KRISTELIGT DAGBLAD åbnede valgkampen i torsdags med at pege på to kirkepolitiske muligheder. Enten status quo. Eller adskillelse af stat og kirke.
Dermed overså Kristeligt Dagblad den tredje mulighed. Den indlysende mulighed, Grundloven foreslår. Nemlig en folkekirke, der er understøttet af staten. Ikke en statskirke, drevet af staten, så kirkeministeren må se sig selv i spejlet for at få nogen at tale med, når kirkens anliggender skal ordnes. Og heller ikke en frikirke, der kan sætte sin egen politiske og retlige dagsorden. For eksempel ved igen at forbyde kvindelige præster eller bekymre sig om præsters seksualitet. Men en folkekirke, der i hele sin kirkelighed er understøttet af staten og derfor også drives inden for statens retlige rammer blandt andet gennem det sæt af frihedsordninger, der har været med til at fastholde denne model.
Der mangler blot noget for at nå Grundlovens model. En klargøring af, hvem det er, kirkeministeren skal tale med i stedet for at se sig selv i spejlet. Men det er måske en bispekirke, vi helst vil have det er i hvert fald blevet praksis.
Emnerne? Jan Lindhardts præsteuddannelsesidé. Opkrævning og anvendelse af landskirkeskatten. Kirkemusikskolerne. Salme- og ritualbøger. Aftaler med de andre trossamfund og standardkriterier for priser for begravelse for ikke-folkekirkemedlemmer. Samt brugen af det statslige tilskud, så det ikke opleves som anvendelse af ateisters og baptisters statsskat til en anden religion end deres egen. De andre trossamfund blev nemlig lige så beklageligt overset i samme runde. Der er ellers også nok at tage fat på for at bringe religionspolitikken i overensstemmelse med Grundloven. Danske kirkers råd har lige afleveret et katalog med alle småtingene det, der bare kan gøres. Og samtidig har de foreslået, at de større ting, dem kunne man tale om i fællesskab.
Hvorfor fokusere på adskillelse af stat og kirke? Eller fortsat sammenblanding af stat og kirke? Hvorfor ikke gennemføre Grundloven?
Lisbet Christoffersen er lektor og ph.d. ved Københavns Universitet