Var den nu 10 år gamle kulturkanon en succes?

Kulturminister Bertel Haarder (V) vil have kanontanken i spil igen. Det sker, 10 år efter at den daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) lancerede kulturkanonen. Den skabte en god debat om danskhed, mener Brian Mikkelsen i dag, men den havde slet ikke nok gennemslagskraft, mener litteraturprofessor Anne-Marie Mai

Litteraturprofessor Anne-Marie Mai og tidligere kulturminister Brian Mikkensen (K).
Litteraturprofessor Anne-Marie Mai og tidligere kulturminister Brian Mikkensen (K). Foto: Scanpix.

Ja, mener Brian Mikkelsen, medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti og forhenværende minister

Ja, helt klart.

Hovedformålet med kanonen var at få en debat om, hvad danskhed, dansk identitet og dansk kultur var for en størrelse i en tid, hvor dansk kultur var presset af globalisering og indvandring.

Og sådan er det jo stadig. Derfor har jeg også bakket op om, at Bertel Haarder nu igen vil have kanontanken i spil. For det er mindst lige så relevant i dag som for 10 år siden, hvor kanontanken gjorde lige det, den skulle.

Der blev skabt en kæmpe debat om, hvad danskhed er. Stort set alle aviser skrev om det dengang, og bogen med de udvalgte værker blev jo også en bestseller, der blev solgt i 150.000 eksemplarer, så rigtig mange danskere kunne gå på opdagelse i de værker, der var blevet valgt ud inden for litteratur, arkitektur, scenekunst, musik, design, film og billedkunst. Det var jo heller ikke tænkt som en facitliste, men som et bud på, hvad vi kan samles om som danskere.

Det var ikke mit eget bud, men de syv forskellige udvalgs bud på, hvad vi er særligt dannet af som samfund. Og jeg benyttede selv lejligheden til at gå på opdagelse i den kulturarv, som kanonen repræsenterer.

Men er den blevet brugt nok siden?

Vi fik en debat om, hvilke værker dansk kultur bygger på. Og det var vigtigt, men jeg synes, at man svigtede lidt på undervisningsområdet i forhold til at følge kanontanken op dengang, hvor mange børn gik glip af nogle muligheder for at gå på opdagelse i dansk kultur. Og det kan man måske lære af nu, hvor Bertel Haarder tager fat i kanontanken igen.

Kulturkanonen har fået kritik for at være for nationalistisk og selvomsluttende ved kun at fokusere på danske værker uden at vise, at dansk kultur bygger på international inspiration. Var det en fejl?

Nej, for det var netop en kanon over dansk kultur, men flere steder blev det da nævnt, hvordan danske værker var blevet til under indflydelse af udenlandsk inspiration. Og vi havde for eksempel også Utzons operahus i Sidney med, selvom der var tale om en dansk kanon. Og man behøver jo heller ikke at blive selvomsluttende, fordi man kender sin egen arv. Tværtimod mener jeg faktisk, at kendskab til ens egen kultur er fundamentet for at kunne åbne sig mod verden.

For hvis man ikke kender sig selv, bliver man skræmt, når man møder andre kulturer. Og de mest navlepillende mennesker, der findes, er derfor også dem, der ikke kender deres egen kulturelle baggrund og historie.

Vi er en lille sprogstamme, og vi må holde fast i vores egen kultur, før vi kan tage imod folk fra andre lande. Kun hvis vi ved, hvem vi selv er, er vi stand til at åbne os mod fremmede. Ellers vælter vi bare omkuld. Men kendskab til egen kultur er netop vejen til at blive åben og international. Samtidig kan kulturkanonen så også stadig bruges som en introduktion af dansk kultur for dem, der kommer til os.

Andre kritiserede kanonen for at have en skæv kønsfordeling“

Ja, men det synes jeg var lidt en pseudodiskussion, der tog fokus fra det væsentlige spørgsmål om, hvad dansk kultur er for en størrelse. Og det væsentligste var en diskussion af det - og så selvfølgelig at give folk den kulturelle og æstetiske nydelse af at gå på opdagelse i nogle af de fantastiske værker, der har været med til at gøre dansk til dansk.

Nej, mener Anne-Marie Mai, lic.phil., mag.art. og litteraturprofessor ved Syddansk Universitet

Nej, jeg vil ikke kalde det en bragende succes. Kulturkanonen var en kulturbegivenhed, der rejste noget debat, men der skete også det, at den hurtigt forsvandt igen. Man skulle have stillet materialet til rådighed på en langt mere udbredt måde, hvis den rigtig skulle have haft gennemslagskraft. Jeg ved, at det rettighedsmæssigt ville være dyrt at gøre værkerne gratis tilgængelige for alle på nettet, men det skulle der nok til.

Men bogen med værkerne blev ifølge daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) solgt i 150.000 eksemplarer. Er det ikke en stor udbredelse?

Jo, det er da fint, at der blev solgt nogle bøger i den forbindelse. Men hvis man virkelig vil satse på at få vores fælles kulturarv ud til alle, skal det også være gratis for alle.

Inden for mit eget område kan man gøre meget for forholdsvis små midler ved for eksempel at forbedre Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs digitale arkiv over værker, der er så gamle, at de ikke længere er omfattet af dyre rettigheder. Det er fint, at det er der, men netarkivet blev oprettet for næsten 25 år siden, og det bærer det også præg af.

For det tager sig ud som et digitalt spædbarn både hvad angår design og brugervenlighed, og det er ikke blevet ordentligt opdateret med hensyn til forfattere, der nu ikke længere er omfattet af rettigheder, mens nogle af de andre tekster står med gotisk skrift, og det kan vi ikke engang få mange af vores danskstuderende til at læse.

Men har undervisningsområdet forsømt at følge kanontanken op?

Nu kom der jo allerede en undervisningskanon for både folkeskolen og gymnasiet før Brian Mikkelsens kulturkanon, men den falder meget sammen med de forfatterskaber, man ellers ville læse. Til gengæld synes jeg faktisk, at der har været for lidt debat om, hvordan den løbende er blevet revideret. Pludselig røg Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg ud af folkeskolens undervisningskanon, mens Tove Ditlevsen og Henrik Ibsen kom ind, men det skete uden nogen offentlig diskussion. Det, syntes jeg, var ærgerligt. Og jeg mener også godt, at ministeriet kunne gøre mere for at evaluere undervisningskanonerne løbende.

Synes du, at Brian Mikkelsens kulturkanon blev debatteret nok?

Ja, jeg kritiserede selv, at der ikke var blevet plads til Tove Ditlevsen i Brian Mikkelsens kulturkanon, hvor jeg også undrede mig over, at Thit Jensen, Agnes Henningsen, Marie Bregendahl og Karin Michalis ikke var kommet med på listen, der var meget skæv kønsmæssigt, og det var da stærkt kritisabelt.

Derfor var vi nogle kvindelige litterater, der fandt på at genanmelde nogle af de kvinder, der ikke var blevet plads til, i dagbladet Politiken for at sætte fokus på, at der altså også var mange dygtige kvindelige forfattere i vores kulturskat. Den slags skal man altid kunne diskutere, og det gjorde vi så også, så jeg er enig med Brian Mikkelsen i, at kanontanken burde være god til at få en diskussion af, hvad god dansk kunst er.

ohrstrom@k.dk