Anders Fogh: Vi bør ikke lade os narre af Kremls spindoktorer

Konflikten i Ukraine handler ikke om Ukraine og heller ikke om Rusland eller sågar om Nato. Den handler om demokrati, og Vesten bør reagere i overensstemmelse hermed, skriver Anders Fogh Rasmussen, tidligere generalsekretær for Nato

"Konflikten i Ukraine handler ikke om Ukraine og heller ikke om Rusland eller sågar om Nato. Den handler om demokrati, og Vesten bør reagere i overensstemmelse hermed," siger Anders Fogh Rasmussen.
"Konflikten i Ukraine handler ikke om Ukraine og heller ikke om Rusland eller sågar om Nato. Den handler om demokrati, og Vesten bør reagere i overensstemmelse hermed," siger Anders Fogh Rasmussen. Foto: Sofie Amalie Klougart/Information.

RUSSISKE MYNDIGHEDER truede for kort tid siden med at rette atommissiler mod danske krigsskibe, hvis Danmark går med i Natos missilforsvarssystem. Truslen var naturligvis skandaløs og rettet mod et land, som ingen hensigter har om at angribe Rusland.

Samtidig afspejler den en mere fundamental faktor i Kremls udenrigspolitik: Man er desperat efter at fastholde Ruslands strategiske indflydelse i en tid med hidtil usete udfordringer af landets autoritet.

Naturligvis ved de russiske ledere meget vel, at Natos missilforsvarssystem ikke er rettet mod dem. Da jeg tjente som Natos generalsekretær fra 2009 til 2014, understregede vi igen og igen, at formålet var at forsvare alliancens medlemmer mod trusler fra områder uden for Europa og atlanterhavslandene. Enhver med blot en basal viden om russiske kernekompetencer som fysik og ingeniørarbejde kan se, at systemet er udformet til netop dette.

Ruslands atomtrusler mod Danmark og andre er kendetegnende for et svagt land i økonomisk, demografisk og politisk forfald. Nato har ikke aggressivt gjort Rusland til et offer, sådan som Kreml-propagandaen påstår det. Den aktuelle konflikt mellem Rusland og Vesten med Ukraine-krisen i centrum er i bund og grund et værdisammenstød.

Tænk blot på, hvordan Ukraine-konflikten begyndte: Titusindvis af ukrainske borgere fra alle lag i samfundet krævede i overvejende fredelige demonstrationer en associationsaftale med EU. Ingen opfordrede til en pogrom mod landets russisktalende, sådan som Kreml påstod. Og Nato-medlemskab indgik ikke i aftalen.

Det afholdt dog ikke Rusland fra omgående at reagere bidsk. Længe før volden opslugte protesterne, begyndte russiske embedsmænd at beskylde demonstranterne for at være nynazister og ekstremister og provokatører. Så snart Ukraines daværende præsident, Viktor Janukovitsj, flygtede fra Kiev, begyndte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at orkestrere en annektering af Krim-halvøen.

Der var ikke tale om nogen grov krænkelse af international ret; endvidere stod det i direkte modstrid med Ruslands gentagne ord om, at intet land har lov til at sikre sin egen sikkerhed på bekostning af et andet. Protest-demonstrationerne i Ukraine var vendt mod landets egen regering og ikke mod Ruslands. Faktisk er forestillingen om, at Ukraine skulle kunne udgøre en militær trussel mod Rusland intet mindre end absurd. Selv hvis Ukraine havde været medlem af Nato, ville et angreb på Rusland være et absurd scenarie, eftersom det ikke ville tjene nogen af de allieredes interesser.

FOR RUSLAND VAR truslen fra de ukrainske protester af eksistentiel karakter. Med deres krav om forandring, frihed og demokrati på tærsklen til Rusland udfordrede de Putins model om ”eneherskerdemokrati”, hvori præsidenten udrydder al modstand, begrænser pressefriheden og siden fortæller borgerne, at det står dem frit for at vælge deres ledere. Kreml frygtede, at hvis ukrainerne fik det, de var ude efter, kunne russerne blive inspireret til at følge deres eksempel.

Det er derfor, det har været de russiske ledere så meget om at gøre at stemple Ukraines ledere som antirussiske fascister. Det er af samme grund, at russiske ledere i årevis har fremstillet de baltiske lande som dysfunktionelle undertrykkere af deres russisktalende medborgere. Og det er derfor, de nu fremstiller EU som dekadent og amoralsk og korrupt.

Kreml forsøger desperat at overbevise sin egen befolkning om, at det liberale demokrati er en skidt ting, og at de lever godt under Putin. Det rækker ikke med at sprede skadelige løgne hjemme i Rusland. Det er også nødvendigt at lægge kimen til vold og ustabilitet i nabolandene.

I lyset af dette massive russiske propaganda-angreb er Vesten nødt til fortsat at bistå Ukraine ligesom også Georgien og Nato-lande som Estland, Letland og Litauen. Trods al den lidelse, vi vil skabe dermed, er vi nødt til at fortsætte - og om nødvendigt forværre - sanktionerne mod Rusland og styrke Natos frontlinje. Og vi må indse, at vi måske omsider må betale en pris for at forsvare os.

Vestens største styrke er demokratiet; det er det, som har sat os i stand til at sikre freden for to generationer af borgere og gøre en ende på det kommunistiske styre i Europa så godt som uden skudløsning. Skønt det liberale demokrati langtfra er perfekt, er det fortsat det bedste forsvar mod ekstremisme og intolerance - og bedst i stand til at bibringe menneskelige fremskridt.

Hvis Vesten tillader Rusland at angribe nabolandene, blot fordi de kan tænkes at inspirere den russiske befolkning til selv at efterstræbe reformer, vil det sende et budskab om, at de demokratiske værdier ikke er værd at forsvare. Det vil underminere Vestens rolle som model for velstand og frihed, som samfund verden over håber på at lægge sig efter. Og det vil ikke blot fratage Vesten den sidste rest af moralsk myndighed, men også fjerne meningen med Nato.

En sådan tilgang ville udsætte Vesten for angreb fra Putin og andre angrebslystne aktører. Og det ville være et slag i ansigtet på alle de modige mænd og kvinder kloden rundt, der sætter livet på spil hver dag i deres stræben efter frihed og demokrati.

Vi bør ikke lade os narre af Kremls spindoktorer. Konflikten i Ukraine handler ikke om Ukraine og heller ikke om Rusland eller sågar om Nato. Den handler om demokrati, og Vesten bør reagere i overensstemmelse hermed.

Anders Fogh Rasmussen er tidligere dansk statsminister og forhenværende generalsekretær for Nato. Han er i dag formand for Rasmussen Global.