Krige og konflikter får i disse måneder tusinder af flygtninge til at strømme til Europa, og aldrig før har de 28 lande i EU stået over for en folkevandring som den, der foregår lige nu.
Herhjemme sætter indkvarteringen af de mange krigsofre landets kommuner under stort pres, og flere borgmestre har appelleret til private om hjælp med at skaffe tag over hovedet til flygtningene. Som den radikale borgmester i Rebild, Leon Sebbelin, fremhævede, har de store flygtningestrømme skabt en helt speciel situation, som alle skal være med til at løse.
Frivillige er strømmet til for at sikre en værdig modtagelse af de mange hundrede flygtninge, der er havnet i en ulykkelig situation og lige nu krydser de danske grænser.
Et hylekor vil himle op om selvfedme, hattedamer og godhedsindustri. Også hverdagsracisme, fremmedhad og intolerance gennemsyrer udlændingedebatten.
Fygende fordomme sniger sig ind i alle samfundslag og i alle kroge af det ganske land, hvor solidaritet og tolerance står for skud. Al anstændighed og socialt ansvar forflygtiges med retorik, der fænger, og forslag, der flytter stemmer.
Den konservative Brian Mikkelsen understregede engang, at en middelalderlig muslimsk kultur aldrig bliver lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, ”der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk.”
For få uger siden kunne TV 2's hjemmeside under overskriften ”DF vil oprette danskdrevne flygtningelejre i Marokko” fortælle, at Dansk Folkeparti vil anmode regeringen om at indlede drøftelser med Marokko om at få tilladelse til at oprette flygtningelejre i landet.
Ifølge TV 2 lød meldingen fra Dansk Folkepartis næstformand og udenrigsordfører, Søren Espersen: ” Vores første ønske var at få indført den australske model, hvor man fortæller flygtninge, specielt de illegale indvandrere, at de ikke har en fremtid i Europa. Det har man ikke ønsket fra europæisk side, og så må vi jo gøre det selv fra dansk side.”
Tillad mig at citere Herbert Pundik, der under besættelsen i 1943 flygtede med sin familie over Øresund til Sverige på grund af jødeforfølgelserne. I Søndags-Politiken fortalte han om mødet i nattens mulm og mørke mellem en svensk patruljebåd og de chokerede flygtninge: ”... råbet 'Välkomna till Sverige'. De ord har fæstnet sig i sindet for altid i dyb taknemmelighed.”
Dengang passede de forfulgte jøder ikke ind i Hitlers nazistiske tusindårsrige, og ofrene var alle dem, der var anderledes, dem, der skilte sig ud, de fremmede, dem, der ikke hørte hjemme. For nazisterne var det os - eller dem.
Historisk set opererede Adolf Hitler i slutningen af 30'erne længe med det såkaldte Madagaskar-projekt, hvor godt fire millioner europæiske jøder, også de danske, skulle deporteres til øen Madagaskar ud for Afrikas østkyst. En million jøder skulle deporteres om året i fire år.
Nazisterne opgav dog senere planen om at få jøderne sendt til Afrika, og et ufatteligt inferno af barbari uden sidestykke i verdenshistorien fulgte med ghettoer, kz-lejre og udryddelsesfabrikker, der myrdede løs.
Louis Bülow er freelanceskribent, redaktør af flere antiracistiske hjemmesider og bosat i Aarhus