Vesten har svigtet i krigen i Syrien

"Vesten må være villig til at støtte og acceptere Assad som en i hvert fald midlertidig løsning på freden i Syrien. Det må man først og fremmest gøre for landets og befolkningens skyld." Foto: Abdulmonam Eassa/AFP / Scanpix Denmark

Vesten har først grebet ind, da man begyndte selv at føle sig truet. Bombardementerne er hævntogter og forsøg på at dæmme op for terror
Peter Grønlykke

Hævn er altid blind, og Vestens bombardementer i Irak er Syrien er blot hævntogter. Hvad terrortruslen angår, bliver den næppe mindre, hvis vi gør borgerkrigen til vores krig, skriver sognepræst

Det forekommer grotesk, at man fra dansk side ønsker at fortsætte bombeengagementet i Mellemøsten. Ikke blot i Irak, men tilsyneladende nu også i Syrien. Det er ikke bestemt af fornuft og omtanke og ud fra det helt afgørende mål: at skabe fred i landet for befolkningen.

Vesten har først grebet ind, da man begyndte selv at føle sig truet. Bombardementerne er hævntogter og forsøg på at dæmme op for terror.

Hævn er som bekendt altid blind, både hvad angår forstand og medfølelse. Hvad terrortruslen angår, bliver den næppe mindre, hvis vi gør denne borgerkrig til vores krig.

Truslen fra de radikaliserede syriske grupper i Syrien, som Islamisk Stat, vil i så fald ikke blot øges. Det vil også betyde en øget trussel fra syrere og andre med mellemøstlige rødder, der befinder sig i Europa. Det var som bekendt personer med et europæisk statsborgerskab, der stod bag attentatet i Paris den 13.-14. november.

Vi er nødt til at indse og forstå, at dette i første omgang ikke drejer sig om os, men om Syrien og Irak og befolkningen dér. Det er vi nødt til at bruge både vores fornuft og vores følelser til. Og ikke den stupide og kortsynede reaktion, der ligger i hævntrangen.

Den syriske befolkning er blevet svigtet både af Assad og af Vesten. Vesten har svigtet, fordi man har ønsket et andet lederskab i Syrien og hermed støttet revolutionen og oprøret. Hermed har man i alt for lang tid negligeret, hvilke omkostninger dette har haft for befolkningen i landet. På det punkt har Rusland været klogere og har forsøgt at overbevise Vesten om, at Assad i det mindste var garant for en statsdannelse. Og at han i det stykke havde internationale statsretsnormer på sin side, eftersom Syrien jo er en internationalt anerkendt stat med Assad som præsident.

Vesten har ikke lært af sine fejltagelser i Irak og Libyen og har med søvngængeragtig konsekvens messet, at Assad skulle væk. Uden en egentlig vurdering af hans forbrydelser i forhold til bestræbelserne for at holde fred i landet og i hvert fald uden at vurdere, i hvor høj grad vi på grund af vore både politiske og humanitære svigt i forhold til Syrien og nærområder har været med til at påvirke situationen.

Nu fører vi krig. For at beskytte os selv og beskæmmende nok ikke for den syriske befolknings skyld. Hvilket man ydermere ser bekræftet i de mange krumspring, der foretages for at undgå, at en presset syrisk befolkning flygter til Europa og Danmark. Hvordan kan det være anderledes? Vi er selv med til at bombe dem ud af landet.

Vesten må være villig til at støtte og acceptere Assad som en i hvert fald midlertidig løsning på freden i Syrien. Det må man først og fremmest gøre for landets og befolkningens skyld.

For at undgå at folk må flygte fra landet og udsætte sig selv for flugtens fare og udbytning. Men også for at undgå, at vores efterhånden temmelig derangerede moral og politiske fornuft skal gå helt i opløsning.

Det kan vise sig at være to sider af samme sag, som må finde hinanden både i den danske befolknings og i vore politikeres holdning.

Peter Grønlykke, sognepræst, Rosengade 18, Sønderborg