”Kan man beslutte sig for, om man vil være mand eller kvinde?”. Sådan spørger biskop Steen Skovsgaard i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 29. april.
Spørgsmålet er øjensynligt opstået, da Steen Skovsgaard læste om de gudstjenester, vi har fejret i Enghave Kirke med Vesterbro Sogns Børnekor og sanger og drag Ramona Macho. Gudstjenesterne har sat fokus på køn, men Steen Skovsgaard læste det i første omgang som bøn, for kristendom og bøn hører sammen, det er han vant til.
Vanetænkning er rart og trygt for nogle, mens det for andre er ulykkeligt og undertrykkende. Det gælder også, når køn bliver genstand for vanetænkningens begrænsning af menneskers mulighed for at udfolde deres liv.
Steen Skovsgaard mener dog, at et opgør med vanetænkningen er for stort et pres for os mennesker, når køn gøres til et spørgsmål om valg.
Der er ingen tvivl om, at kønsskifte, om det er juridisk eller fysisk, er forbundet med mange overvejelser og for manges vedkommende stor smerte. Den smerte kan kun blive mindre, hvis vi som samfund muliggør, at mennesker bliver anerkendt som det køn, de føler, de er. Derimod kan det kun forøge smerten, hvis det er vanetænkningen, der fortæller os, hvordan det hænger sammen med vores køn.
Spørgsmålet om køn bunder i forestillingen som en særlig skabelsesorden. Det er en forestilling, der gennem kirkens historie har sat manden over kvinden, den heteroseksuelle over den homoseksuelle og den ciskønnede over transpersonen. Det tror jeg ikke, er Steen Skovs-gaards hensigt, men det er, hvad vanetænkningen fører med sig.
I skabelsesberetningen står der: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” Først skabes altså mennesket i Guds billede, dernæst skabes kønnene. Skabelsen af mennesket i Guds billede går altså forud for skabelsen af mennesket som mand og kvinde.
Det gør også Paulus opmærksom på, når han i sit brev til Galaterne 3, 27-28 skriver:
”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.”
Det er gudbilledligheden, som er vores fælles udgangspunkt, og som skal være i centrum. Det betyder ikke, at vi bliver kønsløse mennesker, men det betyder at vores kønsforskelle ikke må få nogen afgørende betydning i det kristne fællesskab. Det betyder også, at vi ikke kan tillade os at sætte spørgsmålstegn ved menneskers valg af køn, både når det gælder biologisk og kulturel køn. Alle er vi lige for Gud. Vi er alle én i Kristus Jesus.
Er det sådan, vi betragter mennesket skabelsesteologisk, ja, så er det en skabelsens velsignelse, vi kan leve med og skal værne om som skabninger. Værne om Guds smukke og mangfoldige skaberværk. Og det gør vi med loven om juridisk kønsskifte. Derfor er det en god lov!
Det er Steen Skovsgaard uenig med mig i. Det skal han have lov til at være. Men jeg forstår ikke hans afsluttende citat af forfatteren Peter Høgh, der sammenligner Conchita Wursts sejr ved Melodi Grand Prix 2014 med den folkestemning, der var med til at udløse Anden Verdenskrig. Det er en uforståelig og vanvittig sammenligning.
Og jeg håber da virkelig ikke, at Steen Skovsgaard mener, at loven om juridisk kønsskifte kan føre et sammenbrud med sig, som kan sammenlignes med det sammenbrud, vi så under Anden Verdenskrig. I så fald lyder der ikke en stille hvisken, men en voldsom storm af ubehag i mit sind.
Viggo Julsgaard Jensen, sognepræst i Enghave kirke, Vesterbro Sogn, Sønder Boulevard 114, 1. tv., København V