KULTURMINISTER Per Stig Møller (K) skriver i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 18. november, at sprogpoliti ikke er vejen frem. Lidt polemisk kunne man spørge: Hvad i alverden skal vi også med sprog- politi, når vi foreløbig savner både sproglovgivere og sprogdomstol?
LÆS OGSÅ Sprogpoliti er ikke vejen frem
"Vi skal overholde sprogets færdselsregler," skriver kulturministeren, men problemet er, at så længe ansvaret for færdselsreglerne alene ligger hos Dansk Sprognævn, bliver der for det første ikke taget vare på dem, og for det andet blæser det i vinden, hvad reglerne egentlig er.
Kulturministeren siger, at Dansk Sprognævn "i sit arbejde skal sigte efter et dansk, der på en gang er præget af kærlighed til det danske sprogs historie og lyst til at bevare et levende, men stadig præcist sprog."
Vi kunne nævne en lang række eksempler på, at det langtfra er det, der præger Dansk Sprognævns arbejde. De godkender for eksempel, at det intransitive verbum "dufter" nu også bruges transitivt, og de mener tilsyneladende, det er i orden, at flere ord i sproget nu har både den oprindelige betydning og den stik modsatte.
Laissez faire-holdningen skyldes ikke, at det er onde mennesker, der sidder i nævnet. Derimod skyldes den, at nævnsmedlemmerne er sat på en umulig opgave. Man kræver af dem, at de skal tilgodese to modsatrettede interesser.
DANSK SPROGNÆVN består af sprogforskere, og sprogforskeres arbejde består i store træk i at indsamle viden om og føre statistik over, hvordan folk bruger sproget og derefter udlede tendenser. Sproget er med andre ord et forskningsobjekt for dem, og enhver indgriben over for sproget vil for sprogforskerne derfor være en uønsket forstyrrelse af deres forskningsobjekt.
At bede dem om at tage stilling til sprogbrugen og præge sprogreglerne vil svare til at bede en medicinsk forsker, der forsker i et stofs giftighed, om at behandle forsøgsmusene med medicin, samtidig med at han giver dem det giftige stof, han tester.
Kulturministeren er derfor for så vidt inde på noget af det rigtige, når han har skabt en samarbejdsaftale mellem Dansk Sprognævn og Det Danske Akademi. Herved bringer man andre end forskere på banen. Problemet er bare, at det er alt, alt for utilstrækkeligt. Digtere og skønlitterære forfattere udgør kun en ganske lille og perifer del af de mennesker, der arbejder professionelt med sproget, akademiet samles kun en gang om måneden, og hovedparten af dets arbejde drejer sig om litteratur og prisuddelinger. Desuden er en del af medlemmerne bildende kunstnere.
Hvis man virkelig vil styrke og bevare det danske sprog, vil det efter vores mening være nødvendigt at oprette et organ over eller ved siden af sprognævnet. Dette organs medlemmer skulle komme fra brancher, hvor man arbejder med sprog, så de vidste, hvor skoen trykker og havde en klar interesse i at pleje sproget: skolelærere, oversættere, journalister, forfattere med flere.
DE SKULLE BLANDT ANDET have til opgave at pege på områder inden for sproget, hvor der er brug for opstramning, oprydning eller forenkling af de sproglige færdselsregler, og de skulle tage stilling til sprogforskernes statistiske materiale og vurdere, hvornår der var behov for justering af reglerne.
Så kunne sprognævnet arbejde med det, de er gode til, nemlig indsamling af viden om sproget, og de kunne også fortsat have til opgave at rådgive folk om sprog. Tilsammen ville de to sprogorganer kunne sikre både traditionen og fornyelsen i det danske sprog.
Jeanette Brammer, Lisbeth Mejer og Frank Søholm Grevil er alle erhvervsoversættere