Velkommen til Donald Trump!

Hvem Trump er, aner vi ikke, selvom han har sagt og gjort det ene og det andet. Men det er faktisk også ligegyldigt, for hvad nu, hvis han gøder noget i os? Et håb. Sådan skriver præst Kristian Massey Møller

”Hvem Trump er, aner vi ikke, selvom han har sagt og gjort det ene og det andet. Men det er faktisk også ligegyldigt, for hvad nu, hvis han gøder noget i os? Et håb?”, skriver Kristian Massey Møller. –
”Hvem Trump er, aner vi ikke, selvom han har sagt og gjort det ene og det andet. Men det er faktisk også ligegyldigt, for hvad nu, hvis han gøder noget i os? Et håb?”, skriver Kristian Massey Møller. – . Foto: Anthony Behar/CNP/AdMedia 2017/Polfoto.

Jeg har en storetå i det gamle landbrugssamfund og kan huske, da naboskabet knirkede derhjemme. På den måde, at der blev talt lidt højere til kortspil. ”A sejer båre, vi hår bruw for now ny,” sagde en, mens en anden slog kortene i bordet og fastslog: ”Ja, men æ ham Glistrup.”

Det var dengang i begyndelsen af 1970’erne, hvor landsbrugssamfundet var i defensiven og samtidig i afmagt sagde, at ”udviklingen” ikke kunne sættes i stå. Mange landmænd gav op og blev slagteriarbejdere, og nu godt 40 år senere er landet forandret. Landbrugssamfundet eksisterer ikke mere som en verden i sig selv. Tilbage er 15.000-20.000 storlandbrug og 20.000 deltidslandbrug.

På trods heraf hvilede Danmark dog stadig i en homogen selvforståelse, selvom landbrugssamfundet opløstes i bysamfundet. Og ud fra den diskuterer vi Danmark i en global verden – ikke mindst, hvad Danmark i sig selv er. Det pågår lige nu. Måske folkeligt set mest den om, hvad Danmark i sig selv er, og hvad det vil sige at være dansk i forhold til flygtninge og indvandrere. Også som en vågnende diskussion om, hvad det er at være kristen i forhold til islam.

Underneden summer den globale økonomiske situation. Som en bekymring, der har svært ved at finde retning, som da man i 1970’erne talte om ”udviklingen”. Også fordi et undergangsperspektiv ligger på lur. I frygten for økonomisk kollaps og endnu værre: krig.

Og så står vi der og kigger naboen i øjnene og forsøger at finde hoved og hale i det hele. Vi vender og drejer os og tør ikke rigtig lade undergangsperspektivet trænge ind i samtalen, fordi vi først og fremmest er opsat på, at næste generation skal have det lige så godt som os.

Og så kommer Donald Trump og blæser i trompeten og siger: Make America great agai n. Gør Amerika stort igen.Ja, lad USA være til for amerikanerne, og lad os se verden ud fra alene en amerikansk vinkel.

Hvem Trump er, aner vi ikke, selvom han har sagt og gjort det ene og det andet. Men det er faktisk også ligegyldigt, for hvad nu, hvis han gøder noget i os? Et håb? Og følger det op med nogle svar, som i handling giver mening.

Vi bør i al fald byde Trump velkommen. Som en nærværende realitet, vi må og skal forholde os til. Ikke mindst fordi vi dog har haft det mod, at vi har taget hul på diskussionen om, hvad Danmark i sig selv bør være, og hvordan vi skal bevare vor homogene samfundsforståelse. Også selvom vi uvægerligt har måttet justere den i forhold til de seneste 40 års indvandring og diskussionen om multikultur eller ej.

Sagen er, at vi i vor kerneforståelse af, hvad danskhed er, godt ved, at vi skal og må finde ud af det, men også aner, at det kræver en åndskraft, hvor ånden er den samlende kraft. Den ånd, som springer ud af vores danske erfaring. Den ånd, som vi skal bruge til at hitte rede på Danmark i sig selv og på Danmark i verden.

Vores velkomstord til Trump og dermed også os selv kunne lyde: Vi forstår os som et folk, der har formået at holde sammen i, at enhver skal kunne blive sig selv sammen de andre, i, at vi i det vedkender os hinanden og er folkelige.

Velkomstord, hvor vi holder os selv fast på, at vi altid som folk er på en rejse, som kræver årvågenhed og opsmøgede ærmer. Kræver saft og kraft. Det var det, naboerne derhjemme havde. Det var ikke forgæves, at de spillede kort og talte med for vestjyder store ord. Det gav mæle. Det gav en orientering. Med hinanden og i hinanden. Også selvom de var afmægtige over for ”udviklingen” i sig selv.

Kristian Massey Møller er sognepræst og for tiden udsendt som feltpræst.