Terrorismen florerer, klimaet bliver varmere, og miljøet forværres. Alle tre problemer kræver globale løsninger. Paris-aftalen er et skridt i den rigtige retning, men det er jo skandaløst, at den ikke nævner befolkningstilvæksten. Klimaændringerne skyldes først og fremmest, at vi er for mange på kloden.
Ville det ikke være en god idé at få en verdensregering? FN er et forsøg i den rigtige retning, men sidder jo magtesløs, når blot et af de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet nedlægger veto.
En Stalin eller Hitler som verdensherre er ikke nogen god idé. Men der må vel være nogle muligheder et sted mellem et svagt FN og en stærk tyran?
Min kone og jeg tilbragte for nylig en måneds tid på sejlads i det østlige Middelhav. Tre skikkelser fra området gav inspiration til vores samtaler om løsning af de globale problemer: Alexander den Store, Atatürk og Paulus. De var alle tre på hver sin vis stærke, driftige og ambitiøse nok til at ville og sikkert også at kunne styre verden.
Alexander blev på sit store togt i Lilleasien præsenteret for den gordiske knude, som ingen havde kunnet løse. Den, der gjorde det, ville kunne beherske Asien. Alex-ander kiggede et øjeblik på knuden og tog så sit sværd og huggede den over. Derefter vandt han over persere og indere og stod parat til at fortsætte mod Kina.
Men hans makedonske landsmænd, der udgjorde hans kernetropper, sagde nej. Ikke bare fordi de ville hjem, men lige så meget fordi de var fortørnede over Alexanders opførsel. Han havde gjort det til vane at integrere sig i påklædning, vaner og religion i de befolkninger, han havde besejret. Så han fremstod som farao i Egypten og som kejser i Persien. Den form for multikulturel opførsel var ikke sagen for de stovte makedonske krigere. Så Alexander måtte opgive verdensherredømmet og vende om.
Alexanders påtænkte multikulturelle samfundsmodel kunne minde om den amerikanske: hvis du vil love at overholde den amerikanske forfatning, er du amerikaner uanset race, religion og køn. Men Alexander fik aldrig gjort forsøget. Han drak sig ihjel som 32-årig på vejen hjem.
Tyrkerne tabte som det dominerende folk i Osmannerriget Første Verdenskrig. Sejrherrerne blev i Versailles enige om at dele det, der i dag er Tyrkiet, mellem franskmænd, briter, italienere og grækere. Men man havde gjort regning uden vært. Mustafa Kemal Atatürk udmanøvrerede de allierede militært og diplomatisk og kunne i 1923 udråbe den tyrkiske republik. Det lykkedes især, fordi han kun gjorde krav på det, han kaldte den rent tyrkiske del af osmannerriget.
Tyrkiet skulle være en sekulær stat, religion en privatsag. Atatürk ville givet modsætte sig de nuværende forsøg på at islamisere Tyrkiet. Han afskaffede sultanat og kalifat og havde kun hån tilovers for bestræbelserne på at gøre ham selv til både sultan og kalif. Han var, hvad vi kunne kalde kulturmuslim. Han var biseksuel, alkoholiker og hasardspiller. Og han investerede provokerende i et bryggeri i Ankara - ikke lige hvad Koranen anbefaler.
Atatürks idéer om en fredelig verdensorden formulerede han i slagordet ”først fred herhjemme, så fred i verden”. Altså først en stærk nationalstat. ”Lykkelig den, som kan kalde sig tyrker” var hans udtryk. Tyrker var man, når man talte tyrkisk. Og da det daværende tyrkisk var ubekvemt med sit arabiske alfabet og låneord fra arabisk og persisk, gennemtvang Atatürk en sprogreform. Det tyrkiske sprognævn anslog, at den ville tage ti år at gennemføre. Atatürk gjorde det på tre måneder. At kurderne og de tiloversblevne armeniere efter folkemordet i 1915, som Atatürk ganske vist ikke var ansvarlig for, så ikke kunne føle sig som tyrkere, plager Tyrkiet den dag i dag.
Atatürks model med en verdensorden ville afgjort være sekulær og dermed løse det islamiske problem. Muslimerne har en tendens til af affærdige revision af den nuværende muslimske samfundsorden med, at dette eller hint forslag enten ikke står i Koranen eller ligefrem forbydes der. Det ville Atatürk utvivlsomt affeje og med hård hånd gennemføre alle nødvendige revisioner.
Atatürks model med en stærk nationalstat minder om EU. Først når en ansøger er stærk nok økonomisk og politisk, er der adgang. Lidt ironisk, at Tyrkiets mulige medlemskab i dag forhindres af den model.
Vi gik faktisk i Paulus' fodspor i Jerusalem, Efesos, Thessaloniki, Cypern og Malta på vores rundtur i Middelhavet. Dog ikke til Damaskus. Den vej er ikke fredelig for tiden.
Når man ser antallet af kirker, har Paulus utvivlsomt sat sit mærke med den åndelige revolution, han stod for. Den helt store succes har den dog ikke været. ”Gør alle folke-slagene til mine disciple” forlangte hans herre og mester. Det er blevet til, at en fjerdedel af Jordens befolkning er kristne, mens muslimerne indtil videre må nøjes med en femtedel. Og da begge de store religioner mener at have fundet sandheden, er der basis for fortsat strid.
Så ville det være en god idé med en verdensregering til at klare de globale problemer eller i det mindste sørge for, at de nyligt i FN vedtagne 17 mål for en bæredygtig udvikling samt Parisaftalen også bliver gennemført. Det finder vi måske ud af, når Islamisk Stat en dag får en atombombe til rådighed og udraderer enten New York eller København. Jeg tror, at det ville give anledning til oprettelse af en eller anden form for global myndighed, forhåbentlig med basis i en folkevalgt præsident.
Hun ville så bede en Atatürk om at konfrontere politisk islam, en Alexander den Store om at føre konfrontationen til sejr og en Paulus om at tilgive os alle, når vi sikkert alligevel ikke formår at lave en fredelig verden.
Sven Burmester er forfatter, cand.scient., professor og tidligere vicedirektør i Verdensbanken og chef for FN's Befolkningsfond i Kina og Nordkorea