som helst på Facebook, minder det mig om misbrug på linje med alkoholisme, narkomani og ludomani, skriver Peter Olesen

Hvad gjorde vi dog, før vi blev velsignet med den ejendommelige nyskabelse Facebook?

Hvis man fik et kys af sin kæreste eller ægtefælle, hvis kæresten eller ægtefællen slog, børnene røg hash, eller familiemedlemmer gik nøgne rundt i boligen - tog man så billeder af det og hængte dem ud på et banner på husets facade? Eller lavede et opslag om de helt private hændelser nede på opslagstavlen i Brugsen?

Jeg tvivler. Man viste det måske til sin bedste ven eller veninde og fortalte om det til sine mest fortrolige. Men ligefrem bede om at få det helt private i Se og Hør, det er det da endnu kun stadig de færreste, der gør.

Men nu om dage skal alt ud i al offentlighed. Nu kan man ikke have bagt en bolle, uden at alle skal se, hvor nydelig den er. Alt, også det mest intime, skal af alt for mange deles med hundredvis af mennesker, måske endnu flere.

De unge mennesker er begyndt at få kvababbelser med de fotos af sig selv, ofte ganske intime, de er kommet til at lægge på nettet, eller som andre har lagt på. Ofte optakt til det rene mobberi. Etikken i brug af fotos på Facebook er nu heldigvis blevet et emne for skolerne, og flere unge tænker sig nu om en ekstra gang, før de lægger hvad som helst ud på nettet.

Jeg er ikke selv på Facebook, og min fantasi rækker ikke til, at jeg nogensinde skulle komme det. Hvad skal jeg dog der? Jeg bruger i forvejen rigeligt med tid på min iPad og computer. Og de mange venner, jeg er velsignet med, dem skylder jeg selvfølgelig også at have en eller anden form for kvalitetstid sammen med.

Det vil sige kontakt gennem de efterhånden sjældne breve, mails, telefon eller egentlige sammenkomster. Min tid rækker ganske enkelt ikke til mere. Og mit behov for at dele alt med alle er ikke eksisterende.

Men jeg kender masser af mennesker, jeg sætter højt og respekterer, som bruger uendelig med tid på Facebook og dermed deler alt med alle. Jeg fatter det ikke, men behøver vel heller ikke kere mig om det, medmindre jeg selv bliver involveret i det, de lægger ud.

Hvorfor skal en frokost hos mig, en fest, jeg holder helt privat, et tilfældigt møde ved en konference eller et lige så tilfældigt møde på gaden straks foreviges og med det samme lægges ud på nettet til deling med alt og alle?

I starten har jeg bare set undrende til og tænkt: Nå ja, hvad pokker. Men nu er jeg begyndt at stritte kraftigt imod og vil ganske enkelt ikke involveres i det der utiltalende brud på det private.

Misbrug af Facebook med delagtiggørelse af alt og alle om hvad som helst minder mig om misbrug af andre alvorlige ting. Nemlig alkoholisme, narkomani og ludomani. Man bliver besat af det og kan pludselig slet ikke fungere uden hele tiden at være på og dele og dele.

Visse personer kan man slet ikke få øjenkontakt med mere, fordi koncentrationen hele tiden drejer sig om de andre, der ikke er til stede, og ikke om den eller de, man reelt og fysisk er sammen med.

Det kan rent ud sagt være møgirriterende. Og jeg har besluttet at turde sige til folk, at i mit hjem ryger man ikke, og der taler vi sammen og ser på hinanden og ikke via nettet.

Altså sluk din iPhone, og vær venligst til stede, mens du er der. Eller allerhelst: Læg den fra dig udenfor. Nu drejer det sig om kvalitetstid og ikke om det modsatte. Glem besættelsen for en stund og oplev selv at være til stede uden at være alle andre steder samtidig.

Jeg har hørt om områder, hvor der nu er indført direkte forbud mod at anvende mobiltelefonen til at tage billeder med. Kan man for eksempel tillade sig at sidde på en restaurant, hvor man får øje på en kendt person, tager et billede og lægger det på nettet? Nej, selvfølgelig ikke. Og da slet ikke uden at spørge. Og hvem kunne i øvrigt finde på det?

Tænk, hvis personen er ude med en, som ægtefællen helst ikke skal vide, at man er ude med. Også i swingerklubber og andre beslægtede foretagender har jeg hørt, at man nu direkte skilter med, at her er det strengt forbudt at fotografere andre i aktion eller bare fotografere dem på stedet.

Jeg læser ikke Se og Hør, men så engang et eksemplar af bladet, hvor de havde en spalte a la ”Spottet i nattelivet”, og her kunne man så læse, hvilke kendisser der kom her og der og med hvem. Med i bladet uden at være blevet spurgt og måske på et sted, hvor de helst ikke ville ses.

Skal vi nu til at gå og være bekymrede for ikke kun den slags blade, men også alle mulige andre amatørfotografer med fotograferende mobiltelefoner og rigtig skidt etik? I hvert fald folk, der glemmer at tænke sig om og ikke er bevidst om deres nye afhængighed: at være på og hele tiden dele alt med hvem som helst. Jeg får kvalme og siger fra.

Og tror ikke, jeg er ene om det.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen