Vores økonomi ville få det bedre, hvis forældre arbejdede mindre

A happy father and son having fun in park at the end of

Vi ved i dag en masse om, at det er omsorgsfulde fællesskaber - omsorg og muligheden for at vise omsorg - der gør mennesker lykkelige, robuste og sunde. Så hvorfor er det her, vi sparer?, spørger debattør. Iris

Velfærd er omsorg, og den er der blevet mindre af, efter at begge forældre er begyndt at arbejde så meget, skriver Karen Lumholt, direktør for tænketanken Cura

Lisbeth Pedersen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, påpegede forleden i Kristeligt Dagblad, at den rekordhøje arbejdsintensitet blandt forældre i Danmark er en nødvendighed:

”En betingelse for vores velfærdssamfund er, at både mænd og kvinder lægger en del arbejdstimer. Ellers kan vi ikke opretholde det serviceniveau, som vi gerne vil have,” sagde hun.

Hvis man hører efter, vil man lægge mærke til det syn på velfærd, som udtalelsen repræsenterer: Velfærd som service. Men velfærd er også den omsorg, som er i hjemmene. Den er måske grundstenen for hele samfundets velfærd. Velfærd er omsorg. Og det er den, der er blevet mindre af, efter at begge forældre er begyndt at arbejde så meget.

Hvis forældre arbejdede mindre, ville det sætte en kædereaktion i gang, som ville være rigtig god samfundsøkonomi.

Lad os prøve at lave det store regnskab: Hvis forældre arbejdede for eksempel 25-30 timer ugentligt i stedet for 37 timer - det vil sige tilsammen 50-60 timer i stedet for 74 timer - ville det for børnene betyde, at de ikke behøvede at være så længe i institution (ikke mere end de 4-6 timer dagligt, som de sandsynligvis har glæde af).

Det ville betyde, at de ikke blev lige så syge, fordi de ville kunne blive passet hjemme i ro og mag, til de var rigtigt raske.

Det ville betyde, at de ikke blev så psykisk skrøbelige, når de skal starte i skole, at en stor del af dem får diagnoser. Det ville betyde, at de ikke som unge lider så meget af ensomhed, angst, selvskade og depression, som vi ser voldsomt stigende kurver for p.t.

Og tænk nu hvis forældre arbejdede mindre, så de kunne deltage mere i deres lokalsamfund, så det blev stærkere og mere inkluderende over for ensomme til glæde for alle parter.

De ville også kunne tage sig af deres gamle forældre. Tage sig af deres ægteskab og kærlighedsforhold og ikke lige så ofte blive skilt - med enorme konsekvenser for familiens og ikke mindst børnenes trivsel og senere psykiske sundhed.

De ville også kunne undgå en del stress, angst og depressioner - sygdomme, som koster samfundet flere og flere milliarder hvert år. Mon ikke det i sidste ende ville være god samfundsøkonomi? Og rigtig god velfærd?

Vi ved i dag en masse om, at det er omsorgsfulde fællesskaber - omsorg og muligheden for at vise omsorg - der gør mennesker lykkelige, robuste og sunde. Så hvorfor er det her, vi sparer?

De næste generationer bliver 100 år gamle. Hvorfor indretter vi os, så vi arbejder allermest de år, hvor børnene for at blive hele mennesker trænger allermest til vores nærvær?

I stedet for, at forældre arbejder for meget, bør arbejdsmarkedet satse på mere fra de unge, der endnu ikke har stiftet familie - og fra de midaldrende og ældre, der kan og vil. Lad dem, der ikke længere har småbitte børn, arbejde så længe, de vil, og i det omfang, de vil. Så skal regnskabet nok gå op.

Karen Lumholt, direktør for tænketanken Cura, Traps Alle 22, Valby