Hvem forsvarer egentlig familien?

family holding hands close

Velfærdsstaten tager noget af ansvaret fra forældrene, mener direktør i den liberale tænketank Cepos. Ugens debat har hos både medier og debattører blandt andet centreret sig om familiepolitikken. Modelfoto Iris

Kristian Østergaard beretter fra ugens debat, hvor flere medier, politikere og debattører har haft fokus på familiepolitik

BERLINGSKE HAR netop søsat en artikelserie om et område, der for mange af os er det væsentligste, men som er helt fraværende i regeringsgrundlaget. Deraf titlen på Berlingskes serie: ”Hvor blev familiepolitikken af?”.

Ifølge et interview i Berlingske med to af regeringens ministre - nemlig børne-, undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) - har samfundet ikke råd til, at forældrene arbejder mindre.

Eller som det stod at læse i Dagbladet/Sjællandske, så håber regeringen, ”at de danske familier stopper med at drømme om deltid og i stedet arbejder alt det, de kan”.

Men hvorfor egentlig? Jo, professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard forklarer i Berlingskes klumme ”Groft sagt”, at hvis de deltidsansatte bliver fuldtidsarbejdende, skal deres børn i institution.

Det afstedkommer nye stillinger, ligesom fuldtidsansatte betaler mere i skat. På ny har den danske stat altså demonstreret sin uforlignelige evne til at kradse skattemidler hjem i fordelingspolitikkens navn: ”Forskellen på de kommunistiske kommisærer og Venstres ridefogeder er vist primært regnemaskinernes alder.”

Direktør for Cepos, Martin Ågerup, går på kronikpladsen i Berlingske i offensiven imod forsøget på at reducere familien til en umyndiggjort samfundsfunktion og antyder, at velfærdsstatens lyksaligheder snarere er en trussel end et tilbud: ”Velfærdsstaten tager noget af ansvaret fra forældrene. Det 'hjælper' ikke familien. Det svækker den.”

Ågerup skildrer det fænomen, som man på tysk kender som Verschlimmbesserung. Verschlimmbesserung består i dette tilfælde i, at politikerne i deres geskæftighed efter at konsolidere familielivet i virkeligheden saboterer det: ”Politiske forsøg på at mindske negativ social arv består ofte af tiltag, der skal tømme familien for mest mulig funktion:

Nogle familier er dårlige til at læse lektier med deres børn. Derfor skal ingen familier læse lektier med deres børn.

Slik i børnehøjde skal væk fra supermarkederne, fordi nogle forældre er dårlige til at sige nej til deres børn. Derfor skal ingen forældre udsættes for at skulle sige nej til deres børn. At lære, at man ikke kan få alt samt forstå hvorfor, er ellers en central del af ethvert barns opdragelse”.

I sin kronik ”Familiepolitik hører til i Skatteministeriet” i Berlingske ventilerer mor og kommentator Amalie Lyhne sin misnøje med familiepolitikken på et punkt, der er så elementært, at det nemt overses:

”En familie med én forælder, som tjener 500.000 kroner om året, og én forælder, som ingenting tjener, fordi vedkommende går hjemme med børnene, skal betale langt mere i skat end familien med to forældre, som hver tjener 250.000 kroner om året. Det skyldes, at det ikke er tilladt at overføre bundfradraget for topskat fra den ene til den anden ægtefælle.”

Og som Lyhne ræsonnerer, så bliver det på den baggrund ”idioti” selv at passe sine egne børn, eftersom forældre reelt kun betaler 25 procent af den reelle pris for en institutionsplads.

Med Venstre-ministrenes udmelding om, at der er for mange danskere, der er på deltid, skal man nok ikke sætte sin lid til regeringen. Men nu var dette jo også en uge, hvor vi på TV 2 blev præsenteret for et nyt parti.

Nye Borgerlige kalder stifterne Pernille Vermund og Peter Seier Christensen partiet. Og hvis man klikker ind på NyeBorgerlige.dk, så er der lagt op til en familiepolitik som i modsætning til Venstres faktisk er borgerlig.

Nye Borgerlige understreger nemlig, at pengene ikke blot ligger bedst i borgernes lommer, men at vi også selv skal have økonomisk frihed til at vælge, hvordan familielivet skal indrettes, som det jo anstår sig for frie mennesker i frie lande.

Om Nye Borgerlige kommer ind i Folketinget? Chancerne øges vel, når en professor i statuskundskab ikke kan se forskel på Venstre-ministre og venstrefløjsaktivister, fordi begge parter betjener sig af de samme grabbemanerer på skatteområdet.

Kristian Østergaard er præst og anmelder på Kristeligt Dagblad. Han samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter