Flyv ikke højere, end vingerne bærer.
Ingen græsk myte har som Ikaros-fortællingen slået rod i kulturen, fra Pieter Bruegel til Lille Palle. De fleste kender historien om den unge Ikaros, som flyver på vinger af fjer og voks, men bliver overmodig og vover sig for tæt på solen. Voksen smelter, vingerne brister og Ikaros styrter i havet. Og kender man ikke myten, så kender man i hvert fald moralen: Højt at flyve, dybt at falde.
LÆS OGSÅ: Debat: Idoldyrkelsens uendelige tomhed
I søndags så verden Felix Baumgartners heliumballon stige til kanten af verdensrummet over New Mexicos ørken. Men opstigningen var ikke målet, kun midlet. Baumgartner er en omvendt Ikaros, som har gjort faldet til en præstation. Han er kendt for sine spektakulære basejump (faldskærmsudspring fra bjerge og bygninger) og samler på verdensrekorder. Han er det 21. århundredes svar på kanonkongen, løvetæmmeren og manden i tønden på vej ned af Niagara-vandfaldet.
Som Baumgartner hang dér i 39 kilometers højde i en kapsel, iført iltflaske og spejlblankt visir, følte man sig næsten hensat til dengang, Apollo 11 landede på Månen, og hele kloden overværede begivenheden på små, sort-hvide fjernsyn. Det var i 1969, Felix Baumgartners fødselsår. I 2012 er det 40 år siden, mennesket sidst gik på Månen, og de statsfinansierede astronauter er afløst af en sodavandssponsoreret vovehals.
Baumgartner er barn af en tid, hvor adventure-ferier og ekstremsport er blevet folkeeje. Vi er alle nødt til at bekæmpe vores frygt. Vi må sætte os et mål, som er svært at nå. Når man når målet, føler man sig meget mere levende. Det er det, der gør livet interessant, har Baum-gartner sagt. Dødsforagten er ikke i en højere sags tjeneste, den er sit eget mål. Ambitionerne er ikke længere vendt udad, mod nye horisonter og videnskabelige landvindinger, men indad, mod den personlige præstation og selvudvikling.
Og så handler det natur-ligvis om at underholde alle os andre det er dér, pengene og opdriften kommer fra.
Vi har et ambivalent forhold til Ikaros-figuren. På den ene side beundrer vi hans dødsforagtende dristighed. Det kan godt være, at han udfordrer skæbnen, men i det mindste forfølger han sine drømme. Ikaros er en rock and roll-stjerne, modbilledet til den kedsommelige småborgerlighed, som er vor tids største skræk. Vi fødes ind i en velstand og sikkerhed, som tidligere generationer kun kunne drømme om. Nu foragter vi trygheden og længes efter at blive som vores himmelstræbende helte.
LÆS OGSÅ: Den gode bror - en af holocausts sande helte
På den anden side fryder vi os, når vi ser Ikaros falde. Vi bygger idoler op, vi giver dem vinger af fjer og voks, og vi jubler, mens de stiger mod Solen. Men på et tidspunkt begynder vi at kede os, og beundringen glider over i misundelse. Er Ikaros ikke blevet lige lovligt selvfed? Når billedet brister, og Ikaros hvirvler ned fra himlen, hylder vi alle Janteloven: Du skal ikke tro, du er noget. Eller som den lyder på græsk: Når du begår hybris, straffes du med nemesis.
Så står den ikke på voks og fjer, men tjære og fjer. Der går ikke en dag, uden at medierne trækker endnu en falden Ikaros gennem byen.
I sidste uge fremlagde det amerikanske anti-doping-agentur en rapport med anklagerne mod den amerikanske cykelrytter Lance Armstrong. Engang var han en helt, som overlevede kræft og vandt Tour de France syv gange i træk, båret frem af vores begejstring. Da vi begyndte at kede os, blev han degraderet og anklaget for at stå bag det mest avancerede, professionaliserede og succesfulde dopingprogram, som sporten nogensinde har oplevet.
Selv efter døden kan man blive revet ned fra sin himmel. I Storbritannien flyder pressen i disse uger over med anklager mod Jimmy Saville, der i 1960erne blev kendt som vært for BBC-programmet Top of the Pops. Da han døde sidste år, havde han status af nationalt klenodie en 84-årig, folkekær excentriker i Adidas-bukser, farvede John Lennon-briller og langt, hvidt fehår.
Nu er det kommet frem, at Saville systematisk for-greb sig på de mindreårige teenagere, der flokkedes som tilskuere til hans populære tv-programmer. Hidtil tavse ofre står frem i stimevis, Savilles grav er blevet vandaliseret, og BBC anklages for at have set igennem fingre med overgrebene. Ligesom Lance Armstrong har Jimmy Saville oprettet velgørende organisationer. De vil nu skifte navn for ikke at blive revet med i Savilles fald.
Den underholdningskultur, som er med til at løfte en Ikaros til vejrs, er også den første til at pille vingerne af ham. Måske gør Baumgartner klogt i at holde fast i sin plan: at lade søndagens verdensrekord blive den sidste og trække sig tilbage til et trygt og småborgerligt helteliv som pilot i en redningshelikopter.